Lukasevangeliet

Lukasevangeliet har som det eneste af evangelierne med en fortale med angivelse af dets formål og en tilegnelse til en i øvrigt ukendt Theofilus. Som Matthæusevangeliet har det en såkaldt barndomshistorie (1,5-2,52), men den er meget anderledes ved først udførligt at handle om en engels bebudelse af Johannes Døbers fødsel. Først derefter følger bebudelsen som Jesu fødsel og fødslerne af de to børn. Undervejs udlægges deres betydning i nogle lovsange, nemlig først og fremmest Johannes' far, Zakarias' Benedictus (1,67-79) og Marias Magnificat (2,46-55). Denne del indeholder også det såkaldte juleevangelium med rejsen fra Nazaret til Betlehem (2,1-20) og – som det eneste af evangelierne – en fortælling om drengen Jesus, nemlig om hans optræden som tolvårig i Jerusalems tempel (2,41-52).

I et nyt afsnit (3,1-4,13) tages tråden op fra Markusevangeliet med Johannes Døbers optræden, tilfangetagelse og død og om Jesu dåb. En slægtstavle føres helt tilbage til Adam, søn af Gud (3,23-38), og fortællingen om, hvordan Jesus bliver stillet på prøve (fristet) af Satan i ørkenen, er ligesom i Matthæusevangeliet stærkt udviklet i forhold til Markusevangeliet (4,1-13).

Forfatteren til Lukasevangeliet skriver i sit forord, at han "har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overlevret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere" (1,1-2). I sit arbejde har benyttet i hvert fald Markusevangeliet, men sandsynligvis også Matthæusevangeliet og måske Johannesevangeliet, skrifter som han i givet fald i sit forord karakteriserer som utilstrækkelige. Det har indtil for nylig været en udbredt opfattelse, at det stof, som Matthæus- og Lukasevangeliet var fælles om, men som ikke kom fra Markusevangeliet, skyldtes endnu en fælles kilde, der dog siden gik tabt. Nok så nærliggende som at regne med en sådan tabt kilde er antagelsen af, at det fælles stof skyldes, at forfatteren til Lukasevangeliet også kendte og brugte Matthæusevangeliet. De undertiden store forskelle i gengivelsen kan udmærket godt tilskrives denne forfatters teologiske og stilistiske bearbejdelse, hvis karakter vi også kender fra Apostlenes Gerninger. Om det stof, dette evangelieskrift er ene om at bringe, skyldes forfatteren selv eller stammer fra andre kilder, er – og vil formodentlig altid være – omdiskuteret.

Lukasevangeliet adskiller sig fra de tre øvrige evangelier ved at være første del af et dobbeltværk, hvis anden del udgøres af Apostlenes Gerninger, der også indledes med en henvisning til en første bog. Det fremgår ikke, hvem forfatteren er, men der herskede tidligere en vis tiltro til den oldkirkelige tradition om, at det var Paulus' rejseledsager og medarbejder Lukas. Dette er dog af flere grund usandsynligt. Nyere, kritisk forskning hælder desuden til så sent et affattelsestidspunkt, at det i givet fald helt udelukker denne mulighed.

Tidligere var det almindeligt at tidsfæste Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger til i 90'erne, ja, enkelte anbragte dem endda helt tilbage til 60'ne. I dag går tendensen til et tidspunkt i begyndelsen af 100-tallet, og der kan faktisk argumenteres for en tilblivelse engang efter 130 eller måske endda 140. En så sen datering kan bl.a begrundes med, at de to skrifter ikke har sat sig spor tidliger, samt med den kirkelige og teologiske situation dobbeltværket synes at forudsætte. En nærmere bestemmelse af affattelsesstedet er derimod ikke mulig, men Rom har været foreslået og er absolut en mulighed.

Under alle omstændigheder synes forfatteren at være en ikke-jødisk Kristus-troende; han undgår således aramæiske ord, benytter i udstrakt grad den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta) og behersker tydeligvis det græske sprog, idet han samtidig lægger sig op af Septuagintas sprogbrug.

Lukasevangeliet er skrevet til en menighed bestående af ikke-jødiske Kristus-troende. Her har jødedommens hellige skrifter ikke længere haft en selvfølgelig autoritet. Tværtimod har den skulle begrundes. Det sker blandt andet ved en ny fortolkningsstrategi. Således ses Skriften ikke som i fx Matthæusevangeliet som en gådefuld tale, hvis betydning først åbenbares i de begivenheder, den sigter til. I stedet indføres det såkaldte skriftbevis, der skal vise, at det, der skete omkring Jesus, især hans lidelse og død, tydeligt var forudsagt i Skriftens tale om den salvede. Med andre ord: Skriftbeviset bygger på, at Jesus klart svarede til Skriftens signalement af den forventede frelser.

Af andre karakteristiske træk i Lukasevangeliets teologi, som ofte ses endnu tydeligere i Apostlenes Gerninger, er en accentuering af universalismen, fx føres Jesu slægtsregister tilbage til Adam (3,38), og at evangeliet og frelsen gælder alle. Dobbeltværkets eskatologi, dvs. dets forestillinger om de sidste tidere, giver, ved at nedtone forventningen om Jesu nære genkomst, plads for kirken. Det medfører desuden en betoning af Helligåndens virke. En særlig opmærksomhed ofres de fattige, de ringeagtede, herunder samaritanerne, og kvinderne.

Trods indledningen (1,1-4), koblingen med omverdenens historie (fx 3, 1-2) og det forhold, at anden del af dobbeltværket har karakter af en skildring af den ældste kirkes historie (jf. Apostlenes Gerninger 1,8), skal forfatteren ikke betragtes som historiker i vor forstand af ordet. Ganske vist lægger han selv op til en sådan forståelse, og hans skrifter udviser da også et stykke hen ad vejen lighedspunkter med samtidige historieskrivere som fx den jødiske Josefus. Værket handler om frelsens historie, og forfatteren er ligesom de øvrige evangelieforfattere frem for alt teolog. Alligevel kommer Jesus i hans fortælling på en helt anden måde end i de tre andre evangelier til at høre hjemme i fortiden. Det sker bl.a. ved, at Jesus' og hans families indfældethed i jødedommen accentueres gennem en fremhævelse af deres lydighed mod Moseloven (jf. fx 2,21.24).

I sit forord skriver forfatteren også at hans værk skyldes en beslutning om "nøje at gennemgå alt [det overleverede] forfra og nedskrive det i rækkefølge" (1,3). Det ser med andre ord ud til, at han i sin udarbejdelse af det evangelieskrift, som han selv kalder en fremstilling (1,1), lægger op til den fortsættelse, som foreligger i Apostlenes Gerninger. Denne anden bog er således ikke er en "tilfældig" tilføjelse, men en integreret del af én samlet fortælling. En sådan opfattelse kan finde støtte i, at Lukasevangeliet, der ellers i store træk fra 3,1 og frem til 9,50 i lighed med Matthæusevangeliet følger Markusevangeliets begivenhedsforløb, mellem 9,17 og 9,18 overspringer indholdet Markusevangeliet 6,45-8,25 (Matthæusevangeliet 14,22-16,12). Det opdager man selvfølgelig kun ved en synoptisk sammenlignende læsning af alle tre evangelieskrifter. Stoffet i denne "store udeladelse", som den benævnes i bibelforskningen, handler i hovedsagen om rent og urent og dermed indirekte om spørgsmålet om ikke-jøders adgang til Kristus-troen og frelsen. Men behandlingen af dette tema udskyder forfatteren til Apostlenes Gerninger 10, hvor det – ikke som en Jesus-belæring, men ved Guds umiddelbare belæring af Peter – tages udførligt op i en fortælling om en ikke-jødes og hans families modtagelse af Helligånden. Og her har forfatteren til dobbeltværket efter alt at dømme den historiske ret, at inklusion af ikke-jøder ikke fandt sted, mens Jesus levede og virkede, men først et stykke ind i kirkens tid.

Lukasevangeliet har spillet en afgørende rolle for vores tidsregning. Således leveres heri det eneste konkrete årstal i Det Nye Testamente, når Johannes Døbers offentlige fremtræden dateres til kejser Tiberius' 15. regeringsår, dvs. år 29 e.Kr. (3,1). Samtidig sker det gennem oplysningen om, at Jesus på det tidspunkt var omkring de 30 (3,23).

For det senere liturgiske kirkeår fik evangeliedelens fortsættelse i Apostlenes Gerninger stor betydning ved ikke at lade det hele slutte med påskebegivenheden. I stedet blev der tilføjet 40 dage med tilsynekomster for disciplene inden himmelfarten og derefter yderligere omkring 10 dage for at nå frem til den jødiske pinsefest, som forfatteren så omfortolkede til at blive den kristne kirkes fødselstime med Helligåndens komme.

• synopsis – opstilling af flere evangelier

• evangelieharmoni

• Jesu-liv-forskning