Herbert Spencer var en engelsk filosof, sociolog og politisk tænker, der blev mest kendt for sin evolutionsteori og radikalt liberalistiske overbevisning. Som en af sociologiens fædre udgav han i 1873 bogen The Study of Sociology, der opnåede stor udbredelse og regnes for en af de første sociologiske lærebøger i verden. Det var Spencer, der i 1864 formulerede det kendte princip ”survival of the fittest”, som senere blev overtaget af Charles Darwin.
Spencers optimistiske evolutionsidéer opnåede betydelig udbredelse i samtiden, og salget af hans skrifter steg eksplosivt fra starten af 1870’erne med oversættelser til alle hovedsprog. Han regnes for den første filosof i verden, der opnåede at få sine værker solgt i mere end en million eksemplarer i sin egen levetid.
Kommentarer (2)
skrev Hans-Jørn Hartz Johansen
Kære Heine Andersen
Selv om det traditionelt er at Charles Darwin bliver citeret for at have formuleret princippet om ‘survival of the fittest’ så var det vel princippet om at være ‘adaptable’, som Darwin brugte. Jeg vil ikke påstå at være nogen fagperson men jeg har en gang slået op Origin of the Species for at læse Darwins formulering - men du lægger måske mest vægt på at Spencer var den oprindelige forfatter til princippet?
Med venlig hilsen
Hans J. Johansen
svarede Heine Andersen
Tak for din kommentar. Det er blot et spørgsmål om præcision med hensyn til den historiske oprindelse af dette berømte udtryk, som jo er blevet knæsat til at udtrykke en central kerne i Darwins teori. Darwin indførte det først i 5. udgave af "On the Origin of Species" (1869) efter anbefaling fra naturforskeren Alfred Russel Wallace. Darwin skriver til Wallace: "I fully agree with all that you say on the advantages of H. Spencer's excellent expression of 'the survival of the fittest". Darwin bruger jo også udtrykket "natural selection", nogenlunde synonymt med "survival of the fittest", men skriver i forordet til 5. udgave: "the expression often used by Mr. Herbert Spencer of the Survival of the Fittest is more accurate, and is sometimes equally convenient."
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.