Den hyppigste type kontakteksem skyldes direkte skade på huden. Påvirkningerne rækker fra vand, sæbe, ætsende kemikalier og irriterende stoffer til langvarig brug af handsker. De gentagne svage påvirkninger er langt de hyppigste. Typisk er det kontakt med vand og sæbe, som fjerner fedtstofferne øverst i overhuden, og så skades de dybere, levende lag i huden. Når de fjernes igen og igen over længere tid opstår en betændelsesreaktion, der viser sig som et eksem.
Irritativt eksem ses ofte på håndryggene, mellem fingre, på siden af fingrene og under ringe. Denne type eksem forekommer hyppigst hos erhvervsgrupper, der har meget kontakt med vand, sæbe eller opløsningsmidler. Det gælder frisører, pleje- og rengøringspersonale, kokke og mekanikere. Personer, der har eller har haft atopisk eksem, har større tendens til at udvikle irritativt håndeksem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.