Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Kokain er et ulovligt rusmiddel i gruppen centralstimulerende midler. At det er centralstimulerende, betyder, at det stimulerer centralnervesystemet, hvilket først og fremmest vil sige hjernen. Almindelige reaktioner er blandt andet øget vågenhed, øget selvfølelse og rusfølelse. Som rusmiddel er kokain afhængighedsskabende. Kokain kan også anvendes som et lokalbedøvende lægemiddel. Kokain omdannes i kroppen til benzoylecgonin. Fordi kokain har en kort påvisningstid, anvendes der ofte analyse af benzoylecgonin til at påvise, om kokain er indtaget. Kokain har gennem mere end 10 år været det mest anvendte centralstimulerende rusmiddel i Danmark.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kokain kommer af koka og -in.
Også kendt som

coke

Kokain udvindes fra kokabusken

Kokain findes i bladene på den sydamerikanske kokabusk (Erythroxylon coca). Det tilhører en type plantestof kaldet alkaloider. I kokabusken forekommer kokain i lave mængder, fra 0,1 til 1,0 procent af vægten. Bladene kan tygges eller bruges til at lave te. Ved at behandle bladene med forskellige kemikalier kan kokainet adskilles fra plantematerialet, og der kan udvindes ren kokain i pulverform.

Kokains virkningsmekanisme

Kokain har to hovedvirkninger: stimulerende og lokalbedøvende.

Stimulerende

Kokain øger niveauet af katekolaminer (adrenalin, noradrenalin, dopamin) samt serotonin i kontaktstederne (synapserne) mellem nerveceller inden for og uden for centralnervesystemet. Virkningerne i centralnervesystemet er øget vågenhed, øget selvfølelse, nedsat appetit samt rusfølelse med hævet stemningsleje, intens lykkefølelse og kritikløshed.

Stigningen i katekolaminer giver også sammentrækning af blodårer (også af kranspulsårerne i hjertet, som forsyner hjertet med blod), hurtig puls, blodtryksstigning, temperaturstigning og udvidelse af de små luftrørsgrene. På baggrund af disse virkninger vil hjertets iltbehov øges.

Lokalbedøvelse

Den anden hovedvirkning er at virke som lokalbedøvelse. Det sker, fordi kokain kan hæmme kanaler, der slipper natriumioner ind i perifere nerver. Når perifere nerver skal sende nerveimpulser til hjernen, skabes der et aktionspotential. For at danne et aktionspotential skal der strømme natriumioner gennem natriumkanalerne. Når kokain har hæmmet natriumionkanalerne, kan nerven ikke danne aktionspotential og sende signaler til hjernen. Hæmningen af natriumkanalerne er midlertidig.

Skadelig brug

Kokain bruges først og fremmest som ulovligt rusmiddel. Det kan spises og sprøjtes ind i en blodåre (injiceres), men bruges oftest ved snifning og rygning. Ved snifning indåndes pulver af kokain i form af kokainhydrochlorid gennem næsen, så kokainpulveret sætter sig på næseslimhinden. Kokainpulveret optages i blodårerne gennem næseslimhinden. Crack er en variant af kokain, der ryges.

Kokain er et rusmiddel, der hurtigt udskilles fra kroppen. For at opretholde rusen skal indtagene gentages ofte. Halveringstiden varierer fra én til nogle få timer, og rusvirkningen af en enkeltdosis varer normalt fra en halv time til nogle timer. Når rusvirkningen forsvinder, kan brugeren opleve nedtrykthed og depression.

Risici ved brug af kokain

Dødsfald som følge af kokainbrug forekommer over hele verden. Risikoen ved engangsbrug af kokain er for det første knyttet til rusvirkningerne, hvor man tager flere chancer, hvilket kan føre til ulykker. Ved brug af kokain kan man blive mere voldelig. Kokain medfører også fare for kramper, hjerneblødning, hjerteanfald eller hjerterytmeforstyrrelser hos brugeren. Et vedvarende brug af kokain kan også føre til hjertesvigt. En anden farlig komplikation ved kokainoverdosis er overophedning (hypertermi), som har høj dødelighed

Kokain kan føre til angst og til psykotiske symptomer. Lette psykotiske symptomer som paranoia er ikke ualmindelige. Kokainudløst psykose optræder sjældnere. Den er ofte knyttet til højt jævnligt indtag over noget tid og kan ligne skizofreni. Tilstanden går tilbage, når kokainindtaget er afsluttet. Der er dog observeret mere langvarige psykoser efter kokainbrug.

En akut effekt af kokainrus med høj dødelighed er en tilstand kaldet agiteret delir. Det er en tilstand med svær agitation, udadreagerende og bizar adfærd, hvor personen ikke er i stand til at kommunikere med eller forstå omgivelserne. Øget kropstemperatur fører ofte til, at personen klæder sig af. Øget kropstemperatur kan ende med døden pga. multiorgansvigt, og tilstanden kræver derfor hurtig medicinsk behandling.

Kokain er et afhængighedsskabende rusmiddel. Gentagen brug af kokain over længere tid kan muligvis føre til langvarige funktionsforstyrrelser og skader i centralnervesystemet. Der er blevet rapporteret om "sug" (craving) efter kokain i mange år efter afsluttet kokainbrug.

Brug af kokain under graviditet er forbundet med fosterskade.

Kokainbrug i Danmark

Kokain har gennem mere end 10 år været det mest anvendte centralstimulerende rusmiddel i Danmark.

En undersøgelse af spildevandet i 2024 fra de store byer (renseanlæg i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Næstved) viste, at nedbrydningsproduktet for kokain, benzoylecgonin, udskilles i størst mængde, målt pr. 10 indbygger, i København. I de store byer er udskillelsen ca. dobbelt så høj i weekenden sammenlignet med hverdage.

Historik

Kokaplanten stammer fra det sydamerikanske højland. I området er der tradition for at tygge eller brygge te af kokablade.

Kokain blev isoleret som et selvstændigt stof omkring 1880 og først brugt til lokalbedøvelse i øjenkirurgi. Som lægemiddel er kokain stadig i brug ved øre-næse-hals-kirurgi, fordi det både er bedøvende og får blodårer til at trække sig sammen.

I slutningen af 1800-tallet blev kokain solgt lovligt og var blandt andet en ingrediens i Coca-Cola. Denne brug ophørte tidligt i 1900-tallet. Da havde man opdaget, at kokain kunne føre til pludselige dødsfald og forvirringstilstande, samt at det let medførte afhængighed.

Læs mere i Lex

Videre læsning

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig