Høst af mælkesaft fra et gummitræ (Hevea brasiliensis) i en gummiplantage i delstaten Tocantins i Brasilien. Den høstede mælkesaft benyttes til fremstilling af naturgummi.

Gummitræet er et hurtigtvoksende, op til 36 meter højt træ i vortemælkfamilien. Det har trekoblede, langstilkede blade og enkønnede blomster siddende i tvekønnede stande.

Faktaboks

Også kendt som

Hevea brasiliensis, paragummitræ, kautsjuktræ

Oprindelig stammer gummitræet fra Amazonas, men dyrkes forskellige steder i troperne, især i gummiplantager i Sydøstasien. I plantager bliver træerne noget mindre end i vild tilstand, da en stor del af det kulstof (carbon), de ellers ville bruge til væksten, fjernes under gummitapningen. Gummien stammer fra mælkesaften, som træet bløder gennem snit i barken.

Gummitræets ved, ofte kaldet hevea, er lysegult, når det er friskt, men bliver ved kunstig tørring strågult til lysebrunt. Tidligere blev det kun anvendt til brændsel, men siden 1990'erne, hvor man fra dansk side udviklede en imprægnerings- og tørringsteknik, der gjorde det mere modstandsdygtigt mod angreb fra svampe og insekter, har man anvendt det til bl.a. parketgulve, finer og husholdningsredskaber.

Gummi kan udvindes af mange andre arter, bl.a. maniok og slægten Castilla, men også af slægterne eukalyptus og gummifigen (se figen), som begge undertiden kaldes gummitræ.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig