kirketonearter

Kirketonearterne blev først opstillet og beskrevet i tidsrummet 800-1050 (Alcuin, Guido af Arezzo mfl.), men de enkelte kirketonearter fik først deres navne omkring år 1200. Disse navne (dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk) var afledt fra oldgræsk musikteori, hvor de dog havde en noget anden betydning.

Dette ældre system bliver benævnt “kirketonearter”, fordi det henviser til den gregorianske kirkesang, som fulgte en række bestemte diatoniske skalaer. Disse var ordnet i otte kirketonearter: fire autentiske og fire plagale. De autentiske kirketonearter var kendetegnet ved at have grundtonen som dybeste tone, mens de plagale tonearter har grundtonen i midten af skalaen. De plagale tonearter bliver benævnt med præfixet hypo-, som betyder “under”.

Kirketonearterne bygger alle på samme tonemateriale, men hver toneart kendetegnes ved sin dybeste og højeste tone (skalaen) og sin grundtone. Skønt fx dorisk og hypomixolydisk har samme skala, er tonearterne forskellige, da de har hver sin grund- og recitationstone. Desuden har de autentiske tonearter (ulige numre) samme grundtone som de plagale, mens skala og recitationstone er forskellige.

Systemet med otte kirketonearter ses i eksemplet i illustrationen. Det er også skematisk opstillet med tonenavne nedenfor.

Først i 1547 tilføjede teoretikeren Henricus Glareanus fire andre tonearter, som dog allerede var i brug i kirkemusikken: den joniske (undertiden stavet ionisk) og den æoliske toneart samt disses afledninger, hypojonisk og hypoæolisk. Disse fire kirketonearter ses nederst i eksemplet til højre.

De joniske og æoliske tonearter skulle siden blive de dominerende: Den joniske skala er identisk med den rene durskala, og den æoliske skala er identisk med den rene molskala. Dur/mol-tonaliteten slog igennem fra ca. midten af 1600-tallet.

Den lokriske skala, som regnes blandt de moderne kirketonearter, er ikke egentlig en del af dette ældre system af kirketonearter.

Ordet “kirketoneart” bliver også brugt i moderne musikteori, hvor der dog ikke skelnes mellem autentiske og plagale tonearter, og hvor man heller ikke taler om recitationstoner. I denne moderne betydning skelner man mellem syv kirketonearter, afbildet i illustrationen. Når der netop er syv moderne kirketonearter skyldes det, at man i en given diatonisk skala kan flytte grundtonen til hvilken som helst af skalaens syv toner. Skalaerne c-d-e-f-g-a-h (den joniske kirketoneart) og d-e-f-g-a-h-c (den doriske kirketoneart) består af de samme toner, men grundtonen, og dermed fornemmelsen af musikkens "hvilested" er forskellig.

Det er især indenfor jazz, rock og pop, at denne moderne brug af kirketonearterne findes. For eksempel er modaljazz baseret på kirketonearter (eller modi, hvoraf afledningen “modal” kommer). De særlige kendetegn for de enkelte kirketonearter er nærmere beskrevet i selvstændige artikler her i Lex.

• gregoriansk sang
• skala
• modaljazz