Jane Austen udfoldede tidligt stor litterær produktivitet. Hun skrev komedier, vers og prosafortællinger, gerne parodier over tidens litterære genrer: sædekomedien og den sentimentale og den gotiske roman (tre bind ungdomsskrifter blev publiceret i 1933-1961). Hun forblev ugift og boede til sin død sammen med moren og sin ligeledes ugifte søster.
Ud over ungdomsskrifterne, en mindre brevroman, Lady Susan (1871, dansk 1945), og et par ufuldendte arbejder består forfatterskabet af seks romaner. Heraf blev de tre skrevet i 1790'erne, men først udgivet senere. Sense and Sensibility udkom i 1811 (dansk Forstand og Hjerte, 1855, under titlen Fornuft og følelse, 2012 oversat af Vibeke Houstrup). Pride and Prejudice udkom i 1813.
Begge er anlagt som parodier på den sentimentale romans følsomme heltinder og illusion om kærlighedens magt over sociale fordomme; i de publicerede versioner er parodien dog nedtonet. Northanger Abbey (1818, dansk 1975) er derimod fastholdt som parodi over den gotiske roman.
Jane Austens far forsøgte i 1797 uden held at sælge Sense and Sensibility til en forlægger; Northanger Abbey blev solgt i 1803, men ikke udgivet. I 1801 slog pastor Austen sig ned i Bath som pensionist med sin hustru og døtre, og efter hans død i 1805 boede de tre kvinder hos familien. Først da de i 1809 atter fik eget hjem, nu i Chawton, Hampshire, genoptog Jane Austen forfatterskabet.
Hun omskrev og fik de to første romaner udgivet og skrev sine sidste tre hovedværker, Mansfield Park (1814, dansk 1974, 2015 oversat af Lærke Pade og 2019 oversat af Johanne Kastor Hansen), Emma (1816, dansk 1958, 2013 oversat af Vibeke Houstrup, og 2025 oversat af Lærke Pade) og Persuasion (1818, dansk Kærlighed og svaghed, 1975, dansk Overtalelse 2018 oversat af Vibeke Houstrup og 2026 oversat af Lærke Pade). Alle bøgerne udkom anonymt.
Austens persongalleri fremviser ikke noget bredt socialt panorama; hun nøjedes med "tre eller fire familier i en landsby", og de samfundsmæssige magtforhold er underforståede. Hendes styrke er den psykologiske analyse og klare dramatiske opbygning. Den dialogiske og sceniske stil frembringer en gennemført virkelighedsillusion, skønt fortælleren er mærkbart til stede med sit betydningsmættede, ofte ironiske sprog.
Jane Austen overførte sædekomedien fra dramaet til romanen og blev en forløber for George Eliot, E.M. Forster og Evelyn Waugh; romanernes moralske værdinorm er selvindsigt. Forfatterskabet mødte stor anerkendelse fra kolleger, kritikere og læsere, allerede inden Jane Austen døde. Romanerne er siden blevet filmatiseret mange gange.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.