kirkelade

Arkitekturhistorisk og indenfor bygningsarkæologi er de bevarede kirkelader i Danmark dateret til sengotisk tid, dvs. fra midten af 1400-tallet og frem til midten af 1500-tallet. Dateringen afgøres på baggrund af viden om materialebrug og arkitektonisk stil, samt delvist på baggrund af skriftlige kilder. Dateringen går også fint i tråd med den særdeles aktive byggeperiode i sengotisk tid, hvor middelalderkirker over hele landet i stor stil om- og tilbyggedes i denne tid.

Tiendesystemet eksisterede med sikkerhed fra år 1135. Bønderne skulle betale en tiendedel af deres landbrugsproduktion til kirken. En tredjedel skulle gå til sognets kirke, en tredjedel skulle leveres til sognets præst og den sidste tredjedel skulle leveres til stiftets biskop. Denne sidste del mødte dog angiveligt modstand. Middelalderens stifter inddelte landet i store kirkeligt-administrative landområder, som biskoppen styrede, og for lokale bønder, kunne det være svært at acceptere, at en del af den dyrebare landbrugsproduktion skulle leveres til en, ofte, meget distanceret, magtfuld herre. Bispetiende blev således ikke altid leveret.

Det tiendekorn, som leveredes til den lokale sognekirke, skulle opbevares forsvarligt, og her blev kirkeladerne den foretrukne løsning, i hvert fald på Fyn og Sjælland. De senmiddelalderlige kirkelader opførtes primært i sten og tegl; det var en grundmuret bygning, som skulle kunne beskytte det meget værdifulde tiendekorn mod brand, skadedyr og andre ulykker. Kirkeværgen havde til opgave at sørge for, at kornet lå i sikkerhed.

Man formoder, at kornet ikke kun blev opbevaret, men også tærsket, inde i selve kirkeladen, som altså skulle være af en vis størrelse for at imødekomme begge behov.

På baggrund af viden fra skriftlige og arkæologiske kilder, lader kirkeladerne til primært at have været et sjællandsk og fynsk fænomen. Hvor vi kender til utallige kirkelader på Fyn og Sjælland, er der således meget få bevarede i Jylland, dog med undtagelse af områder i Nord- og Østjylland. Det antages, at tiendekorn i jyske sogne i stedet blev opbevaret på kirkebygningens flade kirkelofter, evt. på våbenhuslofterne.

Kirkeladerne var ikke kun tilknyttet landsbysognenes kirker. Også i købstæderne opførtes der kirkelader til opbevaring af korn fra de omkring byen liggende marker, som dyrkedes fra købstaden.

Kirkeladerne er, som det fremgår ovenfor, et primært middelalderligt bygningsfænomen. Der kendes til enkelte eksempler fra 1600-tallet, men det står klart, at kirkeladernes funktion ændredes efter Reformationen i 1536, hvorefter også bestemmelser angående tiende ændredes.

Kirkeladernes betydning og tilstedeværelse forsvandt dog ikke over natten, og af Kirkeordinansen fra 1537 (først på latin, derefter på dansk fra 1539) forudsættes det, at der står en kirkelade i hvert sogn. Dette har nok i hvert fald været gældende på Fyn og Sjælland og i mindre grad i det jyske område.

I anden halvdel af 1500-tallet overgik ejerskabet af mange kirkebygninger til lokale herremænd, og i stedet for at opbevare tiendekorn ved kirken, blev kornet ofte fragtet til herremandens gård. Af skriftlige kilder fra 1570'erne og frem, fremgår det da også, at flere og flere kirkelader mistede deres oprindelige betydning og funktion. Som en reaktion på dette, blev kirkeladerne nogle steder revet ned for genanvendelse af stadigt nyttige byggematerialer. Andre steder kunne de middelalderlige kirkeladebygninger genbruges til nye funktioner, som fx skolebygninger og hospitalsbygninger, dvs. huse til de fattige.

Frem til i dag kan de bevarede kirkelader fortsat ses anvendt som materialehuse, kontorer og mandskabsfaciliteter for kirkernes ansatte.

Hvor kirkeladerne i dag findes bevarede, står de som en del af bevaringsværdige kulturhistoriske miljøer, som en del af en helhed med kirke, kirkegård og kirkegårdsindhegning.

• kirkearkitektur
• kirke – kirkesamfund
• tiende
• Danmarks historie i middelalderen
• Danmark under Reformation og enevælde