apati

På oldgræsk kan pathos betegne enhver reaktion på en ydre påvirkning, det være sig positiv eller negativ, overvældende eller ubetydelig. Når stoikerne anbefalede et komplet fravær af sådanne reaktioner, var det formodentlig både ment som en bevidst overdrivelse og en provokation. Stoikernes pointe er ikke, at man fuldstændig skal undgå at reagere på det, man bliver udsat for, men at vores umiddelbare reaktioner lader sig kontrollere og forme af fornuften, hvorved de ophører med at være følelser i stoikernes, noget særegne, tekniske forstand.

Stoikerne sigter her særligt mod de stærke følelser, der har det med ”at løbe af med os", dvs. fratage os kontrollen over vores egne handlinger som fx frygt, vrede, sorg, glæde og begær. Stoikerne mener, at vi helt bør undgå disse følelser.

Her adskiller stoikerne sig skarpt fra især Aristoteles, som havde gjort sig til fortaler for et afbalanceret følelsesliv (græsk metriopatheia). I et afbalanceret følelsesliv opfattes selv voldsomme følelser som vrede og hævntørst som fuldt tilladelige, så længe de ikke overdrives eller opstår uden grund. Dette afviser stoikerne. For det første fordi de mener, at den slags følelser ikke lader sig kontrollere og derfor altid truer med at løbe af med os; for det andet fordi de altid beror på en fejltagelse. Når vi som mennesker bliver vrede, sure, glade eller begejstrede, er det nemlig, fordi vi overvurderer betydningen af de ting, der sker med os. Stoikerne mener, at det vi kommer ud for er ligegyldigt. Det der virkelig betyder noget er, hvordan vi omgås med livets tilskikkelser.

Idealet om apatheia kom til at spille en central rolle indenfor den tidlige kirke. Her overtog blandt andre Klemens af Alexandria og Euagrios af Pontos mange af stoikernes idéer. Begrebet kom dermed til at præge kristne idealer om en asketisk livsstil og spiritualitet, særligt indenfor den tidlige græske kirke og klosterbevægelse.

Stoikernes ideal om apatheia har senere givet ophav til udtrykket stoisk ro.

Uhensigtsmæssig apati er kendetegnet ved vedvarende indifferens samt manglende interesse i og reaktion på begivenheder og situationer, som en person tidligere følte noget for. Det er ikke ualmindeligt, at en ramt person trækker sig fra sociale aktiviteter, undlader at forfølge fordelagtige mål og generelt er præget af stilstand.

Man skelner nogle gange mellem forskellige undertyper af apati, nemlig følelsesmæssig-, adfærdsmæssig- og generel apati:

• Følelsesmæssig apati omfatter et fravær af både negative og positive følelser, altså en generel følelsesfladhed, hvor man fx hverken oplever vrede eller glæde.
• Adfærdsmæssig apati er en anden undertype, som omfatter, at en person undlader at igangsætte handlinger og generelt er kendetegnet ved passivitet.
• Generel apati omfatter både ændrede følelser og adfærd, idet der både er fravær af motivation, følelser og socialt engagement.

Apati er fremtrædende i en række psykiske forstyrrelser som depression og skizofreni, ligesom man ser apati optræde i neurodegenerative lidelser som Alzheimers og Parkinsons sygdom. I sådanne tilfælde kan apati være en af baggrundene for, at en person har svært ved at fungere og tage vare på sig selv i sin dagligdag.

Apati kan fx være et kendetegn ved svær depression, hvor en person oplever meningsløshed, tomhed og har svært ved at foretage sig noget som helst. Apati relateres ofte til såkaldt anhedoni, det vil sige en manglende evne til at føle lyst og opleve positive følelser, som netop kan være fremtrædende i svær depression. Dog ses apati typisk som et mere generelt fænomen end anhedoni, idet førstnævnte omfatter fravær af følelser generelt, mens anhedoni omfatter fravær af positive følelser specifikt. Både apati og anhedoni kan søges behandlet via fx kognitiv adfærdsterapi eller ved hjælp af medicin.