OPEC-landenes olieproduktion 2024 (andel i pct.)

Pct. af den samlede OPEC-produktion
Saudi-Arabien 34
Irak 15
Iran 12
Foren. Arabiske Emirater 11
Kuwait 9
Nigeria 5
Libyen 4
Venezuela 4
Algeriet 4
Øvrige 2
Kilde: OPEC - 2025

OPEC er en organisation for de olieeksporterende lande med hovedsæde i Wien. Dens hovedformål er at koordinere medlemslandenes udvinding af olie og dermed den globale oliepris. Organisationen fungerer dermed som et kartel. Fra maj 2026 har OPEC 11 medlemslande, hvoraf Saudi-Arabien er det førende, og samarbejder desuden i den løsere sammenslutning OPEC+ med yderligere 10 olieproducerende lande, hvoraf Rusland er det vigtigste. OPEC’s betydning og kontrol med olieprisen har været skiftende over tid, men organisationen har fortsat kontrol over en betydelig del af verdens olieudvinding.

Faktaboks

Også kendt som

forkortelse for Organization of the Petroleum Exporting Countries

Sidst i april 2026 blev OPEC svækket, da Forenede Arabiske Emirater besluttede at forlade organisationen med virkning fra 1. maj samme år.

Grundlagt i 1960

Sheik Ahmad Zaki Yamani var olieminister i Saudi-Arabien fra 1962-1986 og spillede en afgørende rolle i OPEC. Efter de store prisforhøjelser i 1973 blev han kendt verden over. Her holder han pressekonference i London den 1. december 1973.
Sheik Ahmed Zaki Yamani
Byline: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Organisationen blev oprettet i 1960 af Iran, Irak, Kuwait, Saudi-Arabien og Venezuela. De følgende år voksede organisationen med yderligere seks lande: Libyen (medlem 1962), Algeriet (1969), Nigeria (1971), Gabon (1975, midlertidigt udmeldt 1995-2016), Ækvatorialguinea (2017) og Congo (2018). Derudover har Qatar, Indonesien, Ecuador, Angola og Forenede Arabiske Emirater tidligere været medlemmer.

OPEC som kartel

Et af de vigtige elementer i OPEC's produktionskapacitet er Aramcos enorme olieanlæg Ras Tanura i det østlige Saudi-Arabien. Her fotograferet i 2019.
Byline: Saudi Aramco Handout/EPA/Ritzau Scanpix.

OPEC's erklærede formål er at koordinere medlemslandenes oliepolitik for at sikre stabile og rimelige priser for olieproducentlandene, effektiv og pålidelig forsyning af olie til forbrugslandene samt et rimeligt afkast til investorerne. OPEC ledes af en medlemskonference på regeringsplan, der mødes mindst to gange om året. Det kræver enighed at gennemføre beslutninger i organisationen.

OPEC's store indflydelse

Saudi-Arabien er klart den største olieproducent i OPEC. Her ankommer landets energiminister - prins Abdulaziz bin Salman al-Saud - i juni 2023 til møde i OPEC-hovedkvarteret i Wien.
Byline: Joe Klamar/AFP/Ritzau Scanpix.

Højdepunktet af OPEC's indflydelse var, da landene i begyndelsen af 1970'erne gennem en række prisstigninger og indgreb over for de internationale olieselskaber skaffede sig kontrollen over en stor del af verdens olieproduktion. Det førte til såkaldte oliekriser i henholdsvis 1973 og 1979.

OPEC mistede siden igen indflydelse. Dels kom nye producenter af olie og gas til, fx Norge, Storbritannien og Rusland, dels kunne medlemslandene langtfra altid opretholde indbyrdes enighed. Det har også ført til, at flere lande har udmeldt sig igen – senest De Forenede Arabiske Emirater i 2026.

OPEC+

I 2016 indgik OPEC en aftale med yderligere 10 olieproducerende lande, hvoraf Rusland var langt den største producent, om at koordinere produktionen og dermed verdensprisen på olie. Denne løsere sammenslutning er i dag kendt som OPEC+. Den står for tæt på halvdelen af udvindingen af råolie på verdensplan og øver dermed fortsat betydelig indflydelse på olieprisen.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig