krig

”Krig er politikkens fortsættelse iblandet andre midler”. Sådan lyder den mest berømte beskrivelse af krig, givet af den tyske generalmajor og militærteoretiker Carl von Clausewitz’ (1780-1831) posthumt udgivne værk Om krig. Hans værk er det mest indflydelsesrige værk i forståelsen af krig.

Hans påstand er den, at krigen er politisk. Den har et politisk bestemt formål, som krigens parter ikke mener at kunne løse på andre måder. Derfor er krig politik ”iblandet andre midler” end diplomati og forhandlinger, nemlig krig og vold. Den kinesiske kommunistleder Mao Zedong (1893-1976), der udkæmpede både en selvstændighedskrig imod en ekstern japansk besættelse og en revolutionær krig imod sine interne ideologiske fjender, sagde tilsvarende: ”Politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelse.”

Krig er midlet til et mål uden for krigen, selv om krig ofte har en tendens til at blive sit eget formål, at komme ud af politikernes kontrol og i generalernes hænder. Pointen for Clausewitz var, at krigen havde som mål at undertvinge ikke udryddee modstanderen. Den var, som han berømt formulerede det, ”en tvekamp”, hvor det handlede om at slå modstanderen i gulvet, så han overgiver sig. Så man kan opnå sit politiske formål med krigen og indlede en ny fred.

I dag diskuteres det ofte, om Clausewitz’ formel stadig holder. Man taler om såkaldt ”nye krige”, der tit føres af og mellem ikke-statslige parter, f.eks. krigsherrer, og hvor der ikke er noget egentligt politisk formål men snarere et økonomisk. Clauswitz antog også, at den egentlige krig var mellem to eller flere ordinære stater, hvorimod meget krig føres mellem en stat og en ikke-stat, f.eks. en oprørsbevægelse

Der findes forskellige underformer af krig, der tit er blandet sammen i praksis, men som har forskellige aktører og formål. Det drejer sig bl.a. om:

Krig er som sagt en væbnet konflikt, og den benytter sig derfor af våben og voldsmagt. Krigen foregår til lands, til havs, i luften og i stigende grad også i rummet.

Man snakker ofte om slagmarken. Men i nutidige krige foregår krigen ikke bare mellem opstillede tropper, der støder sammen, men også i baglandet med missilangreb langt fra frontlinjen med angreb på fx logistik, fabrikker, infrastruktur og ofte også civilbefolkningen. Hertil kommer en propagandakrig (”Sandheden er krigens første offer”), der rettes imod ikke bare ens egen befolkning men også modstanderens såvel som den globale offentlighed.

Der skelnes ofte mellem et strategisk og et taktisk niveau af krig. Det strategiske niveau handler om krigens overordnede formål: det man ønsker at opnå med krigen. Taktik derimod er det operationelle niveau, midlerne og handlingerne for at nå målet, den faktisk udførte krig.

Som den preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz bemærkede, foregår enhver krig i det, han kaldte et ”trægt medium”, dvs. i et landskab og nogle omgivelser, der gør modstand. Der er skove, moser, søer og bebyggelser, som kan hindre fremrykning. Vejret kan skifte og ødelægge ens planer. Og så er der, som Clausewitz også skrev, ”krigens tåge”: et meget betydeligt element af held eller uheld, uforudsete hændelser såvel som forvirring og usikkerhed. For slet ikke at nævne fjendens egne planer og handlinger. Alt det gør, at krigens planer ikke altid er lig krigens gang.

Krig har en tendens til at eskalere, efterhånden som krigens parter ikke opnår deres ønskede resultater. Og krig har også en tendens til at eskalere til massakrer, tortur, angreb på civile, voldtægter, plyndringer og tæppebombninger af lokalbefolkningen. Krigen har altså en bevægelse i retning af massiv vold.

Der er dog også nogle modsatrettede tendenser, som fx soldaterære, der tilsiger, at man skal handle ærefuldt også overfor modstandere; krigens logistik, der gør, at man ikke altid kan handle som man egentlig gerne vil; modstanderens evne til at beskytte sig og svare igen; frygt for omverdenens og egen befolknings fordømmelse osv.

Og så er der krigens love, der er et sæt af internationalt aftalte regler, særligt Genèvekonventionerne, hvis første dokument stammer fra 1864, som opstiller regler for bl.a. behandling af krigsfanger og beskyttelse af civilbefolkningen, ligesom der er konventioner imod visse våbentyper såsom biologiske våben og kemiske våben, klyngebomber og kernevåben.

Det er en stående diskussion, hvor effektive krigens love er til at hindre krig og begrænse krigens effekter. Men man kan i enhver væbnet konflikt se, at begge parter og omverdenen bedømmer krigens parter med udgangspunkt i disse regler og love.

Når talen er på fremtidens krig, handler det ofte om krigens midler, dvs. dens efterretnings- og våbensystemer.

Man taler om krige ført af robotter. Det er såkaldt autonome, ikke-bemandede våbensystemer, som allerede ses med brugen af dronefly og dronebåde. Men man kan tænke sig hele krige ført mellem dræberrobotter.

• krigsførelse efter 2. Verdenskrig
• krigsetik
• den kolde krig
• landkrig
• søkrig
• luftkrig