Valdemar Sejr

Allerede tidligt indgik Valdemar i det storpolitiske magtspil. Kort efter hans fødsel blev der indgået en aftale mellem Danmark og Norge, hvori det blev bestemt, at den norske jarl Erling Skakke, der sad som Valdemar den Stores jarl i Viken, skulle opfostre den unge Valdemar og gøre ham til jarl i Norge. Desuden indebar aftalen, at Valdemar skulle være arving til det norske rige, hvis kongen, den da 14-årige Magnus Erlingsson skulle dø uden ægtefødte børn.

Det lader dog til, at Valdemar først blev sendt til Norge som 6-årig. Her opholdt han sig ved det norske kongehof, indtil det i slutningen af 1170'erne kom til oprør mod den norske kongemagt under ledelse af Sverre Sigurdsson. I sommeren 1179 blev Erling Skakke dræbt af Sverre og hans tilhængere, hvorpå kong Magnus i maj 1180 måtte flygte til Danmark med Valdemar og sine støtter.

Valdemar blev i 1187 af sin bror Knud 6. udnævnt til hertug i Sønderjylland. Her kom han i strid med biskop Valdemar Knudsen af Slesvig, som kom i fængsel, men striden blev indledningen til et langvarigt opgør med grev Adolf 3. af Holsten. I 1201 blev Holsten og Lauenburg endelig erobret.

Ved Knud 6.s død i 1202 blev Valdemar konge af Danmark. Forholdene i Tyskland muliggjorde fortsat dansk ekspansion, dels fordi flere fyrstehuse stredes om kejsermagten, dels fordi de nordtyske lande var små og endnu ikke tilstrækkelig organiserede. Samtidig fungerede Valdemar som allieret for pave Innocens 3., der i 1214 fik Frederik 2. indsat som tysk-romersk kejser. Denne godkendte Valdemars erobringer, herunder Lübeck og Mecklenburg, og hele det nordtyske kystområde til øst for Oder var nu behersket af den danske konge.

Længere østpå gjaldt ekspansionen de hedenske lande i Baltikum og førtes derfor som korstog, der kulminerede med erobringen af Estland i 1219. Et højdepunkt for kongen var mødet i Slesvig i 1218, hvor han selv satte kronen på hovedet af sin søn Valdemar den Unge i overværelse af rigets 15 bisper, tre hertuger og tre grever.

I 1223 ændredes den politiske situation imidlertid brat, da Valdemar Sejr og sønnen blev taget til fange på Lyø af grev Henrik af Schwerin. Først efter flere år kom de fri imod en meget stor løsesum. I mellemtiden var kongens nordtyske imperium brudt sammen, og da han forsøgte at genvinde det, led han et afgørende nederlag den 22. juli 1227 ved Bornhøved i Holsten.

Om kongens solide indtægter vidner den store løsesum. Med Kong Valdemars Jordebog, der blev påbegyndt i 1231, fik kongemagten en oversigt over indtægterne fra krongods, byerne og resten af landet. Baggrunden for Valdemar Sejrs politiske styrke, som den også viste sig under fangenskabet, var det fortrinlige samarbejde med bisper og verdslige stormænd. Slutstenen på Valdemar Sejrs regering blev udstedelsen af Jyske Lov i 1241.

Valdemar døde kort tid herefter og blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Tilnavnet Sejr fik han i 1500-tallet.

Et vidnesbyrd om kongemagtens styrke er den ordning, han etablerede for sine sønner. Efter Valdemar den Unges død i 1231 blev Erik Plovpenning kronet som medkonge, mens Abel blev hertug i Sønderjylland, og Christoffer (1.) herre til Lolland og Falster. Datteren Sofia (1217-1247) blev i 1230 gift med markgreve Johan 1. af Brandenborg. Sønnerne født uden for ægteskab, Niels og Knud, var i 1216 og 1219 blevet forlenet med Halland og Estland, senere Blekinge. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død medførte store problemer.

• kongerækken i Danmark
• Jyske Lov
• Kong Valdemars Jordebog