Frederik 10. afholder kongejagt i Gludsted Plantage i Jylland den 31. oktober 2024.
Kongejagt
Af /Ritzau Scanpix.

Kongejagt er jagt, hvor deltagerne er indbudt af kongehuset. I Danmark, som i de fleste andre kongeriger, hører jagten til kongehusets faste traditioner og aktiviteter. Kongen har jagtlig råderet over statsskovene og dermed rig mulighed for at bedrive jagt på forskellige vildtarter mange steder i landet.

Traditionsvis afholdes kongejagt som drivjagt, trykjagt eller de seneste år ofte som bevægelsesjagt. Jagten henvender sig hovedsagelig mod hjortevildtet, dvs. kronvildt, dåvildt, sika og råvildt. Jagten arrangeres og ledes af statsansatte, der til daglig driver statsskovene, og som også arrangerer betalingsjagter af lignende karakter for interesserede jægere.

Kongejagten udmærker sig ved, at kongen eller en anden repræsentant fra kongehuset er jagtherre og indbyder jagtdeltagerne. Det anses som et stort privilegium at blive indbudt, og deltagerne tæller blandt andre kongehusets nærmeste venner, erhvervsfolk, politikere m.fl., som kongehuset har fundet passende at invitere. Der er, som på øvrige større fællesjagter, i høj grad også et socialt element og udpræget personlig og professionel netværkspleje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig