Faktaboks

Felice Gimondi

La Fenice ('Fugl Føniks').

Født
29. september 1942
Død
16. august 2019

Felice Gimondi var en italiensk cykelrytter, der vandt både Giro d'Italia, Vuelta a España, VM i landevejscykling og Tour de France.

Baggrund og opvækst

Gimondi blev født under Anden Verdenskrig i Sedrina i Bergamo-provincen. Hans far var cykelrytter, og hans mor var cykelbud, så det var oplagt, at Felice blev cykelrytter. De første organiserede cykelløb kørte han i 1959.

Karriere

Felice Gimondi under Tour de France i 1975.
Felice Gimondi
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

I 1964 var Felice Gimondi med ved De Olympiske Lege i Tokyo og vandt desuden de unges Tour de France, Tour de L'Avenir. Det skaffede ham en professionel kontrakt, og allerede året efter debuterede han i Tour de France – faktisk på et afbud. Planen var, at han skulle være hjælper for Vittorio Adorni (1937-2022), men Gimondi endte med at vinde løbet.

Tre sejre i Giro d'Italia

Gimondi er en af de største legender i italiensk cykelsport. Tre gange vandt han Giro d'Italia, i 1967, 1968 og igen i 1976. Der var altså ni år imellem den første og sidste Giro-sejr. Et bevis på en imponerende holdbarhed. Hele ni gange endte Gimoni på podiet i Giro d’Italia, hvilket er rekord. Det blev også til otte etapesejre i Giroen og syv etapesejre i Tour de France.

I 1968 vandt Felice Gimondi Vuelta a Espana og blev demed den blot anden cykelrytter, efter franske Jacques Anquetil, der har vundet alle tre Grand Tours.

Gimondi vandt også Lombardiet Rundt, Paris-Roubaix, Milano-Sanremo og ikke mindst VM i 1973. Felice Gimondi døde den 16. august 2019 efter et hjerteanfald under en svømmetur.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig