dåb

Den kristne dåb har sine forløbere i den jødiske proselytdåb. Jesus blev ifølge evangelierne døbt i Jordanfloden af Johannes Døberen, dvs. at der i jødiske sekter har været praktiseret dåb før kristendommen. Den kristne dåb beror på den såkaldte dåbsbefaling (Matthæusevangeliet 28,18-20), der formentlig er en senere menighedsdannelse.

Efter urmenighedens opfattelse handler Gud i dåben med mennesket og giver det del i Jesu død og opstandelse. I dåben giver den troende sig ind under Kristi herredømme, genfødes og får Helligånden, syndernes forladelse og evigt liv.

Forud for dåbens meddelelse går i Det Nye Testamente den tro på Kristus, på hvilken der døbes. Derfor var dåben i urkirken primært trosdåb, dvs. i princippet voksendåb.

Dåben bestod oprindelig i neddykning i vand, hvad der er bevaret i østkirken og genoptaget i baptismen og adventismen. I vestkirken blev den afløst af overøsning med vand.

I den danske folkekirke finder barnedåb i almindelighed sted under en gudstjeneste. Selve dåbshandlingen består i, at præsten af døbefonten øser vand tre gange på hovedet af barnet, idet han efter barnets navn siger: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Børn, der døbes i folkekirken, skal have minimum to faddere (gudforældre), som har til opgave at være dåbsvidner, og som kan bære barnet ved dåben. De skal selv være døbt i den kristne tro, men folkekirkeligt medlemskab er ingen forudsætning; fx kan en katolsk døbt både bære barnet og være fadder. En udøbt mor kan ikke selv bære sit barn under dåben.

I de fleste kristne kirker praktiserer man barnedåb. Som den fx praktiseres i den danske folkekirke, har barnedåben som teologisk argument, at troen og syndernes forladelse, som dåben er et tegn på, er en gave; ikke noget, man selv kan gøre sig fortjent til.

Nogle trossamfund, fx de baptistiske og anabaptistiske, anser derimod spædbørns dåb for kirkeligt betydningsløs. De benytter i stedet voksendåb ("troendes dåb") ud fra hævdelsen af, at den sande kristne dåb forudsætter tilslutning hos dåbskandidaten.

Hos baptisterne kræves der i dåben en personlig trosoverbevisning og bekendelse. For dem, der allerede er blevet døbt som børn, består voksendåben i gendåb; i reformationstiden og i perioden derefter kaldtes baptisterne derfor anabaptister, dvs. gendøbere.

Også i de første kristne menigheder blev der praktiseret trosdåb, dvs. i princippet voksendåb. Barnedåb (for slet ikke at tale om dåb af spædbørn) var med overvejende sandsynlighed ukendt på nytestamentlig tid. Spædbarnedåb kendes fra ca. 200 i Nordafrika og blev almindelig praksis i 300-tallet, da den augustinske arvesyndslære og kristendommens ophøjelse til Romerrigets statsreligion havde banet vejen teologisk og politisk.

Samtidig etableredes forståelsen af barnedåben som et frelsesnødvendigt sakramente til overvindelse af den arvesynd, der besmitter alle mennesker, inklusive spædbørn.

Barnedåben volder imidlertid vanskeligheder, hvis man vil fastholde Det Nye Testamentes understregning af troen som grundlaget for dåb, idet man da (som fx hos Martin Luther) tvinges til at hævde spædbørns mulighed for at tro. Omvendt risikerer den baptistiske voksendåbspraksis at reducere dåben til en fortrinsvis menneskelig bekendelseshandling.

Medlemskab af kristne kirker og trossamfund forudsætter, at man er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dåben, dvs. enten barnedåb eller voksendåb, betragtes som adgangsbetingelse for medlemskab med tilhørende rettigheder og pligter.

Dåben er således en betingelse for adgang til præstelig betjening ved sakramenter og kirkelige handlinger, fx konfirmation, brudevielse og kirkelig begravelse. Det samme gælder erhvervelse af valgret og valgbarhed til kirkelige styrelsesorganer samt forpligtelse til økonomiske ydelser for medlemskabet, fx i form af kirkeskat. Kristen dåb er tillige betingelse for at kunne beklæde et præsteembede i en kristen kirke.

Kirkelig vielse kan dog finde sted, når blot brudeparrets ene part er folke- eller frikirkemedlem. Dåb i et andet kristent trossamfund skal ikke gentages, når folkekirkeligt medlemskab etableres. Hvis et folkekirkemedlem lader sig voksendøbe (gendøbe), medfører det fortabelse af medlemskabet, jf. Lov om medlemskab af folkekirken fra 1991.

I Danmark har spædbørns dåb været almindelig kirkelig praksis siden middelalderen (Jyske Lov 1241). Ifølge Danske Lov (1683) skulle forældre — under straf af 20 lod sølv — opfylde deres kirkelige forpligtelse til at lade deres børn døbe inden otte dage efter fødslen. Også dåbsforordningen af 30. maj 1828 fastsatte tvangsmidler for forældrene, hvis ikke de inden en vis frist lod deres børn døbe; dåbsforpligtelse indskærpedes 1842 over for danske baptister, som undlod at lade deres børn døbe, kun syv år før religionsfrihedens indførelse ved Grundloven. Ved lov af 4. marts 1857 blev alle disse tvangsforanstaltninger formelt ophævet, og der findes herefter ingen retsmidler til at gennemtvinge børns dåb, hverken inden for eller uden for folkekirken.

Hos de fleste af Jordens folkeslag er der til navngivningen knyttet en højtidelighed af rituel art.

Også i det førkristne Norden har man haft en navngivningsceremoni, hvor en del af riten var en vandøsning, som bestod i, at den nyfødte blev besprøjtet med vand. Barnet fik en større gave i navnefæste. Derved blev barnet betragtet som retsbeskyttet og et fuldgyldigt medlem af slægt og samfund.

Med kristendommen afløstes vandøsningen af dåben, der gjorde barnet til medlem af den kristne menighed. Frem til loven af 30. november 1854 var man i Danmark kun arveberettiget, hvis man var døbt.

Både før og efter Reformationen mente man, at børn var født som hedninge og derfor særlig udsat for farer. Det er på denne baggrund, man skal forstå den megen folketro, der var knyttet til det udøbte barn, og som endnu var udbredt i slutningen af 1800-tallet.

Især var man bange for, at barnet skulle blive forbyttet af bjergfolk eller ellefolk til en såkaldt skifting, hvorfor man inden dåben sikrede det ved hjælp af forskellige ondtafværgende genstande (lys, jern, stål). Desuden skulle barnet døbes hurtigst muligt, da først dåben gjorde dog barnet kristent og gardere det mod dæmoner. Dåben foregik derfor tidligere end i nutiden, nemlig inden barnet var otte dage gammelt.

Ved dåben måtte barnets navn ikke nævnes højt, fordi dæmoner da ville kunne få magt over det. Navnet blev i stedet hvisket til gudmoderen, når hun af faderen fik overrakt barnet med ordene: "Her leverer jeg dig en hedning, bring mig så en kristen tilbage".

I folkevisen “Germand Gladensvend” sikrer familien sig på flere måder mod dæmonerne ved Germands fødsel: Han får dels et glad og kraftfuldt navn (Germand betyder 'Spydmand'), dels bliver han kristnet (dvs. døbt) samme dag, han bliver født. Så skulle alt være i orden; men forgæves, for i visen er dæmonerne de kraftfuldeste.

Gudmoderen og fadderne gav umiddelbart efter dåben barnet pengegaver; de "ofrede på barnets bryst", som man sagde.

Ved siden af dåbshøjtideligheden i kirken har man altid holdt et verdsligt barselsgilde, som tidligere også kaldtes for barsel; i nyere tid kaldes denne fest for barnedåb.

Den symbolik, der er knyttet til dåben, er dobbelt: Vandet er på én gang dødens, en drukning i kaosvandet og afsked med det gamle jeg eller den gamle status; og livets, genopstandelsens element, til nyt liv, ny status, optagelse i et religiøst fællesskab. I kristendommen repræsenteres denne dobbelthed ved dåbens sammenknytning med Jesu død og opstandelse.

Ordet dåb kan også bruges om ceremoni i forbindelse med indvielse af en klokke eller søsætning, også kaldt stabelafløbning, af et skib. Derudover forekommer dåb og døbe ofte i hverdagssproget som metaforer, også fx om navngivning, hvor der ikke er et ritual involveret.

• døbefont
• baptisterium
• hjemmedåb
• fadder
• dåbskjole
• dåbsattest
• personnavn (lovgivning)
• døberbevægelser
• barselsskikke