kaninjagt

Kaninjagt er jagt på vildtlevende kaniner. Vildkaninen indvandrede til Danmark fra Tyskland omkring 1920. Desuden er der mange steder og især på øer udsat kaniner, som har etableret livskraftige bestande. I Danmark findes vildkaninen primært på en række øer. Bedst kendt er Endelave, men også på bl.a. Fanø og Bornholm er vildkaninen udbredt og udsat for jagt.

Jagt på vildkanin kan bedrives på en række forskellige måder. Som med andet vildt kan man tålmodigt sidde på anstand og lade vildtet komme frem. Pyrschjagt, hvor man sniger sig gennem terrænet og nedlægger de vildkaniner, der kommer inden for skudhold, er også populært.

Vildkaninen kan jages med stødende hund, hvor jagthunden afsøger terrænet tæt foran føreren. Kaninen trykker sig ofte hårdt i græsset, og hund og fører skal ofte nærmest træde på kaninen, inden den stikker afsted. Herved kan jægeren nedlægge vildtet og efterfølgende lade hunden apportere.

En helt særlig variant af kaninjagt er jagt med fritte, som er en domesticeret form af ilderen. I naturen vil ilderen selv opsøge og jage kaninerne i deres underjordiske gangsystemer, hvilket udnyttes i jagt med fritter. På jagt stilles skytterne for uden for boet, og fritteføreren slipper så fritten. Når kaninerne bliver trængt af fritten, vil de naturligt søge op mod overfladen og væk. Herved opstår skudchanchen for jægeren.

Kaninerne er hurtige dyr, så jægere skal vaks med haglbøssen, og nå at nedlægge kaninen, inden den finder sikkerhed i sit næste hul. Kaninen skal helst falde i god afstand af et kaninbo, da en anskudt kanin, der når at kravle i ly, kan være vanskelig at på fat i efterfølgende. Og hvis fritten får fat i den nedlagt kanin under jorden, kommer den første op, når den har ædt og slået mave. Af samme grund var det tidligere almindeligt med mundkurve på fritten eller at sætte net for en række af udgangshullerne, og derved fange de flygtende kaniner.

Anvendelsen af fritten ligner til dels gravjagt med gravsøgende hund. Her forsøger jagthunden dog ikke at opsøge et potentielt byttedyr, men i stedet en konkurrent eller modstander, der skal jages ud af graven.

Vildkaninen formerer sig ganske hurtigt og opbygger tætte bestande. De rammes dog med jævne mellemrum af sygdom, som på kort tid kan reducerer bestandene voldsomt. Derfor svinger bestandene af vildkanin betydeligt over årene, og jagten indrettes følgelig derefter.

Med sin hang til at grave gange og underjordiske boer kan vildkaninen være til gene for sommerhusejere samt ved diger og grøfter mv. Den må derfor også reguleres i et vist omfang.