Johannes Døberen

Johannes Døberen er det navn, som både evangelierne i Det Nye Testamente og den jødiske historieskriver Josefus anvender om en profetisk skikkelse, som i de første årtier efter Jesu fødsel optrådte i Judæa.

De fortæller, at Johannes Døberen trådte frem (ifølge Lukasevangeliet 3,1 i kejser Tiberius' 15. regeringsår, dvs. i 29 e.Kr.) som en streng forkynder af bod og omvendelse som den forberedelse, der passede til Guds umiddelbart forestående indgreb til dom, straf og belønning i det "Guds rige", som derefter ville blive oprettet (se Markusevangeliet 1,2-8; Matthæusevangeliet 3,1-12; Lukasevangeliet 3,1-20; Johannesevangeliet 1,19-28; Josefus' Den Jødiske Historie 18,116-119). Dåben skulle symbolisere omvendelsens ægthed og den døbtes nye renhed.

Evangelierne fremstiller Johannes Døberen som den forløber, Gud har sendt som forbereder af Jesu komme. Josefus røber intet kendskab til denne forbindelse; han lægger vægten på Johannes Døberens konflikt med kongemagten (Herodes Antipas), et tema, som også berøres i evangelierne, hvor det i to af dem fortælles, at han blev halshugget, fordi han havde erklæret kongens ægteskab med Herodias for lovbrud (se Markusevangeliet 6,14-29; Matthæusevangeliet 14,1-12; denne historie optræder ikke i Lukasevangeliet).

Johannes Døberens forkyndelse af Guds forestående indgreb til dom og frelse, som står i centrum af evangeliernes fremstilling, nævner Josefus derimod ikke. Årsagen hertil er sandsynligvis, at Josefus ønsker at dæmpe de træk hos Johannes Døberen, som i romernes øjne var politisk betænkelige, mens han søger at fremhæve de træk, som et hellenistisk-romersk publikum satte pris på: Johannes Døberens etiske budskab. Heraf kan vi måske slutte, at den historiske Johannes Døberen — i lighed med Jesus — virkelig var en markant eskatologisk prædikant.

Evangelierne tolker nogle steder Johannes Døberen som underordnet Jesus. Denne tolkning anfægtes ikke blot af Josefus, men også af tekster som Markusevangeliet 2,18-22; Matthæusevangeliet 9,14-17; Lukasevangeliet 5,33-39 samt Johannesevangeliet 3,22-26 og 4,1-2, der forudsætter, at Jesus og Johannes Døberen en tid konkurrerede med hinanden (at Jesus selv døbte, dementeres dog i 4,2). At spørgsmålet om forholdet mellem de to i den kristne overlevering kunne opleves som problematisk, kan aflæses af, at mens Markusevangeliet 1,9 ikke har problemer med at lade Johannes døbe Jesus, må Jesus i Matthæusevangeliet 3,13-15 først overbevise Johannes i det rigtige i denne handling, mens Lukasevangeliet 3,21 ikke nævner Johannes i forbindelse med Jesu dåb, men forudsætter, at Johannes på det tidspunkt er i fængsel (se Lukasevangeliet 3,20), og Johannesevangeliet slet ikke omtaler Jesu dåb. Man må derfor formode, at den virkelige Johannes Døberen har været en selvstændig eskatologisk profet.