Faktaboks

Hermann Maier

"The Herminator"

Født
7. december 1972, Altenmarkt im Pongau, Østrig

Hermann Maier er en forhenværende professionel alpin skiløber fra Østrig. Han regnes for en af de helt store alpine skiløbere gennem tiden, blandt andet takket være 4 sejre i den samlede World Cup i årene 1998, 2000, 2001 og 2004. Hermann Maier indstillede sin aktive karriere i 2009.

Hermann Maiers resultater

Hermann Maier ved vinter-OL i 2006.

Hermann Maier
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Udover World Cup-sejrene vandt Hermann Maier i sin karriere også 2 olympiske guldmedaljer (super-G og storslalom, begge i 1998), 3 verdensmesterskabstitler (styrtløb og super-G i 1999 og storslalom i 2005). Desuden blev det til yderligere 2 OL-medaljer (1 sølv, 1 bronze) og 3 VM-medaljer (2 sølv og 1 bronze).

Det var især i fartdisciplinerne styrtløb (15 World Cup-sejre) og super-G (24 sejre) og i den mere tekniske storslalom (14 sejre), at Hermann Maier i sin aktive karriere var i en klasse for sig.

The Herminator

Tilnavnet "The Herminator" blev for alvor slået fast under De Olympiske Vinterlege i Nagano i 1998. Her havde Hermann Maier et voldsomt styrt i OL's første løb, som var styrtløbskonkurrencen. Her fløj han i høj fart ud over de to rækker af opstillede sikkerhedshegn og rullede efterfølgende flere meter ned ad bjergsiden. Han kunne dog umiddelbart rejse sig uskadt og vinke smilende til kameraerne.

Skade og comeback

Hermann Maiers karriere var lige ved at slutte allerede i august 2001, da han kom slemt til skade i en motorcykelulykke. På vej hjem fra en træning stødte han sammen med en bil og blev svært skadet. I en kort periode vurderede lægerne, at det ville være nødvendigt amputere hans ene ben. Ulykken var den direkte årsag til, at han ikke deltog ved De Olympiske Vinterlege i Salt Lake City i 2002, hvor han ellers var regnet med blandt de helt store favoritter.

Hermann Maier formåede at kæmpe sig tilbage på ski og toppede præstationen med at vinde både den samlede World Cup og super-G-titlen i 2004, hvilket blandt andet efterfølgende blev belønnet med den prestigefulde titel "Comeback of the Year" af Laureus World Sports Awards.

Året efter (2005) vandt han sin sidste internationale titel, da han tog VM-guld i storslalom. Ved De Olympiske Vinterlege i 2006 i Torino fik han sølv i Super-G og bronze i storslalom, hvilket blev hans sidste internationale medaljer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig