korskirke

En korskirke er en kirke, hvis grundplan, med transepter, dvs. tværskibe eller korsarme, tilføjet til hovedskibet, udgør et græsk (ligearmet) eller latinsk kors.

Det centrale område, hvor skibet (eller langhuset) mødes med transepterne, kaldes for korsskæringen. Det rum i korskirken er ofte fremhævet med et tårn eller en kuppel, det sidste bl.a. på den byzantinske korskuppelkirke, hvis grundplan er et græsk kors.

I Danmark findes talrige eksempler på kirker med korsformede grundplaner, herunder prominente bygningsværker som Vor Frue Kirke i København, Viborg Domkirke og Roskilde Domkirke.

Det kristne kirkebyggeri tog allertidligst, dvs. efter lovliggørelsen af kristendommen i starten af 300-tallet, udgangspunkt i den romerske basilika med en lang hal og eventuelt apsisser for enderne. Endnu i oldkristen tid begyndte man dog at udvide basilikaerne. Det udsprang dels af behovet for flere pladser, dels af behovet for at adskille sig arkitektonisk og symbolsk fra den romerske basilika, og man tilføjede således korsarme til langskibet, hvorefter kirkens grundplan stod udformet som et kors. Dette skete bl.a. i det byzantinske område, hvor Hagia Sophia, opført i 530'erne, står som et prominent eksempel, mens korsformen også spredtes rundt om i Europa i romansk tid, specielt i forbindelse med det omfattende katedral- og klosterbyggeri dér. Fra det byzantinske område spredtes korskirkebyggeri også til ortodokse områder, hvorfor korsformen findes i traditionelt russisk kirkebyggeri.

Den kristne byzantinske korskirke og den ortodokse korskirke er typisk kendetegnet ved en kvadratisk kerne og fire transepter, mens den vestlige korskirke typisk står med et rektangulært langskib og to transepter i den østlige ende.