glomerulonefritis

Glomerulonefritis forekommer både akut, subakut og kronisk. Den akutte form forekommer hyppigst hos børn og udløses normalt af en immunologisk respons efter en halsinfektion med streptokokker. Dette er en voldsom form for glomerulonefritis, men den er næsten altid selvhelbredende og går over i løbet af nogle uger.

Den kroniske form af glomerulonefritis udvikler sig langsomt over flere år. Den mest almindelige form kaldes IgA-glomerulonefritis, fordi man finder nedslag af IgA-immunglobulin i nyrebiopsi.

Glomerulonefritis er karakteriseret ved fund i urinen: proteiner i urinen (proteinuri), blod i urinen (hæmaturi) og urincylindre, som opdages med urinmikroskopi. Ofte opdages urinforandringer tilfældigt, for eksempel ved helbredsundersøgelse af anden årsag.

Tilstanden kan give højt blodtryk og nedsat nyrefunktion. Diagnosen sikres ved nyrebiopsi.

For mange af de kroniske glomerulonefritter findes der ingen specifik behandling, men sygdommen kan vare hele livet uden at medføre behandlingskrævende nyresvigt. En del andre kroniske former responderer på immunmodulerende behandling, især hvis der er meget protein i urinen (nefrotisk syndrom).

Glomerulonefritter kan være forbundet med systemisk sygdom karakteriseret af betændelsesforandringer i små kar, som Henoch-Schönleins purpura og granulomatose med polyangiitis. Tilstanden kan også være knyttet til andre immunologiske sygdomme som systemisk lupus erythematosus (SLE).

Selvom kronisk glomerulonefritis hos de fleste ikke fører til behandlingskrævende kronisk nyresvigt, kan i princippet alle typer føre til behov for nyreerstattende behandling med dialyse eller nyretransplantation. Dette afhænger af, hvor udbredte skaderne er i nyrerne. Personer med glomerulonefritis udgør 10-15 procent af alle, der har brug for dialyse og transplantation.

• nyrerne
• akut nyreskade
• kronisk nyresygdom