Thomas Weller var en amerikansk læge og virolog, i 1954 professor og direktør for tropemedicinsk afdeling ved Harvard School of Public Health. Wellers tidlige forskning omhandlede iktesygdommen bilharziose. Kort før 2. Verdenskrig, hvor han opnåede majorrang i det amerikanske lægekorps, påbegyndte han sine virusstudier, som førte til udviklingen af teknikker til opformering af poliovirus i cellekulturer, et arbejde, der i 1954 indbragte ham nobelprisen i medicin/fysiologi sammen med John Enders og Frederick Robbins.