Duehøgen er en kraftigt bygget høg. Den har en længde på 48-62 cm, og hunnen er betydelig større end hannen. Duehøgen er udbredt i skovområder i Eurasiens og Nordamerikas tempererede zoner.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Accipiter gentilis
Byttet består i høj grad af fugle, især større arter som duer, kragefugle og hønsefugle, men den tager også pattedyr som kaniner, egern m.m. Da duehøgen også gerne jager høns og udsatte fasaner, har den både herhjemme og i udlandet været bekæmpet mere ihærdigt end nogen anden rovfugl.
Omkring 1930 var der kun en restbestand ad duehøge tilbage, fortrinsvis i statsskove. En delvis fredning i 1931 medførte en svag fremgang, men endnu i 1960'erne var der kun ca. 100 par i landet. I 1967 blev duehøgen helårsfredet, og siden voksede bestanden til ca. 650 par (1990) på trods af, at mange stadig blev skudt illegalt eller i henhold til bestemmelserne om "skadevoldende vildt". Dette begreb forsvandt ud af den danske jagtlov i 1993, om end begrænsede muligheder for bekæmpelse i konkrete tilfælde stadig resterer.
Den danske bestand af duehøge er atter faldet til omkring 350 par (2018), muligvis pga. ulovlig bekæmpelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.