egyptisk film

Begyndelsen på egyptisk film kan spores tilbage til starten af 1896, da de franske brødre Auguste og Louis Lumière afholdt de første offentlige filmforevisninger i Alexandria og Cairo, kort tid efter at de i 1895 var blevet vist i Paris. Selvom filmene var udenlandske, og publikum primært var europæere i Egypten, markerer de starten på filmens tilstedeværelse i Egypten. Under deres ophold producerede brødrene også dokumentariske optagelser af egyptisk hverdagsliv. Den tidlige filmindustri i Egypten var dog begrænset til visning og distribution af udenlandske film, ofte med musikledsagelse og oversættelser til det lokale publikum.

Høje entré-priser til filmforevisninger førte til, at filmfolk som for eksempel Youssef Wahbi (1898-1982) og Mohamed Karim (1896-1972) forsøgte sig med at vise film i private hjem, dog uden større succes. Udenlandske filmproducenter begyndte at samarbejde med lokale teaterfolk, men resultaterne var i starten begrænsede.

I 1907 optog Alexandre Promio (1868-1926), udsendt af Lumière-brødrene, korte dokumentarfilm i Egypten, hvilket nogle anser for starten på egentlig egyptisk filmproduktion. I 1917–1918 lavede instruktøren og skuespilleren Mohamed Karim to kortfilm med en italiensk fotograf, men de blev dårligt modtaget. Samtidig forsøgte en anden italiensk instruktør sig med en komedie med teatergruppen al-Jazairli, men også denne film skuffede publikum.

Mohamed Karim samt brødrene al-Jazairli, Fouad (1910-1979) og Ihsan (1905-1943), regnes blandt de første navne i egyptisk spillefilmsproduktion. Efter 1919-revolutionen trådte en anden instruktør, Mohamed Bayoumi (1894-1963), frem som en central skikkelse. Uddannet i Tyskland etablerede han Egyptens første filmstudie, Amoun Film, og lancerede Egyptens første filmmagasin, al-Suwar al-Mutaharrika (’Bevægelige billeder’) i 1923. Bayoumi lavede både dokumentar- og kortfilm, herunder ’Barsoum søger en stilling’, og en film om Tutankhamons grav. Han fik også finansmanden Talaat Harb (1867-1941) til at investere i filmbranchen, hvilket førte til grundlæggelsen af Misr Corporation for Dramatic Arts and Film i 1925, som i 1935 blev til Studio Misr (’Filmstudiet Egypten’).

I 1927 blev den første egyptiske lange stumfilm, Layla, produceret med den tyrkiske skuespiller Wadad Orfi (1900-1953) og den egyptiske producent, instruktør og skuespillerinde Aziza Amir (1901-1952). Amir fik tilnavnet 'Den egyptiske films mor', fordi hun var den første kvindelige egyptiske producer og instruktør. I 1930 fulgte filmen Zeinab, instrueret af Mohamed Karim og baseret på den kendte egyptiske forfatter Mohamed Hussein Heikals (1888-1956) roman. Det blev den første egyptiske film baseret på et litterært værk.

Den første egyptiske talefilm, Awlad al-Dhawat (’Aristokraternes sønner’), udkom i 1932, instrueret af Mohamed Karim og produceret af Studio Misr. Filmen blev en succes og indledte den gyldne periode i egyptisk filmhistorie. Studio Misr blev centrum for en voksende national filmindustri. Med moderne udstyr og uddannelse af lokale fagfolk blev produktionen professionaliseret, og teaterfolk som Youssef Wahbi (1898-1982) og Naguib el-Rihani (1890-1949) spillede en vigtig rolle i overgangen til filmmediet, som blev set som både underholdning og samfundsdokumentation.

Med talefilmens indtog blev det muligt at formidle komplekse fortællinger på egyptisk-arabisk til et bredere publikum. Film fra 1930’erne behandlede emner som social ulighed, anti-kolonialisme og national identitet, hvilket fortsatte de følgende årtier. Litterære filmatiseringer styrkede filmens kunstneriske status, mens musicals med musik af egyptiske komponister som Mohamed Abdel Wahab (1902-1991) og Riyad al-Sunbati (1906-1981) integrerede filmen i den nationale kultur.

I 1940’erne og 1950’erne blev Egypten Mellemøstens førende filmcentrum med Cairo som regionens filmmetropol. Egyptiske film blev eksporteret til nabolande og gav Egypten tilnavnet "Østens Hollywood". Filmindustrien tiltrak talenter fra alle de arabiske lande og nåede op mod 50 produktioner årligt.

Efter 1952-revolutionen blev staten mere involveret og fik en central rolle i egyptisk filmproduktion ved at bruge filmindustrien til at fremme ideologiske mål som social retfærdighed, panarabisme og visionen om et moderne Egypten. Især under præsident Gamal Abdel Nasser blev filmmediet brugt til at styrke national og arabisk identitet samt socialistiske idealer.

I 1960 blev en statslig filmorganisation oprettet, og store selskaber som Studio Misr blev nationaliseret, hvilket markerede overgangen til en statsstyret filmsektor. Filmproduktionen bidrog til at forme en fælles forestilling om den moderne egyptiske identitet. Perioden var præget af ambitiøse film med politisk og socialt indhold, skabt af instruktører som Youssef Chahine og Salah Abu Seif (1915-1996). Der opstod en stærk filmtradition med inspiration fra europæisk og sovjetisk neorealisme og modernisme.

I 1960’erne muliggjorde statslig støtte en bredere behandling af sociale temaer som urbanisering, klassekonflikter, migration og kvinderettigheder. Film skildrede spændinger mellem land og by samt individets plads i samfundet. Kvindefiguren blev central i mange fortællinger, og filmene udfordrede ofte konservative normer. En ny generation af skuespillere, blandt andet Soad Hosny (1943-2001) og Ahmed Zaki (1946-2005), gav liv til komplekse karakterer og samfundskritik. Filmene blev primært indspillet på egyptisk-arabisk, hvilket styrkede dialektens udbredelse i regionen.

I 1970’erne og 1980’erne oplevede den egyptiske filmindustri markante forandringer som følge af præsident Anwar Sadats økonomiske liberalisering i 70'erne, kendt som åben-dør-økonomi. Den statslige støtte til filmproduktionen blev kraftigt reduceret, hvilket førte til øget afhængighed af private investorer fra Golfstaterne. Det betød, at kommercielle genrer som komedier, melodramaer og actionfilm kom til at dominere markedet, ofte på bekostning af den kunstneriske kvalitet og samfundsmæssige dybde, der havde præget tidligere årtier.

På trods af denne udvikling opstod der i samme periode en stærk realismebølge, hvor filminstruktører som Atef El-Tayeb (1947-1995), Mohamed Khan (1942-2016) og Ali Badrakhan (født 1946) rettede fokus mod sociale og økonomiske problemer som korruption, klassekonflikter, udnyttelse og ungdomsarbejdsløshed. Deres film formåede at kombinere skarp samfundskritik med filmisk kvalitet og blev ofte modtaget positivt af både publikum og kritikere.

Samtidig markerede perioden et gennembrud for kvindelige instruktører. Instruktører som Inas Al-Degheidy (født 1953) og Nadia Hamza (1939-2012) satte fokus på tabubelagte emner som kønsulighed og seksuel chikane. Film som Zawgat Ragol Muhim (’En vigtig mands hustruer’, 1988) og Imra’a Haza al-Zaman (’Tidens kvinde’, 1988) er eksempler på denne tendens, der udvidede filmens rolle som platform for debat om køn, moral og sociale strukturer i det moderne Egypten. I 80’erne blev stjerner som Adel Imam (født 1940), Ahmed Zaki, Nadia El-Gendy (født 1946) og Yousra (født 1951) fremtrædende.

I midten af 1980’erne steg antallet af udgivne film, hvilket markerede begyndelsen på bølgen af såkaldte “entreprenørfilm”, der var film produceret med meget lave budgetter og ringe kunstnerisk kvalitet. De var primært tiltænkt eksport af videofilm til Golf-landene. I 1986 nåede antallet af sådanne film op på omkring 81, hvilket udgjorde toppen af væksten i entreprenørfilm.

Mod slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, særligt efter Golfkrigen, faldt produktionen af entreprenørfilm markant på grund af en faldende efterspørgsel fra Golf-landene. En ny gruppe instruktører dukkede op og forsøgte at sætte et beskedent præg på egyptisk film, heriblandt Radwan El-Kashef (1952-2002) og Saeed Hamed (født 1959).

I 1990'erne oplevede egyptisk film en nedgang på grund af udbredelsen af videoafspilleren, et stort antal arabiske og udenlandske satellit-tv-stationer og faldende biografbesøg. Mange filmstudier lukkede, mens nogle filmskabere fortsatte med at udforske sociale og eksistentielle temaer.

Flere film fra 90’erne afspejler statens kritik af den politiske islamisering, der var begyndt efter det egyptiske nederlag til Israel i 1967. Adel Imam er en af de mest kendte egyptiske skuespillere, der har spillet med i film, der er kritiske over for eller gør grin med politiske islamister, som fx i al-Airhab wal Kabab (’Terrorisme og kebab’, 1992), Al-'Iirhabi (’Terroristen’, 1994) og Tuyur al-Zalam (’Mørke fugle’, 1995).

Siden årtusindskiftet har egyptisk filmproduktion gennemgået betydelige strukturelle og teknologiske forandringer, især med udbredelsen af digital teknologi. Denne udvikling har sænket produktionsomkostningerne og åbnet op for en mere uafhængig og decentraliseret filmproduktion. En ny generation af filmproducere, ofte inspireret af internationale festivaler og digitale netværk, har taget udfordringen op ved at eksperimentere med både formsprog og indhold. Mange af disse filmskabere har studeret i udlandet, hvilket har styrket forbindelserne mellem egyptisk film og globale æstetiske tendenser.

Efter det arabiske forårs folkelige protester i 2011 trådte egyptisk film ind i en ny fase med politisk engagement og et fornyet fokus på ytringsfrihed. Film som 18 yawm (’18 dage’, 2011) skildrede begivenhederne under oprøret, mens andre værker tog fat på emner som politivold, borgerrettigheder og social ulighed.

Instruktørerne Mohamed Diab (født 1978) og Marwan Hamed (født 1977) opnåede international anerkendelse med hver deres film, hhv. Ishtibak (’Sammenstød’, 2016) og Al-Fil Al-Azaraq (’Den Blå elefant’, 2014), og deres film blev vist på prestigefyldte festivaler som Cannes Filmfestival og Toronto International Film Festival. Samtidig oplevede mainstream-kinoen en opblomstring, der forenede kommerciel succes med kritikerros.

Streamingplatforme som Netflix og Shahid begyndte at erhverve og bestille egyptiske produktioner, hvilket skabte nye muligheder for filmskabere og udvidede egyptisk films globale rækkevidde. Film som Zuhaymar (’Alzheimers’, 2010) og Al-Aarif (’Den vidende’, 2021) introducerede et bredere publikum for egyptisk talent og historiefortælling.

På trods af den kunstneriske opblomstring og ytringsfrihed i forlængelse af det arabiske forår blev perioden også gradvist præget af øget statslig kontrol og censur. Filmskabere, der udfordrede officielle narrativer eller berørte politisk følsomme emner, stødte ofte på hindringer i form af bureaukrati, forbud eller selvcensur. Dette har ført til, at flere instruktører arbejder uden for det officielle system eller søger støtte og distribution gennem internationale kanaler.

I 2025 står egyptisk film ved en skillevej i dens balancering af sin historiske arv med nutidens udfordringer. Ved at omfavne digitale teknologier, internationale samarbejder, konkurrence fra andre arabiske lande og en ny generation af filmskabere fortsætter den med at være et vigtigt udtryk for egyptisk identitet, kultur og ambitioner.

• Egypten
• film