biavl

Biavl har udviklet sig fra tyveri af vilde biers honning og voks. De ældste antydninger af, at egentlig biavl har fundet sted, kan spores 3000-4000 år tilbage til det østlige Middelhavsområde: Egypten, Israel og Grækenland. Bl.a. nævnes ordet honning adskillige gange i Bibelen, ligesom voks og bier er nævnt. I Danmark findes de første pålidelige beretninger om biavl i de gamle landskabslove, Valdemar Sejrs "Jyske lov" og "Skånske lov". Honningen blev bl.a. brugt til brygning af mjød.

I 1200-t. havde biavlen så stort omfang, at honning var en vigtig naturalieskat. I skovene fældede man de hule træer med bierne og tog "stokken" med bierne hjem i kålgården. Senere flettede man halmkuber, hvori bisværmene blev indfanget. Ved honninghøst blev bierne dræbt ved afbrænding af svovl i kuben, hvorefter de honningfyldte vokstavler kunne udskæres. Denne kube-biavl var almindelig i ca. 400 år. Den første udførlige beskrivelse af halmkubebiavl i Norden findes i Historien om de nordiske folk (1555) af Olaus Magnus, ærkebiskop i Uppsala. De katolske klostre har i århundreder haft stor betydning for biavlen; vokset blev anvendt til lys. Den østrigske augustinermunk og arvelighedsforsker Gregor Mendel (1822-84) anvendte honningbier i sin arvelighedsforskning. Hans store arbejde prægede klosterbiavlens udvikling i hele Europa.

Den europæiske honningbi, Apis mellifera, er den art, der verden over har været mest anvendt i biavlen. Dette skyldes, at den har den største honningproduktion af alle biarter, samt at den er velegnet som husdyr, da den gerne bosætter sig i bistader. Inden for denne art er beskrevet 24 underarter.

I Europa findes fire naturligt udbredte underarter, som benyttes i biavlen. Den brune bi (Apis mellifera mellifera) er naturligt udbredt i Central- og Nordeuropa; efter sidste istid har den bredt sig mod nord til Danmark. Den italienske bi (Apis mellifera ligustica) findes naturligt i Italien og visse andre Middelhavsegne; Krainer bien (Apis mellifera carnica) i Østalperne og Balkanlandene mod Sortehavet; og den kaukasiske bjergbi (Apis mellifera caucasica) i Kaukasus øst for Sortehavet. Især inden for det sidste århundrede har disse underarter fundet vej til andre egne, hovedsagelig ved biavleres hjælp, hvilket har medført omfattende krydsning af underarterne. I nyere tid er den italienske bi indført i Danmark og har nu i betydelig grad krydset sig med den oprindelige brune bi. Den reneste bestand af brune bier findes på Læsø, hvor den blev fredet i 1993.

I Østen fra Iran over Indien mod Kina og Japan har man i biavlen især brugt den indiske honningbi (Apis cerana), der naturligt hører hjemme i disse egne. I nyere tid er den europæiske honningbi også udbredt i denne del af Asien.

Begrebet "dræberbier" benævnes i forskerkredse afrikaniserede bier. I 1956 indførte man bier fra Sydafrika til Brasilien for at skabe blodfornyelse hos de lokale bier. Krydsningsproduktet viste sig at være særdeles aggressivt. Disse bier har nu bredt sig til det meste af Sydamerika og de sydligste stater i USA.

I de seneste år er der forsket en del med bier fra andre slægter end honningbier til særlige bestøvningsformål. Humlebier (Bombus) anvendes meget i tomatdrivhuse. Bladskærerbier (Megachile) anvendes i lucernefrøavlen. Den blå frugthavebi (Osmia) er benyttet til bestøvning af frugttræer.

I Danmark er der omkring 8000 biavlere, som har i alt ca. 120.000 bifamilier, og den årlige honningproduktion udgør 3000-4000 t. Biavlens største betydning er bestøvning af forskellige kulturplanter og vilde planter. Adskillige planter som kløver, raps, hestebønner mfl. samt de fleste frugttræer, frugt- og bærbuske ville give betydelig mindre eller intet udbytte af frø eller frugter, hvis bibestøvningen udeblev. I det moderne jordbrug med ofte meget store arealer af monokulturer er biavl uundværlig, da store arealer med en tæt blomstring ikke kan bestøves effektivt af den naturligt forekommende insektfauna. Det er derfor nødvendigt at sætte et passende antal bifamilier i markerne, når de blomstrer.

Biernes naturlige boliger er hule træer, klippehuler eller lignende naturskabte hulrum. I 1860'erne blev halmkuberne afløst af bistader af træ. Nu fremstilles de også i et vist omfang af isolerende kunststoffer. Der anvendes to stadetyper: Trugstadet er en isoleret kasse på ben med et oplukkeligt tag. Der er normalt plads til ca. 30 vokstavler i to lag. Tavleantallet kan varieres efter årstid og bifamiliens størrelse. Opstablingsstadet består af en bund, et løst tag samt 3-4 kasser med plads til ca. 10 vokstavler i hver. Kasserne stables oven på bunden. Antallet reguleres efter bifamiliens størrelse. Øverst lægges taget. I bistaderne findes luftventiler og et flyvehul. Tidligere var trugstadet næsten enerådende, men nu er opstablingsstadet meget udbredt, da dette er nemt at transportere mellem forskellige stadepladser.

En bifamilie kan etableres ved at sætte en indfanget sværm i et tomt bistade med et passende antal kunsttavler, som er maskinvalsede bivoksplader med cellepræg. Efter nogle få dage har bierne bygget tavlerne ud, og dronningen begynder at lægge æg, der tre uger efter er udviklet til nye bier. Det er også muligt at etablere en ny bifamilie ved deling. Man placerer 3-4 tavler med bier og yngel samt et par honningtavler fra en stærk bifamilie i et tomt bistade. Der suppleres evt. med nogle kunsttavler. Hvis der ikke samtidig tilsættes en bidronning, vil den nydannede bifamilie bygge dronningeceller. Den først udviklede dronning vil straks efter dræbe de øvrige dronningepupper.

Man tilstræber at have bifamilier med et stort individantal (stærke bifamilier) i tiden for markernes og de vilde planters blomstring. I Danmark foregår honningproduktionen fra midt i maj til begyndelsen af august; i egne med megen lyng hele august. Bierne anbringer den hjembragte honning i magasiner, som afskærmes fra yngeltavlerne med et dronningegitter. Når honningtavlerne fratages, slynges disse i en hånd- eller motordrevet honningslynge. Honningen filtreres, behandles ved hyppig omrøring og tappes på glas.

Honningbiernes stik er frygtet af mange mennesker. Bierne stikker dog kun i selvforsvar. I avlen udvælges de mindst stikkelystne familier. Dette har medvirket til, at man ofte kan arbejde i bistaderne uden at få stik. Immunitet mod hævelser efter bistik opnås normalt efter ret kort tid som biavler. Enkelte er overfølsomme over for stik og må beskytte sig med slør og handsker.

Honningbier kan angribes af forskellige sygdomme. Det er derfor vigtigt for biavlerne at holde øje med sundhedstilstanden i bifamilierne. De vigtigste sygdomme er: Ondartet bipest, som forårsages af bakterien Bacillus larvae. Sygdommen bryder ud i puppestadiet, og bifamilien vil langsomt gå til grunde, hvis der ikke gribes ind. Sygdommen er meget smitsom, og den kan overføres til andre bifamilier ved fejlflyvning eller under biavlerens arbejde med skiftende bifamilier. Bekæmpelsen, som er lovpligtig, er baseret på fjernelse af smitstoffet ved hygiejniske foranstaltninger. Man udskifter alle vokstavler med nye kunsttavler og foretager en grundig rengøring af bistadet.

Europæisk bipest forårsages af bakterien Melissococcus pluton. Yngelen angribes i larvestadiet, hvilket kan svække bifamilien meget. Sygdommen bekæmpes ved driftstekniske og hygiejniske foranstaltninger. Stenyngel optræder meget sjældent i Danmark. Den forårsages af svampe af slægten Aspergillus. Både larver og bier kan angribes. Der er lovpåbud om destruktion af angrebne bifamilier og deres vokstavleforråd, da svampene kan angribe slimhinder hos mennesker. Nosemasyge er en tarmsygdom hos bier. Den forårsages af mikroorganismen (protozoen) Nosema apis. Sygdommen, der især optræder i vintermånederne og det tidlige forår, kan forårsage store tab af bifamilier. Den kan forebygges ved sterilisering af tomme stader og tavler. Amøbesyge optræder undertiden sammen med Nosemasyge. Den forårsages af amøben Malpighamoeba mellificae, som formerer sig i biernes nyrer. Trakemidesyge forårsages af miden Acarapis woodi. Den lever og formerer sig i det første par luftrør i biernes bryst.

Varroasyge forårsages af miden Varroa jacobsoni. Da sygdommen er ny hos de europæiske honningbier, er der kun få tegn på udvikling af tolerans. Derfor breder angrebet sig meget voldsomt og kan forårsage store økonomiske tab. Miderne yngler i lukkede biyngelceller. I den yngelfrie tid om vinteren kan miderne overvintre på bierne, dog uden at formere sig. I Danmark konstateredes de første varroamider i 1984. De er nu udbredt over hele landet. Bekæmpelse foretages ved driftstekniske metoder, med myresyre, mælkesyre eller pesticider. Det valgte middel sprøjtes på bitavlerne i nøjagtig koncentration, som dræber miderne uden at skade bierne.

Bierne har i efterkrigsårene været stærkt truet af den stigende kemikalieanvendelse, og insektbekæmpelsen i landbruget har dræbt talrige bier. Ukrudtsbekæmpelsen har reduceret udbredelsen af de vilde blomsterplanter, som er biernes fødegrundlag. Desuden er biernes naturlige bosteder blevet stærkt begrænset ved det moderne skovbrugs udryddelse af de hule træer.

Danske biavlere er organiseret i to landsdækkende foreninger: Danmarks Biavlerforening (stiftet 1866) og Danske biavleres Landsforening (stiftet 1977), der hver har et antal lokalforeninger under sig. Desuden er der specialforeninger for bidronningeavl og for tilsynsmænd i bisygdomsbekæmpelsen. Under Landbrugsministeriet, Statens Planteavlsforsøg, hører Laboratoriet for Biavl, der er en forskningsenhed i biavlsopgaver. Statens Planteavlsforsøg varetager desuden lovpligtige opgaver i bisygdomsbekæmpelse og pesticidanvendelse. Se også bier, honningbier og humlebier.