Bughinden er en tynd, fugtig hinde der beklæder organer og vægge i bughulen. Det rum, som findes mellem de peritonealbeklædte flader, betegnes peritonealhulen (cavitas peritonealis) og udgør et mindre rum inde i bughulen. Samlet set har bughinden en overflade på omkring to kvadratmeter.

Faktaboks

Også kendt som
peritoneum (af peri-og græsk teinein ‘spænde’)

Beliggenhed

Der skelnes mellem peritoneum parietale, som beklæder indersiden (væggen) i bug- og bækkenrummet, og peritoneum viscerale, som beklæder organerne i dette rum.

Nogle organer, for eksempel leveren, milten, tyktarmens tværgående del og det meste af tyndtarmen, er helt omgivet af bughinde og betegnes som intraperitonealt beliggende organer. Disse organers kar og nerveforsyning løber gennem et krøs, en bindevævsplade beklædt med peritoneum på begge sider, frem til organet. Andre organer, for eksempel nyrerne, bugspytkirtlen og næsten hele tolvfingertarmen har en retroperitoneal beliggenhed. Dette vil sige, at de ligger bag bughinden, op mod bagvæggen i bughulen og kun delvist, eller slet ikke, beklædes af peritoneum. Andre igen er beliggende subperitonealt,hvilket vil sige, at de ligger i bækkenhulen (cavitas pelvis) under peritoneum. Det drejer sig for eksempel om blæren, livmoderen, prostata og de sidste dele af rectum.

Bughindens struktur

Bughinden er en serøs hinde, hvilket vil sige, at den producerer en tynd væske, der lægger sig som en film på hindens overflade og gør denne helt glat. En del stoffer kan passere over hinden og således bevæge sig mellem peritonealhulen og små blodkar beliggende lige under hinden, hvilket anvendes ved peritonealdialyse. Visse områder af den parietale peritoneum, særligt på undersiden af mellemgulvet, virker overvejende absorptive og fjerner den producerede væske igen.

Mikroskopisk er bughinden dannet af flade celler, såkaldte mesothelceller. Med elekronmikroskopi kan man se, at overfladen af disse celler er beklædt med korte mikrovilli (tynde, cylindriske udløbere fra cellemembranen), hvilket øger arealet af cellernes overflade.

Den parietale del af bughinden innerveres af mellemribbensnervene (nervi intercostales) og nerver fra plexus lumbosacralis (nervus iliohypogastricus og nervus ilioinguinalis), og er meget smertefølsom. Den viscerale del innerveres af autonome indvoldsnerver (nerver der virker uafhængigt af viljen) og er langt mindre følsom. Dog er den vicerale peritoneum meget følsom for stræk/udspiling hvilket er grundlaget for koliksmerter fra indvoldene.

Bughindens funktion

Den fugtige og nerverige bughinde gør, at bugorganerne kan glide friktionsløst i forhold til hinanden og bughulens vægge, samtidig med at sygelige tilstande "varsles" ved smertefølelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig