Cølibat er seksuel afholdenhed. Det at leve i cølibat findes som permanent eller temporær religiøs praksis i flere religioner. Der er i alle tilfælde tale om en indvielse til det guddommelige og om sublimering af seksuel energi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cølibat er dannet af latin coelebs (caelebs) 'ugift, enlig' med endelsen -at.

En person, der lever i cølibat, kan heller ikke gifte sig. I nogle religioner kan et bryllup dog for en særlig gruppe personer (præsteskab, munke og nonner) være en vielse til guddommen i cølibat og askese. Vielsen er så en afdøen fra denne verden og en indgåen i et himmelsk ægteskab. Nonner kan fx kaldes “Kristi brude”.

Ældre europæiske religioner

I antikkens romerske religion var vestalinderne pålagt cølibat; overtrædelse medførte, at de blev levende begravet. I den græske kult for frugtbarhedsgudinden Kybele og hendes elsker Attis skulle præsterne kastrere sig selv efter indvielsen.

Asiatiske religioner

I hinduismen er cølibatet tillagt skabende kraft, tapas. Efter brahmanens indvielse til guden/guderne lever han ofte i cølibat.

Daoismens klostertradition omfattede oprindelig bestemte former for seksualteknik, men siden det kinesiske Songdynasti (960-1279) blev den pålagt at overholde den buddhistisk inspirerede regel om cølibat.

Også i fx den traditionelle tibetanske religion, bon, skal munke praktisere afholdenhed, hvilket indebærer cølibat.

Cølibat i kristendommen

I kristendommen er cølibatet en tradition, der primært findes i den katolske og de ortodokse kirker, men i mindre omfang også i protestantisk regi (diakonisser, brødremenigheden). Her ser man cølibatet som et tegn på den udelte kærlighed til Gud og en hjælp i tjenesten for medmenneskene.

Det nytestamentlige grundlag for cølibatet står i Matthæusevangeliet 19,12 og Lukasevangeliet 18,29. Paulus, der ligesom Jesus levede ugift, fremhævede cølibatets værdi, fordi "en ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag" (1. Korintherbrev 7,32; se paulinske breve).

Oldkirken og middelalderen

I oldkirkens ordensliv indgik cølibatet som det første element i treklangen af evangeliske råd (kyskhed, lydighed, fattigdom). Mens cølibatet altid har været forpligtende for ordensgejstligheden (munke), har de kirkelige normer for verdensgejstligheden varieret.

I østkirken blev den almindelige og stadig gældende praksis, at præster, diakoner og subdiakoner kan fortsætte et ægteskab, der er indgået før deres indvielse, mens biskopper skal være cølibatære og derfor i reglen udvælges blandt munkene.

I vesten var meningerne delte i oldkirken, og billedet skiftede i de følgende århundreder alt efter lokale forhold og kirkelige reformbevægelsers gennemslagskraft. Siden 2. Laterankoncil i 1139 var præster og biskopper formelt forpligtet til at leve i cølibat. Men ved middelalderens slutning var konkubinatet mange steder en udbredt praksis.

Efter Reformationen

Ved Reformationen i 1500-tallet forkastede de nye protestantiske kirker cølibatet sammen med ordensvæsenet.

I den romerskkatolske kirke bekræftedes cølibatet for præster og biskopper på Tridentinerkoncilet (1545-1563), og i takt med den katolske reform i 1600- og 1700-tallet slog denne norm igennem. På trods af kritik indefra og udefra har den romerskkatolske kirke holdt fast ved pligtcølibatet for præster, biskopper og ordensfolk (Codex juris canonici 1983, canon 277 og 599). Men for diakoner findes i den romerskkatolske kirke det permanente diakonat, som tillader diakoner at leve i ægteskab. I nutiden er findes der også gifte permanente diakoner i Bispedømmet København.

Paven kan dispensere fra cølibatsforpligtelsen og gør det i de sjældne tilfælde, hvor en gift protestantisk præst konverterer og bliver viet til katolsk præst. Den tidligere folkekirkepræst, gymnasielærer og gymnasierektor Per Dolmer (1928-2002) var eksempel på sidstnævnte.

Flere af de unerede kirker, der er forbundet med paven i Rom, men følger østkirkelig liturgi og egen kirkeret, har også gifte præster, diakoner og subdiakoner. Således findes der i nutiden gifte kaldæisk katolske subdiakoner i Danmark og en gift præst for den unerede katolske kirke i Danmark:, Vasyl Tykhovych,

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig