købstad

Det ældste danske købstadsprivilegium er Slesvig stadsret fra ca. 1200. Gennem de følgende 300 år fik ca. 100 byer, overvejende kystbyer, i det daværende Danmark, købstadsprivilegier. Den købstadsstruktur, der således opstod middelalderen igennem, undergik kun små forandringer i 1600- og 1700-tallet, hvor blot fire nye byer fik privilegier. I 1800- og 1900-tallet fik yderligere ti byer købstadsprivilegier, mens én mistede sit, nemlig Slangerup i 1809.

De danske købstæder stagnerede fra midten af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet på grund af lavkonjunkturer for landbruget og konkurrence fra den stærkt voksende hovedstad, der var privilegeret af en merkantilistisk handels- og toldpolitik. Endnu i 1801 havde næsten halvdelen af landets købstæder færre end 1000 indbyggere. Uden for København var Odense størst med 5782 beboere.

I 1800-tallet oplevede byerne til gengæld en kraftig vækst, idet dog udviklingen var betydeligst i de større byer, der bedre end de øvrige formåede at udnytte industrialiseringen. I 1911 havde Aarhus ca. 61.000 indbyggere, Odense 42.000, og købstædernes samlede andel af landets befolkning var nu 20 % mod 12 % 60 år tidligere.

Skønt mange stationsbyer og forstæder i 1900-tallet var blevet større end de mindre købstæder, var købstædernes samlede andel af landets befolkning, stadig bortset fra København, vokset til 31 % umiddelbart før kommunalreformen i 1970. 55 købstæder havde på dette tidspunkt under 20.000 indbyggere, 17 havde 20.000-40.000, og 6 havde over 40.000. Heraf var Aarhus og Odense de største med hhv. 110.000 og 103.000 indbyggere.

De danske middelalder- og renæssancekøbstæder blev styret af et råd, der som oftest bestod af to borgmestre og nogle rådmænd. I middelalderen var rådet selvsupplerende, men i 1500-tallet begyndte de centrale myndigheder og lensmændene at blande sig i udpegelsen af nye medlemmer. I 1619 blev opgaven overdraget til lensmændene, og fra 1660 stod kongen for alle udnævnelser. I 1682 blev antallet af borgmestre og rådmænd skåret ned, og mange steder blev fra da af alle magistratssager varetaget af en byfoged, der tillige var dommer og politimester.

Indtil slutningen af 1600-tallet blev embederne fortrinsvis varetaget af købmænd. Herefter begyndte skrivere og fra midten af 1700-tallet jurister at gøre sig gældende. På det tidspunkt kom købstæderne også under effektivt tilsyn af centrale og regionale myndigheder, ligesom de fik et stående udvalg af "eligerede" borgere, der bl.a. skulle bistå magistraten med at udarbejde kommunale budgetter.

I 1837 blev udvalgene erstattet af borgerrepræsentationer, der fik til opgave at behandle alle købstadssager i samarbejde med magistraterne, og i 1868 blev disse afløst af byråd. Valgloven af 1908 betød en demokratisering af valgretten, hvilket førte til, at byrådene i langt højere grad blev politiske organer. I 1919 ophørte købstæderne med at være selvstændige politi- og retskredse, og ved kommunalreformen i 1970 blev købstadskommunerne slået sammen med de omkringliggende landkommuner, hvorved købstadsbegrebet bortfaldt i Danmark.