Piazza Navona

Omkring en tredjedel af pladsens vestlige langside udgøres af det vældige barokpalads Palazzo Pamphilii. Paladset er tegnet af Girolamo Rainaldi og blev opført 1644-1650 for Innocens 10., der forærede det til sin svigerinde, Olimpia Maidalchini.

Palazzo Pamphiliis nabo mod nord er barokkirken Sant’Agnese in Agone, som ligesom paladset er opført på foranledning af Innocens 10., ifølge traditionen på det sted, hvor helgeninden Agnes led sit martyrium. Byggeriet blev påbegyndt i 1652 under ledelse af Girolamo og Carlo Rainaldi, men i 1653 blev opgaven overdraget til Francesco Borromini, der afsluttede den i 1657. Sant'Agnese in Agone tilhørte tidligere slægten Pamphilii, hvis medlemmer brugte sakristiet som privat andagtssted. I 1992 overdrog Pamphilii'erne imidlertid ejerskabet til Roms bispedømme.

Den sydlige del af pladsen er præget af det senbarokke palads Palazzo Braschi. Det blev anlagt i 1790’erne af Pius 6. og rummer i dag bymuseet Museo di Roma. På pladsens sydøstlige side ligger kirken Nostra Signora del Sacro Cuore, der er resultatet af en radikal ombygning (1878) af en tidligere kirke, San Giacomo degli Spagnoli, fra slutningen af 1400-tallet. Pladsens øvrige bygninger mod øst og nord er borgerhuse fra 1500-tallet og 1600-tallet.

Piazza Navona domineres af Giovanni Lorenzo Berninis fontæne Fontana dei Quattro Fiumi (De fire floders fontæne) fra 1648-1651. Den udgøres af et klippeparti, hvorpå en af Roms 11 obelisker er opstillet. Den 18 m høje obelisk, der stammer fra Egypten, var oprindelig indviet til den egyptiske solgud Harakhte. Kejser Domitian lod den hente til Rom og opstille i sit Isistempel. Her stod den i ca. 200 år, indtil den omkring år 300 blev flyttet til Circus Maxentius ved Via Appia. I 1648 lod Innocens 10. den flytte til Piazza Navona for at indgå i en fontæne, der skulle give den langstrakte plads et centrum. Hieroglyfteksten er i modsætning til teksterne på de øvrige romerske obelisker ikke udfærdiget i Egypten, men derimod i Rom, da den skulle fremhæve Domitian og den flaviske kejserslægts bedrifter. Øverst på obelisken troner duen, der symboliserer Helligånden og desuden er våbenmærke for slægten Pamphilii, som Innocens 10. tilhørte. Omkring klipperne sidder fire kæmpeskikkelser, flodguder, som hver repræsenterer en af de fire dengang kendte verdensdeles store floder: Donau, med en hest, symboliserer Europa; Ganges, med en slange og et palmetræ, repræsenterer Asien; Afrika symboliseres af Nilen med en løve og tilsløret ansigt som en hentydning til Nilens ukendte kilder; Rio de la Plata, med et bæltedyr repræsenterer den nye verden, Amerika.

Flodernes fontæne skulle forbinde to ældre fontæner i henholdsvis pladsens nord- og sydende, begge udført af Giacomo della Porta og opstillet 1575-1576. Den ene, ud for Palazzo Pamphilii, blev ombygget efter Berninis model i 1654 og blev da forsynet med den delfindræbende maurer, som den siden fik navn efter: Fontana del moro. På pladsens nordlige del ses Fontana del Nettuno, Neptunfontænen. Den fik først sin udsmykning i 1878.

De tre fontæner får deres vand fra den antikke akvædukt Acqua Traiana (opført af kejser Trajan i 109 e.v.t.) via den store fontæne Acqua Paola på Gianicolo-højen.

Med indvielsen af Flodernes fontæne var der så store vandmængder til rådighed, at man på sommersøndage kunne sætte hele Piazza Navona under vand ved at blokere afløbene. Adelens kareter kørte tur i søen, mens det pavelige rytteri gav opvisninger. Skikken fortsatte indtil 1867, da pladsens brolægning blev hævet.