Ovartaci

I 1932 blev Ovartaci overflyttet til den psykiatriske institution Dalstrup på sin hjemegn Djursland. Her kom der for alvor gang i hans kunstneriske karriere, og han udførte både almindeligt malerarbejde og en lang række kunstværker, bl.a. udsmykkede han alle vægge på sit værelse.

Ovartacis seksualitet begyndte dog at blive et problem – ikke mindst for Dalstrups personale, der opfattede hans forhold til de mange kvindefigurer, som han skabte, som frastødende. Han var desuden urolig og led af hallucinationer. Efter ti år flyttede Ovartaci derfor tilbage til hospitalet i Risskov.

Et gennemgående problem for Ovartaci selv var hans forhold til kvindekroppen, som han mod sin vilje var tiltrukket af. Hans interesser for religion og spiritualitet handlede bl.a. om at løsrive sig fra kroppens lyster og behov, og her kom den seksuelle lyst i vejen. Op igennem 1950'erne gennemgik Ovartaci derfor en voldsom proces for at frigøre sig for sine lyster.

I første omgang ønskede Ovartaci at blive kastreret, og det fik han lov til med medicinsk begrundelse. Han var dog ikke tilfreds med resultatet, og i 1954 forsøgte han to gange at skære sin penis af, hvilket endte med at lykkes. Af Ovartacis journaler fremgår det, at han forbandt kvinder med noget rent og ophøjet, noget helt andet end den maskuline sexlyst. Han ønskede derfor at blive kvinde og anmodede om en kønsbekræftende operation – eller kønsskifte, som det hed dengang.

Usædvanligt for tiden fik Ovartaci bevilget en kønsskifteoperation, som blev afsluttet i 1957. Efter denne tid begyndte han også at klæde sig som kvinde, lod håret vokse og ville tiltales "frøken". Han var i en lang periode mere rolig end før.

I 1972 begyndte Ovartacis symptomer på skizofreni at aftage. Samtidig holdt han op med at identificere sig som kvinde, begyndte igen at klæde sig i mandetøj og sagde selv, at han fortrød operationen. Ovartaci levede herefter som mand, indtil han døde på hospitalet i en alder af 91 år.

Ovartaci var indlagt uden pause i 56 år – hvilket i dag er helt uhørt. På den anden side levede Ovartaci i lange perioder mere frit end de fleste psykiatriske patienter i hans samtid: Han havde eget værelse, fik lov at udfolde sin kunst og kunne i perioder cykle ture udenfor hospitalets område. Han var desuden fri for den stærkt sløvende medicin, som var den eneste kur for mange psykiatriske patienter på hans tid.

Museum Ovartaci har desuden peget på, hvordan de mange års indlæggelse gjorde det muligt for Ovartaci at udfolde sine kunstneriske visioner i trygge rammer, uden at skulle bekymre sig om økonomi, mad og bolig.

Ovartacis kvindefigurer kan minde om Barbiedukker med deres smalle taljer og overdrevent lange ben. Til gengæld minder deres ansigter mere om de masker fra skriftløse kulturer, som Cobra-malerne var inspirerede af. Hans værker kan også sammenlignes med surrealisternes drømmeagtige billeder, hvor figurerne smelter, flyder ud eller forbinder sig til hinanden på uventede måder. Det er desuden nærliggende at koble Ovartacis kunst til surrealisternes interesse for psykoanalysen og det ubevidste.

Ovartacis figurer indgår ofte i kompositioner, der er overnaturlige og fantasy-agtige, fx flyver de løsrevne rundt omgivet af farvede stråler, svæver gennem en blomstereng med sommerfuglevinger på ryggen eller kører i hestevogne gennem magiske landskaber. En del værker forestiller også kvindefigurer opstillet i en detaljeret ramme og i stillinger, der kan pege på noget religiøst, fx i lotusstilling med samlede hænder eller med løftede hænder som i en kristen velsignelse.

Kvindefigurerne har næsten altid gul eller okkergul hud, og hvis de har tøj på, dækker det sjældent særlig meget af deres krop. Udover den gule farve er værkerne især domineret af grønlige og blålige nuancer.

I 1940'erne begyndte den franske kunstner Jean Dubuffet at samle på kunstværker, der var lavet af børn, psykisk syge og mentalt handicappede personer. Dubuffet kaldte disse kunstværker for art brut – 'rå kunst' – fordi de var skabt uden viden om kunsthistoriske traditioner og samfundsmæssige konventioner. I stedet var art brut-værkerne præget af "den basale menneskelige erfaring", som han skrev i sine notater om værkerne.

Gennem Asger Jorn fik Jean Dubuffet kendskab til Ovartacis kunst og købte flere af hans værker til sin private art brut-samling. Samlingen blev udstillet i Paris i 1947.

Art brut blev ikke den store skandale, som Jean Dubuffet havde forventet – måske fordi det imødekom den interesse for kunstværker skabt udenfor de anerkendte vesteuropæiske traditioner, der i forvejen gjorde sig gældende blandt mange af 1900-tallets avantgardebevægelser, ikke mindst Cobra.

Efterhånden blev art brut mere integreret i kunstverdenen. Det blev oversat til det engelske outsider art og udvidet til også at omfatte kunstnere, der ikke levede helt så isoleret fra resten af samfundet, som Dubuffet oprindeligt havde lagt vægt på.

Omkring 1900 begyndte det psykiatriske hospital i Risskov at indsamle forskellige genstande med betydning for hospitalets og psykiatriens historie – og med tiden også en del af Ovartacis værker. I mange år havde hospitalet en museumsafdeling, hvor besøgende kunne opleve samlingen af Ovartaci og andre patienters kunstværker. I 2010 skiftede museet navn til Museum Ovartaci.

Museum Ovartaci medvirkede i 2022 på udstillingen The Milk of Dreams, som var hovedudstillingen på årets Venedig Biennale. Udstillingens titel var hentet fra en notesbog, som den britisk-mexikanske surrealist Leonora Carrington havde ført over en serie værker med hybride og overnaturlige skabninger. En række af Ovartacis værker var med på udstillingen. I den forbindelse blev de sammenlignet med både Carringtons værker og med oldegyptiske figurer.

I 2026 viser KUNSTEN en udstilling med Ovartacis værker.