krig

”Krig er politikkens fortsættelse iblandet andre midler”. Sådan lyder den mest berømte beskrivelse af krig, givet af den tyske generalmajor og militærteoretiker Carl von Clausewitz’ (1780-1831) posthumt udgivne værk Om krig. Hans værk er det mest indflydelsesrige værk i forståelsen af krig.

Hans påstand er den, at krigen er politisk. Den har et politisk bestemt formål, som krigens parter ikke mener at kunne løse på andre måder. Derfor er krig politik ”iblandet andre midler” end diplomati og forhandlinger, nemlig krig og vold. Den kinesiske kommunistleder Mao Zedong (1893-1976), der udkæmpede både en selvstændighedskrig imod en ekstern japansk besættelse og en revolutionær krig imod sine interne ideologiske fjender, sagde tilsvarende: ”Politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelse.”

Krig er midlet til et mål uden for krigen, selv om krig ofte har en tendens til at blive sit eget formål, at komme ud af politikernes kontrol og i generalernes hænder. Pointen for Clausewitz var, at krigen havde som mål at undertvinge ikke udryddee modstanderen. Den var, som han berømt formulerede det, ”en tvekamp”, hvor det handlede om at slå modstanderen i gulvet, så han overgiver sig. Så man kan opnå sit politiske formål med krigen og indlede en ny fred.

I dag diskuteres det ofte, om Clausewitz’ formel stadig holder. Man taler om såkaldt ”nye krige”, der tit føres af og mellem ikke-statslige parter, f.eks. krigsherrer, og hvor der ikke er noget egentligt politisk formål men snarere et økonomisk. Clauswitz antog også, at den egentlige krig var mellem to eller flere ordinære stater, hvorimod meget krig føres mellem en stat og en ikke-stat, f.eks. en oprørsbevægelse

Der findes forskellige underformer af krig, der tit er blandet sammen i praksis, men som har forskellige aktører og formål. Det drejer sig bl.a. om:

Interstatslig krig: det er en krig imellem etablerede stater, der kæmper med organiserede hære på begge sider. Et eksempel er den russiske invasion af Ukraine (2014 med erobringen af Krim og 2022 med invasionen af Øst-Ukraine).

Borgerkrig: en intern væbnet konflikt mellem en stats egne borgere. Opstår ofte når en gruppe ønsker at vælte en anden gruppes greb om magten. Borgerkrig bliver ofte beskrevet som en særlig brutal form for krig, hvor tidligere venner og naboer kæmper imod hinanden. Et eksempel er borgerkrigen i ex-Jugoslavien (1991-1999). Tit er borgerkrigen forbundet med:

Etnisk krig: udkæmpes imellem etniske grupper, oftest indenfor en stat, hvor målet er enten at undertrykke en bestemt etnisk gruppe eller helt at udrydde dem. Et eksempel er folkemordet i Rwanda (1994).

Religiøs krig: her er hovedårsagen forskellig religiøs overbevisning og ofte også, at en eller flere parter i konflikten mener at have deres gud eller guder på sin side. Her er formålet ofte uddrivelse eller udryddelse af troens fjender. Et historisk eksempel er de europæiske religionskrige i 1500- og 1600-tallet.

Selvstændighedskrig: her er målet dannelsen af en ny stat eller en større autonomi i en stat. Det kan enten være en national befrielseskrig, hvor en fremmed magt, f.eks. en koloni- eller besættelsesmagt forsøges smidt ud, eller det kan være f.eks. en national eller religiøs minoritet, der ønsker at tilkæmpe sig selvstændighed. Et eksempel er den amerikanske uafhængighedskrig imod englænderne (1775-1783) eller den algierske befrielseskrig imod franskmændene (1954-1962).

Revolutionær krig: her kæmper en politisk-ideologisk gruppering for at erobre statsmagten og ændre landets forfatning såvel som økonomiske og politiske system. Et eksempel er den russiske revolution (1917).

Guerillakrig: betegner ikke-statslige gruppers væbnede kamp imod en stat. Denne form for krig føres ofte i det skjulte men målet er gennem guerillakrig dels at svække den statslige modstander og at opbygge nok slagkraft til at blive en egentlig hær, der kan overtage statsmagten. Et eksempel er den cubanske revolution (1953-1959).

Kold krig: betegner konflikten mellem den kommunistiske Østblok (Med Sovjet-Rusland i spidsen) og den kapitalistiske Vestblok (med USA i spidsen) i perioden 1945-1989, der aldrig blev en decideret varm krig. Der blev udkæmpet en række såkaldt stedfortræderkrige imellem de to blokke, f.eks Koreakrigen (1950-1953) og Vietnamkrigen (1955-1975), men man undgik en væbnet konfrontation imellem de to atombevæbnede stormagter. Der tales i dag om en ny kold krig imellem USA og Rusland og særligt mellem USA og Kina.

Atomkrig: betegner den ultimative ødelæggende krig med brug af atombomber. Atombomben er blevet brugt to gange ved afslutningen af 2. Verdenskrig mod Japan i Hiroshima og Nagasaki (et sted mellem 150-250.000 mennesker døde øjeblikkelig mens hundredetusinder yderligere blev såret). Kernevåben er ikke siden blevet brugt.

Krig er som sagt en væbnet konflikt, og den benytter sig derfor af våben og voldsmagt. Krigen foregår til lands, til havs, i luften og i stigende grad også i rummet.

Man snakker ofte om slagmarken, men i nutidige krige foregår krigen ikke bare mellem opstillede tropper, der støder sammen, men også i baglandet, med missilangreb langt fra frontlinjen f.eks., med angreb på logistik, fabrikker, infrastruktur og ofte også civilbefolkningen. Hertil kommer en propagandakrig (”Sandheden er krigens første offer”), der rettes imod ikke bare ens egen befolkning men også modstanderens såvel som den globale offentlighed.

Der skelnes ofte mellem et strategisk og et taktisk niveau af krig. Det strategiske niveau handler om krigens overordnede formål, det langsigtede mål med krigen, det man ønsker at opnå. Taktik derimod er det operationelle niveau, midlerne og handlingerne for at nå målet, den faktisk udførte krig.

Som Clausewitz bemærkede, så foregår enhver krig i det, han kaldte et ”trægt medium”, dvs. i et landskab og nogle omgivelser, der gør modstand. Der er skove, moser, søer, bebyggelser, der kan hindre fremrykning. Vejret kan skifte og ødelægge ens planer. Og så er der, som Clausewitz også skrev, ”krigens tåge”, et meget betydeligt element af held eller uheld, uforudsete hændelser såvel som forvirring og usikkerhed. For slet ikke at nævne fjendens egne planer og handlinger. Alt det gør, at krigens planer ikke altid er lig krigens gang.

Krig har en tendens til at eskalere, efterhånden som krigens parter ikke opnår deres ønskede resultater. Og krig har også en tendens til at eskalere til massakrer, tortur, angreb på civile, voldtægter, plyndringer, tæppebombinger af lokalbefolkningen. Krigen har altså en bevægelse i retning af massiv vold.

Der er dog også nogle modsatrettede tendenser, som f.eks. soldaterære, der tilsiger, at man skal handle ærefuldt også overfor modstandere; krigens logistik, der gør, at man ikke altid kan handle som man egentlig gerne vil, modstanderens evne til at beskytte sig og svare igen; frygt for omverdenens og egen befolknings fordømmelse etc.

Og så er der krigens love, der er et sæt af internationalt aftalte regler, særligt Geneve-konventionerne, hvis første dokument stammer fra 1864, som opstiller regler for bl.a. behandling af krigsfanger og beskyttelse af civilbefolkningen, ligesom der er konventioner imod visse våbentyper såsom biologiske og kemiske våben, klyngebomber og kernevåben.

Det er en stående diskussion, hvor effektive krigens love er til at hindre krig og begrænse krigens effekter, men man kan i enhver væbnet konflikt se, at begge parter og omverdenen bedømmer krigens parter med udgangspunkt i disse regler og love.

Når talen er på fremtidens krig handler det ofte om krigens midler, dvs. dens efterretnings- og våbensystemer.

Man taler om krige ført af robotter, såkaldt autonome, ikke-bemandede våbensystemer, som allerede ses med brugen af dronefly og dronebåde, men man kan tænke sig hele krige ført mellem dræberrobotter.

Der tales også om militariseringen af rummet. USA har allerede gjort rumstyrken til en ligestillet del af det øvrige militær og der bliver investeret betydelige ressourcer i opsendelsen af overvågningssatelitter og på et tidspunkt måske også væbnede satelitter, der kan angribe enten andre satelitter eller på landjorden.

Endelig er der cyberkrig, der i stigende grad er del af nutidens krigsførelse, og som man må forvente bliver stadigt vigtigere, efterhånden som vores samfund bliver stadigt mere digitaliserede. Med cyberoperationer kan man ramme modstanderens kommunikationssystemer såvel som kritisk infrastruktur.

Man taler også her om hybridkrig, der betegner den samtidige anvendelse af klassiske krigsmetoder, cyberoperationer og propagandakrig, som kan sløre forskellen mellem krig og fred, og hvor det ofte er svært at bedømme, hvem angrebet stammer fra, som f.eks. sprængningen af gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen i 2022.

• krigsførelse efter 2. Verdenskrig
• krigsetik
• den kolde krig
• landkrig
• søkrig
• luftkrig