PKK

Efter det tyrkiske militærkup i 1980 blev der slået hård ned på politisk opposition, og mange aktivister, også kurdere, blev fængslet. En stor del af PKK’s aktiviteter fandt herefter sted i fængslerne med sultestrejke og anden civil ulydighed i protest mod tortur og umenneskelig behandling. Dette havde også mobiliserende effekt uden for fængslerne.

I 1984 indledte PKK sin militære kampagne mod den tyrkiske stat. Den væbnede kamp har primært været ført i de kurdiske områder i den sydøstlige del af Tyrkiet, hvor PKK har anvendt traditionelle guerilla-taktikker med nålestiksoperationer rettet mod politi og sikkerhedsstyrker. Omvendt har den tyrkiske stat forsøgt at bekæmpe PKK ved at indføre undtagelsestilstand og indsætte soldater, fly og senest droner i de kurdiske områder.

PKK’s guerilla har udnyttet det bjergrige terræn i det sydøstlige Tyrkiet, hvor de kunne trække sig tilbage til sværttilgængelige områder samt bevæge sig over grænsen til de omkringliggende lande. Især i Qandilbjergene i det nordøstlige Irak blev der tidligt etableret lejre for PKK’s guerillaer.

I 1980’erne og 1990’erne befandt PKK’s politiske ledelse sig i Syrien, hvorfra det politiske arbejde blev koordineret, herunder kontakten til andre kurdiske partier i Mellemøsten og til den kurdiske diaspora i Europa.

I starten af 1990’erne eskalerede volden, og fra 1990 til 1994 var der regulær krig mellem PKK og den tyrkiske stat. Sikkerhedsstyrkerne slog hårdt ned på enhver modstand. Krigen resulterede i mere end 3.000 ødelagte og forladte landsbyer og flere end 2 millioner forflyttede og fordrevne. De fordrevne kurdere søgte dels mod storbyerne i det vestlige Tyrkiet og dels søgte mod Europa. Samtidig gennemførte PKK en række angreb i byer og turistområder i det vestlige Tyrkiet.

I 1998 indgik Tyrkiet og Syrien en aftale, som indebar, at Öcalan måtte forlade Syrien. Han blev efterfølgende anholdt i Kenya og overført til Tyrkiet, hvor han i 1999 blev idømt livstidstraf og stadig er fængslet. Efter Öcalans fængsling indledte PKK en ensidig våbenhvile, som varede indtil 2004. I denne periode udviklede Öcalan sine tanker om demokratisk konføderalisme.

I 2012 indledte den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan fredsforhandlinger med PKK i forsøg på at øge de kurdiske vælgeres støtte til sit parti AKP og samtidig undgå, at de involverede sig i den kurdiske kamp i Syrien. Fredsforhandlingerne brød sammen i sommeren 2015. Dette blev optakten til voldsomme uroligheder i de kurdiske områder, hvor især PKK’s ungdomsorganisation, YPS, var involveret. I modsætning til tidligere blev kampene udkæmpet i de større kurdiske byer, bl.a. Diyarbakır, Nusaybin og Cizre, hvor hele bydele blev ødelagt.

Den 27. februar 2025 udsendte Öcalan en meddelelse, hvor han opfordrede PKK til at nedlægge våbnene og opløse sig selv. Det kom efter, at samtaler mellem Öcalan og de tyrkiske myndigheder havde været i gang siden efteråret 2024.

På den 12. PKK-kongres, som afholdtes den 5. – 6. maj, fulgte PKK opfordringen og valgte at nedlægge våbnene for at bane vejen for en politisk demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål. Det er indtil videre uklart, hvordan Tyrkiet reagerer på denne beslutning.

I alt har konflikten mellem PKK og den tyrkiske stat gennem snart et halvt århundrede kostet omkring 45.000 mennesker livet, hvoraf ca. tre fjerdedele er PKK-guerillaer.

PKK indgår i et vidtforgrenet netværk af organisationer, som alle deler det samme ideologiske grundlag.

PKK har politiske søsterpartier i de omkringliggende lande, der ligesom Tyrkiet har store kurdiske mindretal: PYD i Syrien, PJAK i Iran og PÇDK i Irak. Alle partier er samlet i paraplyorganisationen KCK (dansk: Forbundet af Kurdistans Fællesskaber).

Derudover skelnes der principielt mellem de nævnte politiske partier og deres militære styrker, fx i Tyrkiet mellem PKK og HPG (på dansk: Folkets Forsvarsstyrker) samt YJA STAR (på dansk: Kvindelige Forsvarsstyrker); YPS (på dansk: Civile Forsvarsenheder) er PKK’s ungdomsorganisation.

Endelig omtales organisationen TAK (på dansk: Kurdistans Frihedshøge) af nogle som en mere yderligtgående del af PKK, mens andre ser TAK som en selvstændig aktør, der har brudt med PKK.

I Tyrkiet er PKK forbudt og betegnes som en terrororganisation, der truer statens integritet. Tyskland kriminaliserede PKK i 1993, mens Danmark sammen med EU placerede PKK på EU’s udvidede terrorliste, som blev oprettet i 2002 efter terrorangrebet den 11. september 2001. I USA er PKK ligeledes på listen over terrororganisationer.

Den kurdisk TV-kanal ROJ TV, der sendte fra Danmark, blev i 2012 ved Østre Landsret dømt for at fremme PKK’s terrorvirksomhed gennem sine programmer. Straffen blev, at tv-stationen og det bagvedliggende selskab blev frataget sendetilladelsen og hver idømt bøde på 5 mio. kr. Højesteret afviste efterfølgende at give ROJ TV sendetilladelsen tilbage. Som opfølgning på dommen mod ROJ TV blev to herboende kurdere i 2016 dømt ved Østre Landsret for at have støttet PKK ved pengeoverførsel gennem ROJ TV.

Kurderne er meget splittede i deres opfattelse af PKK. Dette gælder både i Tyrkiet og i Danmark. Hvor nogle ser PKK som den eneste aktør, der har sat den tyrkiske undertrykkelse og overgreb på kurderne i Tyrkiet på dagsordenen, ser andre PKK som en organisation, hvis terrorhandlinger også rammer kurdere, der ikke sympatiserer med partiet. Derudover findes en stor mellemgruppe, der ikke er politisk engagerede.

• Abdullah Öcalan
• marxisme-leninisme
• Kurdistan
• terrorisme
• Recep Tayyip Erdogan