Benzinen skal fordampes (i karburatoren), før den føres til motoren, og derfor må damptrykket, der bestemmes af de indgående kulbrinters kogepunkter, have en vis størrelse, så start af en kold motor er mulig. Damptrykket må dog ikke være så højt, at der vil ske en væsentlig fordampning af benzin før karburatoren, da dette vil kunne føre til dannelse af damplommer og derved til blokering af benzintilførslen. Damptrykket må tilpasses klimaet; kolde omgivelser kræver højere damptryk end varme omgivelser.
Oktantallet, der bestemmes af bestanddelenes struktur, er et mål for benzinens modstandsdygtighed mod bankning. Ved bankning slides motoren hurtigt og arbejder med nedsat effekt. Forbindelsen 2,2,4-trimethylpentan (iso-oktan) har pr. definition oktantallet 100; n-heptan har oktantal 0. En benzinblandings oktantal bestemmes i en prøvemotor; en blanding, der har samme bankningstendens som en blanding af 95 % iso-oktan og 5 % heptan, får oktantallet 95.
Ekstraktionsbenzin bruges til udtrækning af spiseolie fra olieholdige frø, fx sojaolie fra sojabønner. Denne benzintype er langt simplere sammensat end motorbenzin. Hovedbestanddelen er som regel hexan. Da benzinen skal kunne fjernes let og fuldstændigt ved fordampning fra den udvundne spiseolie og fra ekstraktionsresten (sojaskrå), må benzinen ikke indeholde bestanddele med højt kogepunkt. Rensebenzin til husholdningsbrug er stort set det samme som ekstraktionsbenzin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.