Ved Jelssøerne blev der i 1981 for første gang i Danmark udgravet bopladser fra Hamburg-kulturen (12.700-12.100 f.v.t.), som repræsenterer de ældste kendte spor af menneskets tilstedeværelse i det nuværende Danmark. Her går dagen på hæld over Midtsø. Sammen med Nedersø og Oversø danner den Jelssøerne, der ligger som en række af næringsrige langsøer i bunden af en tunneldal nordøst for Jels. Omkring søerne findes flere løvskove, som formentlig udgør resterne af den vældige Farrisskov, der helt op i middelalderen strakte sig på tværs af Jylland.
.

Jels-bopladserne er tre senpalæolitiske fundlokaliteter tilknyttet Hamburg-kulturen, beliggende ved Jelssøerne i Sønderjylland. De dateres, ligesom Hamburg-kulturen generelt, til Bøllingtid og Ældre Dryas (ca. 12.700–12.100 f.v.t.). Pladserne er blandt de nordligst beliggende for Hamburg-kulturen og markerer dermed den yderste grænse for menneskets nordlige udbredelse i Europa i denne periode. Lignende bopladser er undersøgt ved Slotseng kun få kilometer derfra og ved Sølbjerg og Krogsbølle på Lolland. Tilsammen udgør disse fundlokaliteter de første sikre arkæologiske beviser for menneskets tilstedeværelse i Danmark

Opdagelse, udgravning og fund

Opdagelsen af lokaliteterne Jels 1 og 2 i 1980’erne var et gennembrud for forståelsen af Hamburgkulturens udbredelse, samtidigt med at det flyttede menneskets tidligste tilstedeværelse i Sydskandinavien tilbage i tiden. Indtil da havde kulturen primært været dokumenteret i Nordtyskland og Holland. De danske fund bekræftede, at mennesker nåede helt til Sydskandinavien allerede tidligt i Senglacialtiden.

Jels 1 og Jels 2

De første Jels-pladser, Jels 1 og Jels 2, blev udgravet i årene 1981–1984 og repræsenterede de første sikre fund af Hamburg-kulturen nord for den dansk-tyske grænse. Disse fundlokaliteter kan knyttes til Haveltegruppen, der betegner et senere kronologisk indslag i Hamburg-kulturen. De hører til blandt de absolut rigeste lokaliteter fra denne periode og indeholder projektilspidser af Havelte-varianten, skrabere, stikler og de såkaldte Zinken (krumborlignende redskaber). De to lokaliteter ligger ved Jels Oversø med omtrent 100 meter afstand fra hinanden og afspejler forskellige funktioner inden for Hamburg-kulturens bosættelsesmønster.

Jels 1 er domineret af store mængder affald fra flinthugning, men rummer kun få færdige redskaber. Materialet lå koncentreret i et afgrænset område, hvilket kan pege på tilstedeværelsen af en midlertidig teltstruktur eller en kortvarig aktivitet. Pladsen tolkes som en huggeplads, hvor den primære produktion af flækker fandt sted, hvorefter de færdige produkter blev fjernet og bragt til en anden boplads.

Jels 2 adskiller sig tydeligt ved at rumme et større antal færdige flækker og redskaber, heriblandt skrabere, stikler, bor, projektilspidser og de karakteristiske Zinken. Hertil kommer biprodukter fra sekundær bearbejdning, hvilket vidner om mere omfattende redskabsproduktion og brug. Materialets fordeling over et større areal antyder flere aktivitetsforløb og længerevarende ophold end på Jels 1. På den baggrund tolkes Jels 2 som en egentlig basisboplads, hvor en bredere vifte af aktiviteter har fundet sted.

Jels 3

I årene 2009–2011 blev Jels 3 påvist ved Nedersø i den sydlige del af tunneldalen. Her fremkom næsten 3000 flintartefakter fordelt på flere koncentrationer, bl.a. fragmenter af Havelte-spidser, som tydeligt knytter pladsen til Hamburg-kulturen. Jels 3 fremstår som en mindre, men redskabsrig plads. Den indeholder mange skrabere og stikler, hvilket tyder på et kortvarigt, men intensivt ophold.

Miljø og landskab

Jels-pladserne dateres til Bøllingtiden (ca. 12.700–12.100 f.v.t.), den første varmefase efter Weichsel-istiden. Klimaet var varmere end i den foregående Ældste Dryas, men fortsat præget af store udsving mellem årstider og fra år til år. Landskabet var et åbent tundramiljø domineret af pionervegetation som rypelyng, græsser og dværgbirk. I dette miljø indvandrede rensdyr i store flokke på sæsonbasis, hvilket gjorde området attraktivt for Hamburgkulturens jægergrupper.

Pladsernes beliggenhed ved Jelssøerne gav adgang til vandressourcer og et godt udsyn over det omkringliggende landskab, hvilket har været fordelagtigt i forbindelse med rensdyrjagt. Kombinationen af et ungt, dynamisk landskab og tilstedeværelsen af store planteædere danner baggrunden for de tidligste sikre spor efter mennesker i Danmark.

Betydning og forhold til andre danske lokaliteter

Ud over Jels-bopladserne findes der få andre sikre Hamburg-lokaliteter i Danmark. Slotseng, få kilometer fra Jels, har leveret både flintredskaber og velbevarede rensdyrknogler, hvilket peger på en kortvarig jagtbegivenhed. Jels-bopladserne udgør sammen med Slotseng en “bopladslomme” i det sønderjyske, ligesom lokaliteterne Sølbjerg og Krogsbølle udgør en lignende lomme på Lolland.

Jels-bopladserne er væsentlige for forståelsen af Hamburg-kulturens udbredelse og livsform. De dokumenterer, hvordan små jægergrupper fulgte rensdyrflokke helt til de yderste isfrie områder af Europa. Fundene viser også en opdeling i forskellige bopladsfunktioner – fra kortvarige huggepladser til mere permanente basisbopladser – hvilket giver indblik i organisationen af jægernes mobilitet og økonomi.

Pladserne har derfor både arkæologisk og kulturhistorisk betydning som vidnesbyrd om de første pionerbosættelser i Sydskandinavien efter isens tilbagetrækning.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig