georgisk

Som oldgeorgisk betegnes normalt sproget fra midten af 300-tallet og til ca. 1100. Fra denne periode kendes mere end 10.000 håndskrifter. De første kilder optræder kort efter kristendommens indførelse i Georgien ca. 337 e.Kr. Allerede disse tidlige tekster bærer præg af standardisering og har således meget få eksempler på den dialektale variation, som antageligvis må have eksisteret.

Sproget fra ca. 1100 kan kaldes moderne georgisk, men nogle bruger også betegnelsen middelgeorgisk. Et hovedværk fra begyndelsen af denne periode er digteren Shota Rustavelis versroman Vepkhist'q'aosani ("Ridderen i tigerskindet"), der i dag er Georgiens nationalepos. Udgivelsen af trykte bøger på georgisk fra 1600-tallet medførte en stigende standardisering, og i løbet af 1800-tallet fastlagdes et nationalt standardsprog med udgangspunkt i østgeorgiske dialekter, særligt fra regionen Kartli, Georgiens magtcentrum med byerne Mtskheta og Tbilisi.

Georgisk skrives med en for sproget særlig alfabetskrift, som kendetegnes ved et entydigt forhold mellem tegn og lyde, og ved at der ikke er forskel på majuskler og minuskler. Alfabetets præcise oprindelse er uklar, men det kan være inspireret af flere samtidige mellemøstlige alfabetskrifter.

Betegnelsen "det georgiske alfabet" henviser normalt til varianten mkhedruli, som udgør den nutidige standard. Fra de ældste kilder kendes desuden to andre varianter. Den tidligste af disse, asomtavruli ('kapitalskrift', også kaldet mrgvlovani 'rundskrift') brugtes frem til 800-tallet, hvor nuskhuri (eller kutkhovani 'kantskrift') gradvist overtog. Disse to ældste varianter kaldes også khutsuri 'præsteskrift', da deres brug i store træk var begrænset til kirkelige tekster. Mkhedruli ('krigerskrift') var i brug fra 1000-tallet, primært i verdslige tekster, men blev siden til den altdominerende variant, og brugen af asomtavruli og nuskhuri er i dag begrænset til historiske eller dekorative formål. Siden de første tekster har mkhedruli-skrifttegnene og alfabetets sammensætning ændret sig meget lidt. Dog fjernede man i 1860'erne fem tegn, der var blevet redundante, således at alfabetet i dag har 33 tegn.

Georgisk er kendetegnet ved et relativt stort inventar af konsonanter, som dog er mindre end i mange andre kaukasiske sprog. Foruden stemte og ustemte, aspirerede konsonanter findes også konsonanter med glottalisering (i latinsk skrift markeret med tegnet '), hvilket er karakteristisk for mange sprog i Kaukasus. Georgisk har således både glottaliserede lukkelyde (p' t' k') og affrikater (ts' tsj'). Der findes også en uvulær lukkelyd q' med forskellig artikulation alt efter dialekt; på standardsproget er der tale om en glottaliseret hæmmelyd. En typologisk mærkværdighed er, at egentlige halvvokaler som w og j ikke findes. Fonemet /v/ kan dog udtales [w] i visse forbindelser.

Et træk ved sproget, som kan opleves særligt fremmed for dansktalende, er de meget store konsonantklynger, fx i et enstavelsesord som gvbrɣdzvnis 'han/hun river os i stykker'. Også mange hyppige ord begynder med konsonantforbindelser, som er umulige i de fleste europæiske sprog, fx tbili 'varm' (også i navnet på Georgiens hovedstad, Tbilisi), ts'q'ali 'vand' eller pkvili 'hvede'. Et egentligt ordtryk (leksikalsk tryk) findes nok ikke, og sætningers prosodi styres således af mere overordnede betingelser, fx hvorvidt der er tale om spørgsmål eller ej.

Georgisk udviser agglutinerende træk, idet mange morfemer kun udtrykker en enkelt grammatisk funktion, men elementer af flekterende morfologi ses også.

Nominernes dannelse og bøjning er relativt enkel. Sproget har ikke grammatisk køn, men der bøjes i tal (singularis/pluralis) og kasus, hvoraf der er mindst seks: nominativ, ergativ, dativ, genitiv, instrumentalis, og såkaldt adverbiel. Ergativ markerer subjekter for transitive verber, men bruges kun, hvis verbet står i aorist ("datid") eller perfektum ("førnutid"). Georgisk er derfor ikke et ergativsprog i strengeste forstand.

I modsætning til nominet er verbets morfologi mere kompleks. Den kan opdeles i grundkategorierne præsens, aorist og perfektum, hvortil hører en lang række afledte temporale og modale klasser, såsom futurum, imperfektum, konjunktiv og optativ. Desuden findes såkaldt evidentielle former, hvormed taleren indikerer, at sætningens information ikke er oplevet med egne øjne. Finitte verber kan sammensættes af op til otte morfemer i en bestemt rækkefølge. I modsætning til de fleste indoeuropæiske sprog kan person og tal markeres ved både præfikser og suffikser, og verbets objekt kan optræde som præfiks.

Et iøjenfaldende træk ved georgisk morfologi, som er delt med andre kartvelske sprog, er den udbredte brug af cirkumfikser, dvs. afledningselementer der vedhæftes begge sider af en ordstamme. For eksempel kan ord for steder dannes med cirkumfikset sa- -o, og landenavnet Sa-kartvel-o 'Georgien' er således afledt af kartvel- 'kartveler, georgier'.

Størstedelen af det basale georgiske ordforråd, fx slægtsskabstermer og talord, er nedarvet fra det kartvelske grundsprog. Sproget har i den førskriftlige og tidlige oldgeorgiske periode også optaget en del låneord, især fra semitiske sprog som aramæisk og fra middeliranske sprog. Flere iranske lån er lånt gennem armensk, og hertil kommer en række egentlige armenske låneord, som særligt knytter sig til kirkelige fænomener, hvilket afspejler kristendommens indførelse sydfra. En mindre mængde tidlige låneord kommer fra de nordøstkaukasiske sprog. Senere låntes adskillige ord fra tyrkisk, herunder mange ord af kommerciel eller militær betydning. Indlemmelsen af Georgien i det russiske imperium fra begyndelsen af 1800-tallet førte til en kraftig russisk påvirkning af ordforrådet, som er fortsat frem til nyere tid, hvilket i tidens løb har ansporet flere intellektuelle bevægelser til forsøg på at bekæmpe brugen af russiske ord.

• Georgien
• kartvelske sprog
• kaukasiske sprog