oliekriser

Suez-krisen var et første eksempel på, at olien havde fået så stor en betydning, at manglende forsyninger kunne få globale følger. Den midlertidige lukning af Suezkanalen betød at den normale transport af tre fjerdedele af olien til Vesteuropa blev forstyrret. I forlængelse heraf indførte Saudi Arabien embargo mod Storbritannien og Frankrig.

Krisen blev løst med ’the oil lift’, hvor regeringer og olieselskaber i Vesteuropa og USA gik sammen om at afhjælpe manglen på olie i Vesteuropa, blandt ved øge produktion i USA og Venezuela.

Oliepriserne steg kun moderat, omkring 18 %, så læren af konflikten var først og fremmest, at de moderne samfund var sårbare over for afbrydelser i olieforsyningen.

Den krise, der brød ud i oktober 1973, var anderledes alvorlig. I mellemtiden var den globale olieproduktion næsten tredoblet og hovedparten af produktionsstigningen fandt sted i de arabiske lande med Saudi Arabien i spidsen, hvorimod produktionen i USA stagnerede i slutningen af 1960’erne, og da præsident Richard Nixon i 1972 gav importen fri for at imødekomme forbruget, steg olieimportens andel af det samlede forbrug fra 19% til 36%.

I de arabiske lande voksede nationalismen og kravet om øget indflydelse på olieproduktionen tog til, fx med nationaliseringen af olieindustrien i Algeriet (1971), Libyen (1971) og Irak (1972). Endelig var konflikten mellem Israel, Palæstina og de arabiske lande intens i årene efter Seksdages krigen i 1967.

Krisen i 1973-1974 fulgte to spor, der hang tæt sammen. OPEC (Organization of Petroleum Exporting Countries), der var stiftet i 1960, ville sætte en stopper for de faldende oliepriser i 1960 og forlangte både højere priser og at de internationale olieselskaber betalte højere afgifter. Aftaler herom blev indgået i begyndelsen af 1971, men devalueringen af dollaren undergravede de aftalte priser.

Yom Kippur krigen i oktober 1973 blev en lejlighed til at sætte trumf på. OPEC suspenderede forhandlingerne med olieselskaberne og gennemførte prisstigninger på 70%, fra 3,01 til 5,11 dollars. Samtidig gennemførte de arabiske olieproducerende stater organiseret i OAPEC (Organization of Arab Petroleum Exporting Countries) en embargo for at presse de vestlige lande til at droppe støtten til Israels besættelse af palæstinensiske områder. Olien var blevet et politisk våben. Produktionen skulle hver måned reduceres med 5%, og byrden skulle især bæres af USA og Holland. Danmark blev ikke ramt af embargoen.

Målet med embargoen lykkedes ikke. De arabiske lande var indbyrdes uenige om, hvor offensivt, de skulle gribe embargoen an, og i stedet for at blive splittet gik de vestlige lande sammen om at fordele den forhåndenværende olie. Embargoen brød derfor sammen i marts 1974.

Oliekrisen medførte umiddelbart en firdobling af prisen, hvilket styrkede krisetegnene i de vestlige økonomier, så 1970’erne blev et årti med en omfattende økonomisk krise. Mere strukturelt har det globale oliemarked været temmelig følsomt over for geopolitiske konflikter med stærkt svingende priser til følge.

Den anden oliekrise i 1970’erne var en følge af den islamiske revolution i Iran, idet landets produktion fra 1978 til 1980 faldt til under en tredjedel og eksporten faldt med næsten 5 mio. tønder olie pr. dag. Selvom andre OPEC-lande øgede produktionen, blev prisen mere end fordoblet og nåede ca. 39 dollars pr. tønde. Krigen mellem Iran og Irak, der begyndte i september 1980, skabte yderligere problemer, men førte ikke til yderligere prisstigninger.

Det høje prisniveau blev imødegået af øget produktion i flere af OPEC-landene, hvilket udfordrede de begrænsninger i produktionen, landene havde aftalt. Saudi Arabien, der overholdt aftalerne, besluttede i 1985 at øge produktionen og dermed genvinde tabte markedsandele. Samtidig var efterspørgslen i de vestlige lande faldende, hvorfor prisen styrtdykkede og kortvarigt nåede ca. 10 dollars pr. tønde, det laveste niveau siden begyndelsen af 1974. Den lave pris gjorde det vanskeligere for fx Danmarks bestræbelser for at opbygge en flerstrenget energiforsyning, idet olien var billigere end alternativer som fx naturgas.

Den tredje og mindre omfattende oliekrise blev udløst af Iraks besættelse af nabolandet Kuwait i 1990 og den efterfølgende Golfkrig mellem Irak og en international koalition. Oliepriserne steg hurtigt fra ca. 18 til ca. 40 dollars pr. tønde. Krisen blev afbødet ved, at Det Internationale Energiagentur, IEA, for første gang frigav dele af de olielagre, organisationen pålagde medlemslandene. Da der kun var tale om et lille fald i den samlede produktion, var forsyningerne sikret og prisen faldt hurtigt til ro. Krisen kan ses som en illustration af, at oliemarkedet siden 1973 havde været meget ustabilt, og at frygt for og markedsforventninger til, hvordan geopolitiske uroligheder kunne udvikle sig, spillede ind på olieprisens stigninger og fald.

Hvor årsagerne til de første oliekriser var forholdsvis enkle, var udviklingen efter 2003 et samspil af en række faktorer. Der var ikke tale om et pludseligt prishop som i 1970’erne, men om en stigning over flere år, fra ca. 30 dollars pr. tønde i begyndelsen af 2003 til 140 dollars i 2008, den højeste pris nogensinde.

Den vigtigste årsag var en høj økonomisk vækst navnlig i Kina og USA, mens den var mere moderat i euro-området. Væksten skabte en større efterspørgsel efter olie, der ikke helt kunne imødekommes, idet produktionen kun steg svagt og endda faldt en smule i 2006 og 2007. Det hang blandt andet sammen med, at OPEC-landene holdt kontrol med udbuddet for at sikre et for dem passende prisniveau. Udvindingen var ligeledes tæt på maksimal kapacitet og yderligere udbygning krævede store investeringer.

Dernæst påvirkede USA’s angreb på Saddam Husseins styre i Irak oliemarkedet på grund af landets store olieforekomster, ligesom der var politisk uro i to andre olieproducerende lande, Nigeria og Venezuela.

Endelig ramte den voldsomme orkan Katrina i USA både off-shoreproduktionen og raffinaderier med mindre produktion til følge.

Den lavere økonomiske aktivitet under Covid19 sendte olieprisen ned på omkring 20 dollars pr. tønde, men allerede fra maj 2020 begyndte prisen at stige igen, hvilket blev forstærket, da pandemien klingede af og forholdsreglerne blev lempet. Da Rusland den 24.februar 2022 begyndte krigen mod Ukraine, skete det på baggrund af stigende priser både på olie og naturgas.

Da Rusland var verdens næststørste producent af både olie og naturgas var reaktionen på krigen dels, at der af flere omgange er blevet indført sanktioner mod den russiske eksport af de to brændsler, dels at EU-landene besluttede at arbejde hen mod et stop for import af russisk naturgas. Prisen for både olie og naturgas faldt i løbet af 2022 til et mere normalt niveau. Igen må det formodes, at IEA’s frigivelse af en del af de internationale lagre – i alt 180 mio. tønder – virkede stabiliserende på prisen.

Da krigen begyndte den 28. februar 2026, var Iran en af de mellemstore producenter. Når olieprisen hurtigt steg fra 66 til 96 dollars pr. tønde skyldtes det i mindre grad frygten for, at den iranske eksport skulle standse. Vigtigere var det, at Iran lukkede for transport af olie gennem Hormuzstrædet. Da ca. 20% af verdens olie og flydende naturgas, LNG, passerede gennem strædet, steg priserne voldsomt, og flere rederier valgte at sende deres tankere rundt om Sydafrika. En tredje faktor var begge parters angreb på energiinfrastrukturen i regionen, idet fx to store LNG-produktionsanlæg i Qatar er blevet ramt.

Krigen har således skabt en betydelig usikkerhed om den fremtidige forsyning af olie og LNG, og alt tegner til at det bliver en langvarig prisstigning. For at modvirke det frigav IEA 400 mio. tønder fra de globale lagre, USA suspenderede midlertidigt sanktionerne mod russisk olie, mens EU udskød en beslutning om at standse for import heraf.

Helt i overensstemmelse med at produktionen af olie er vokset støt siden oliekrisen i 1973, har geopolitiske konflikter, der er endt i krigshandlinger, haft stor effekt på den globale økonomiske udvikling i samme periode, fx i form af et inflationspres.

En vigtig følge af oliekrisen i 1973 var, at hovedparten af de vestlige lande etablerede en mere differentieret energiforsyning, hvilket gjorde naturgas til et stadig vigtigere element i oliekriserne, blandt andet fordi der har været en sammenhæng mellem priserne på de to fossile brændsler. Oliekriserne har således mere fået karakter af at være energikriser.

• olie
• olie (historie)
• OPEC
• energipolitik
• Mellemøsten
• energiafhængighed
• Irans olieproduktion
• Venezuelas olieindustri