Denne kronologi kan stemme med, at Saxos mentor og arbejdsgiver, Absalon, formentlig fik idéen til Danmarkshistorien som følge af sit valg til ærkebiskop i 1177. Han havde været biskop af Roskilde siden 1158 – og kong Valdemars fosterbroder og højre hånd – men med positionen som ærkebiskop stod han nu selv som ansvarlig for kirken i hele det danske rige. Det var dette helhedssyn på riget, han ønskede skulle udfoldes i en stort værk.
Alt tyder også på, at Saxo først har kastet sig over den samtidshistoriske del af værket, det vil sige perioden fra den konflikt, som førte til mordet på Valdemars far, hertug Knud Lavard (i 1131), og frem til krønikens slutpunkt i 1185. Denne del af værket kan uden stor overdrivelse karakteriseres som Absalons selvbiografi ført i pennen af Saxo. Absalons rolle som Valdemars rådgiver og som krigsførende biskop i perioden fra Blodgildet i Roskilde (1157) og gennem de mange vendertogter i 1160'erne skildres i fascinerende øjenvidnedetaljer. Et højdepunkt i fortællingen er indtagelsen af Arkona i 1168 og udryddelsen af den hedenske dyrkelse af Svantevit og andre guddomme.
Tilsvarende er Absalon den absolutte hovedperson, når Saxo beskriver fortsatte togter i 1170'erne, politiske manøvrer i forhold til Norge og Sachsen, samt valget af Absalon som ærkebiskop, efter at Eskil under pres havde abdiceret i 1177. Fortællingen om Absalon som rigets redningsplanke kulminerer på sin vis ved Valdemar den Stores død i 1182. Takket være ærkebiskoppen foregår magtoverdragelsen til sønnen Knud 6. i god ro og orden, og han sørger ovenikøbet for at den mandsed, som Valdemar svor til den tyske kejser Frederik Barbarossa i 1162, ikke skal gentages af Knud.
Værkets slutpunkt i 1185 er også nøje valgt af Absalon; det falder, efter at han har slået et oprør i Skåne ned, og, endnu vigtigere, at den danske konge opnår en formel underlæggelse fra hertugen af Pommern, Bugislav, og området dermed bliver fravristet kejseren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.