konjunktiv

Konjunktiv er en af verbets modi i mange sprog, fx tysk, fransk, spansk, latin og russisk. Modusbøjning udtrykker den talendes indstilling til det, der siges, og angiver, hvordan modtageren skal forstå det sagte. Fx kan dansk indikativ modus bruges i sætninger, der fremsætter en påstand om, hvordan verden er, som i hun spiser en gulerod (hvor formen spiser er indikativ), mens imperativ modus angiver, at sætningen skal forstås som en opfordring eller en ordre, som i spis en gulerod! (hvor formen spis er imperativ).

I sprog med konjunktiv modus betegner denne bøjningsform typisk et forbehold over for det sagforhold (den tilstand eller begivenhed), som udtrykkes i sætningen. Med konjunktiv angiver den talende, at han/hun ikke umiddelbart står inde for det sagte som noget faktisk, dvs. sætningen tæller ikke som udtryk for, hvad den talende mener, er tilfældet i verden. Dette forbehold ses i brugen af konjunktiv på tysk i gengivelse af andres udsagn. Tysk har to konjunktivformer, konjunktiv I og konjunktiv II, og konjunktiv I bruges til markering af indirekte tale. I sætningen Eva sagt, sie habe keine Zeit ’Eva siger, hun ikke har tid’ angiver konjunktiv I-formen habe, at den talende gengiver noget, som Eva har sagt, uden at den talende forpligter sig på sandheden af dette refererede udsagn.

Konjunktiv optræder karakteristisk i ledsætninger, dvs. sætninger, der er underordnede i forhold til en overordnet sætning, som i det tyske eksempel ovenfor. Dette afspejles i betegnelsen konjunktiv, som kommer af latin modus conjunctivus 'den forbindende måde', altså den form, der bruges til at forbinde sætninger. Endnu tydeligere afspejles det i den mindre gængse betegnelse subjunktiv, af latin modus subjunctivus 'den underordnede måde'. På flere andre sprog har konjunktiv denne betegnelse, fx fransk subjonctif, spansk subjuntivo og engelsk subjunctive.

Valget af konjunktiv i en ledsætning er ofte obligatorisk, når bestemte verber bruges i oversætningen, og man siger da, at oversætningens verbum styrer konjunktiv. På fransk styrer verbet désirer ’ønske’ konjunktiv: je désire que Paul vienne ’jeg ønsker, at Paul kommer’ (vienne: ’komme’ i konjunktiv). Oversætningen udtrykker ofte betydninger som ønske, håb, tvivl, forestilling, tilladelse og ordre, altså betydninger, som passer sammen med en ledsætning, der betegner et sagforhold, som ikke (nødvendigvis) er et faktisk forhold i den virkelige verden.

I visse tilfælde kan valget af konjunktiv entydiggøre betydningen af et flertydigt verbum i oversætningen. Det spanske verbum admitir kan betyde både ’indrømme/medgive’ og ’tillade’, og en ledsætning efter admitir kan have verbet enten i indikativ eller i konjunktiv. Indikativ entydiggør betydningen til ’indrømme/medgive’: Juan admite que María canta ‘Juan indrømmer, at María synger’ (canta: ’synge’ i indikativ). Konjunktiv entydiggør betydningen til ’tillade’: Juan admite que María cante ‘Juan tillader, at María synger’ (cante: ’synge’ i konjunktiv), altså en betydning, hvor den talende tager forbehold over for ledsætningens indhold, som ikke er en beskrivelse af, hvad der er tilfældet, men et udtryk for afsenderens indstilling til, og regulering af, hvad der har lov til at finde sted.

Konjunktiv findes dog ikke udelukkende i ledsætninger. I helsætninger, dvs. selvstændige sætninger, der ikke er underordnet en oversætning, bruges konjunktiv i forskellige former for udsagn, der indebærer forbehold over for sætningsindholdet som en beskrivelse af den faktiske verden.

På tysk bruges konjunktiv II til markering af hypotetiske eller betingede udsagn, fx es wäre toll, wenn du uns besuchen könntest ’det ville være dejligt, hvis du kunne besøge os’ (wäre, könntest: ’være’ og ’kunne’ i konjunktiv II).

På spansk udtrykker konjunktiv i en helsætning med adverbiet (biordet) quizás ’måske’ den talendes forbehold over for det beskrevne sagforhold, som fremstilles som en usikker eller hypotetisk mulighed: quizás esté en casa ’måske er hun hjemme’ (esté: ’være’ i konjunktiv).

I moderne dansk kan verberne ikke bøjes i konjunktiv. Der findes rester af en konjunktivbøjning, som fandtes i ældre dansk, men kun i faste udtryk som fødselaren længe leve og Gud bevare Danmark, hvor formerne leve og bevare er fastfrosne (fossilerede) konjunktivformer. Også formuleringerne komme dit rige og ske din vilje som i himlen således også på jorden i Fadervor er eksempler på bevarede konjunktivformer. Sådanne faste vendinger med gammel konjunktivform udtrykker ønsker, og konjunktiven, man finder her, kaldes også for optativ (ønskemåde).

På trods af, at man finder enkeltstående tilfælde af konjunktiv i nogle fastfrosne formuleringer, må konjunktiven betragtes som udgået af den danske verbalbøjning. Konjunktiv er ikke længere en produktiv bøjningsform, dvs. man kan ikke frit vælge at bøje et hvilken som helst verbum i konjunktiv, sådan som man fx kan bøje alle verber i tempusformerne præsens (nutid) og præteritum (datid). Dansk har dermed ikke længere konjunktivbøjning som en del af det grammatiske system.

Konjunktiv var en del af den produktive verbalbøjning i ældre dansk.

Middelalderens dansk (gammeldansk, middeldansk) havde tre modi: indikativ, konjunktiv og imperativ. I gammeldansk bruges konjunktiv til angivelse af den talendes forbehold over for sætningens indhold, dvs. som markering af, at den talende ikke uden videre kunne stå inde for udsagnet som en beskrivelse af den faktiske verden. Det ser man i udtryk for ønsker, hvor brugen af konjunktiv svarer til de fastfrosne rester af gamle konjunktivformer, man finder i moderne dansk: aldrigh vare thæt din gerning (aldrig være [konjunktiv] det din gerning) ’må det aldrig blive din gerning!’.

Konjunktivens markering af forbehold kunne også anvendes i andre sammenhænge, hvor den talende opstiller et scenarie, der ikke skal regnes for en beskrivelse af, hvordan verden faktisk er, fx i fremsættelse af forslag til handling. I denne type ytring fremstilles noget, som ikke er tilfældet, men som den talende vil have, skal realiseres: En vore sighe at honum drømde som han vore dødhir (en af os sige [konjunktiv] at han drømte som han være [konjunktiv] død) ’en af os skal sige, at han drømte, at han var død’.

En anden sammenhæng, hvor man finder konjunktiven i gammeldansk, er lovtekster. I de gamle landskabslove bruges konjunktiv til at angive noget, som man enten skal gøre eller har lov til at gøre. I Skånske Lovs regler for, hvor meget vraggods man må tage ved skibbrud, står der: Gar han taki sik mans biwrthe (går han tage [konjunktiv] sig mands byrde) ’er han gående, må han tage hvad en mand kan bære’. Her udtrykker konjunktivformen taki ikke noget, der faktisk finder sted, men noget, som godt må finde sted.

• grammatik
• modus
• modalitet
• det danske sprogs historie
• bøjning
• verbum