Pygmæguldmuldvarpen er den mindste art i familien. Her ses underarten, der lever i sandklitter i Namibørkenen. Den kommer til overfladen for at lede efter byttedyr om natten, men hviler sig gemt i sandet. Da sandet falder sammen om den, kan den ikke opretholde et system af tunneler som de fleste andre guldmuldvarpe, og i stedet ”svømmer” den igennem sandet.
Stamtræet for overordenen Afrotheria, der viser guldmuldvarpene som nært beslægtede med tenrekker og oddertenrekker. (1) angiver ordenen Afrosoricida.
Guldmuldvarpene er en afrikansk familie af blinde, underjordisk levende pattedyr. De ligner muldvarpe, men er ikke nært beslægtede med dem. Der findes 21 arter, som i størrelse varierer fra 15-500 gram.
Chrysochloridae (familie)
golden moles (engelsk)
Guldmuldvarpene udgør familien Chrysochloridae. De tilhører ordenen Afrosoricida, hvor man også finder tenrekkerne fra Madagaskar og de afrikanske oddertenrekker. De indgår alle i overordenen Afrotheria, som desuden omfatter sengier, jordsvin, klippegrævlinger, elefanter og søkøer.
På trods af den overfladiske lighed er guldmuldvarpene til gengæld ikke nært beslægtede med muldvarpene, der tilhører insektæderne (ordenen Eulipotyphla). Når guldmuldvarpene på mange måder ligner muldvarpene, skyldes det konvergent evolution og ikke slægtskab, dvs. at de to familier uafhængigt af hinanden har udviklet lignende tilpasninger til et liv under jorden.
Der anerkendes følgende 21 arter af guldmuldvarpe:
| Dansk navn | Videnskabeligt navn | Engelsk navn |
|---|---|---|
| Fynbos-guldmuldvarp | Amblysomus corriae | Fynbos golden mole |
| Almindelig rødsidet guldmuldvarp | Amblysomus hottentotus | Hottentot golden mole |
| Lebombo-guldmuldvarp | Amblysomus marleyi | Marley's golden mole |
| Mpumalanga-guldmuldvarp | Amblysomus robustus | Robust golden mole |
| Nordlig rødsidet guldmuldvarp | Amblysomus septentrionalis | Highveld golden mole |
| Gulbuget guldmuldvarp | Calcochloris obtusirostris | Yellow golden mole |
| Somali-guldmuldvarp | Calcochloris tytonis | Somali golden mole |
| Centralafrikansk guldmuldvarp | Huetia leucorhina | Congo golden mole |
| Stor limpopo-guldmuldvarp | Neamblysomus gunningi | Gunning's golden mole |
| Lille limpopo-guldmuldvarp | Neamblysomus julianae | Juliana's golden mole |
| Højlandsguldmuldvarp | Carpitalpa arendsi | Arend's golden mole |
| Kapguldmuldvarp | Chlorotalpa duthieae | Duthie's golden mole |
| almindelig sydafrikansk guldmuldvarp | Chlorotalpa sclateri | Sclater's golden mole |
| Kapsølvmuldvarp | Chrysochloris asiatica | Cape golden mole |
| Østafrikansk sølvmuldvarp | Chrysochloris stuhlmanni | Stuhlmann's golden mole |
| Lys sølvmuldvarp | Chrysochloris visagiei | Visagie's golden mole |
| Kæmpeguldmuldvarp | Chrysospalax trevelyani | Giant golden mole |
| Stor guldmuldvarp | Chrysospalax villosus | Rough-haired golden mole |
| Nordlig dværgguldmuldvarp | Cryptochloris wintoni | De Winton's golden mole |
| Sydlig dværgguldmuldvarp | Cryptochloris zyli | Van Zyl's golden mole |
| Pygmæguldmuldvarp | Eremitalpa granti | Grant's golden mole |
Guldmuldvarpene er endemiske for Afrika. Alle 21 arter findes syd for Sahara, og 18 af dem er udbredt i den sydlige del af kontinentet. De findes i mange forskellige naturtyper, fra lavlandsregnskov, bjergskov og bambusvegetation til savanner, alpine græssletter og ørkner. Østafrikansk sølvmuldvarp lever i bjerge i op til 3.500 meters højde. Dværgguldmuldvarpene og pygmæguldmuldvarpen holder til i klitlandskaber på sandede kyster og i ørkener. Underarten namibpygmæguldmuldvarp (E. g. namibensis) lever i Namibørkenen, som er en af verdens tørreste ørkner.
På trods af den store variation i levesteder har guldmuldvarpene ret specifikke habitatkrav pga. deres underjordiske livsstil. De er typisk begrænset til områder med løs jord, der smuldrer let, og som er nogenlunde nem at grave i. De undgår således tung og stenet jord.
Den største art, kæmpeguldmuldvarpen, har en hoved-kropslængde på 21-24 cm og vejer 410-500 gram. Den mindste art, pygmæmuldvarpen, måler 6-9 cm og har en vægt på 15-30 gram. Til sammenligning måler vores hjemlige muldvarp 12-17 cm og vejer 60-130 gram. Hos de fleste arter af guldmuldvarpe er hannerne større end hunnerne.
Guldmuldvarpe ligner overfladisk muldvarpe. De har en kompakt, cylindrisk krop med korte lemmer og mangler ydre hale såvel som ydre ører. Hovedet er kileformet og har en sej, læderagtig tryne, begge træk der hjælper guldmuldvarpene med at mase sig gennem jorden.
Forlemmerne er særligt kraftige og muskuløse og er konstrueret, så de fungerer som effektive graveredskaber. Hænderne har fire fingre, der er udstyret med skarpe og spidse kløer velegnede til at skære sig gennem jord. Fødderne har fem tæer med små kløer.
Guldmuldvarpe har en tæt pels, der trods deres navn kun er gylden hos nogle få arter. Farven kan være sort, forskellige nuancer af brun, grå, olivengrøn, cremefarvet eller hvid. Selv inden for enkelte arter kan der være betragtelig variation i farven. Pelsen på alle arter af guldmuldvarpe har en iriserende glans, der kan være grøn, blå, violet, gylden eller bronzefarvet.
Guldmuldvarpe har rudimentære øjne, som er dækket af hud og pels, så guldmuldvarpene er funktionelt blinde.
De mangler ydre ører, og deres øregange er dækket af tæt pels, der forhindrer jord i at trænge ind i ørene. Man regner derfor med, at deres ører ikke er særlig velegnede til at registrere lydbølger i luften. Mange af arterne har dog særligt udformede mellemøreknogler, der formodes at gøre dem i stand til at opfange lavfrekvente seismiske vibrationer i jorden, hvilket de i givet fald kan bruge til at finde frem til byttedyr.
Man ved ikke, i hvor høj grad lugtesansen spiller en rolle for guldmuldvarpene, men under jorden, hvor der ikke er vind til transportere dufte, kan lugtesansen kun virke på kort afstand.
Bliver en guldmuldvarp forstyrret, mens den fouragerer på overfladen, kan den overraskende hurtigt og med stor sikkerhed pile hen til, og forsvinde ned i, sit nærmeste hul i jorden. Selv med sine begrænsede sanser er den derfor i stand til at finde rundt.
Guldmuldvarpe lever hovedsagelig af hvirvelløse dyr. De har en særlig forkærlighed for regnorme, men tager også insekter som larver af biller og tovingede insekter samt termitter og fårekyllinger såvel som tusindben, skolopendre, arachnider og snegle. Hos namibpygmæguldmuldvarpen udgør sandtermitter 95 % af føden. Visse arter kan også nedlægge også små øgler, og i fangenskab har man set dem æde små mus. Guldmuldvarpe indtager op til 90 % af deres egen kropsvægt dagligt.
De fleste arter fouragerer i tunneler tæt på jordoverfladen. Hos lille limpopo-guldmuldvarp ligger fourageringstunnelerne i 3-15 centimeters dybde. Flere arter kommer dog også op til overfladen for at lede efter byttedyr. De klitlevende guldmuldvarpe ”svømmer” gennem sandet, når de jager.
Med undtagelse af hunner med deres unger er guldmuldvarpe grundlæggende solitære.
Udover fourageringstunnelerne, der ligger tæt på overfladen, graver guldmuldvarpene dybere huller, nogle gange med et decideret kammer for enden, hvor de sover og får deres unger.
Hvor lange tunneler, guldmuldvarpe konstruerer, afhænger af koncentrationen af byttedyr. Er den høj, kan de nøjes med kortere gange. Hos almindelig rødsidet guldmuldvarp har man målt en samlet tunnellængde på 240 meter for et enkelt individ.
Guldmuldvarpe er med deres underjordiske livsførelse svære at studere i naturen, og man ved ikke ret meget om deres forplantning. Når hannen kurtiserer en hun, udstøder han kvidrende lyde og stamper med fødderne, til hvilket hunnen svarer med højfrekvente hvin. Drægtigheden kendes ikke, men kuldstørrelsen ligger på 1-3 unger. Ungerne dier i 2-3 måneder.
De få arter af guldmuldvarpe, hvis metabolisme og kropstemperatur man har undersøgt, kan bruge dvale til at spare på energien. Der kan være tale om daglig dvale eller dvale i op til 3-4 dage i træk. Under dvalen sættes stofskiftet ned, og som følge deraf svinger kropstemperaturen med omgivelsernes temperatur. Hos almindelig rødsidet guldmuldvarp kan kropstemperaturen under dvale falde ned til 9 °C.
Namibpygmæguldmuldvarpen tillader sin kropstemperatur at svinge i helt ekstrem grad; faktisk så meget, at den kan minde om et krybdyr. Dens hvilemetabolisme (dvs. kroppens energiomsætning i fuldstændig hvile) er blot 20 % af, hvad man ville forvente hos et insektædende pattedyr af samme størrelse. Selv om den er i stand til at hæve sin kropstemperatur en smule over omgivelsernes temperatur ved at sætte stofskiftet i vejret, ligger dens kropstemperatur generelt tæt på omgivelsernes temperatur.
Guldmuldvarpene opstod i Afrika. De ældste fossiler af guldmuldvarpe er fundet i Namibia og er 47,8-41,3 millioner år gamle.
TEMA | En af verdens mest magtfulde ledere, Kinas præsident Xi Jinping, mødtes torsdag med den amerikanske præsident Donald Trump. Kina har siden 1980’erne stået for cirka en tredjedel af den globale vækst. Det er mere end USA og EU tilsammen.
Kristi himmelfartsdag er en kristen helligdag, der fejrer, da Jesus, ifølge Bibelen, steg til himmels efter at være opstået fra de døde i påsken.
Det internationale Melodi Grand Prix afholdes i år uden deltagelse af en række lande, der boykotter sangkonkurrencen. Landene mener, at Israels krigshandlinger i Gaza bør udelukke dem fra Eurovision. Israel er blandt bookmakernes favoritter til at vinde årets konkurrence.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.