jagtetik

Jagtetik er de særlige, ofte uskrevne, regler, der gælder for god jægerskik.

Jagtetik kan forveksles med jagtetikette, som er de uskrevne regler for god takt og tone på fællesjagter og altså imellem jægere. Jagtetik henvender sig til vildtet og tilsiger en "fair" tilgang til jagtens udøvelse, så vildtet gives en chance på trods af jægerens intellektuelle og teknologiske overhånd.

Det er naturligvis en luksus, som moderne jægere kan tillade sig. I tidligere tider, hvor sulten nagede, var jagtens succesfulde udkomme afgørende for opretholdelse af livet. Dengang havde jægeren ikke råd til etiske overvejelser om vildtet lidelse eller hensigtsmæssig og bæredygtig jagtudøvelse. For den moderne danske jæger er jagtetikken dog vigtig, da man under jagtudøvelse naturligvis tager liv, men bestræber sig på at gøre det så effektivt og smertefrit som muligt, så vildtet ikke lider unødigt. At afstå fra at skyde ved svære jagtlige situationer er en nutidig luksus, man kan tillade sig for vildtets skyld, som man ikke havde før i tiden.

Hvor man tidligere udnyttede fx dyb sne til at udmatte vildtet eller opsøgte rovvildtet under yngletiden for at nedlægge både voksne og unge dyr for at beskytte tamdyr mv., stilles der i dag strenge krav til ikke at stresse vildtet unødigt og tilgå jagten på en så human måde som muligt.

Det er påkrævet ved lov at medbringe en egnet apporterende hund ved fuglejagter. Den apporterende jagthund gør selvfølgelig indsamlingen af nedlagt vildt lettere og sikrer, at flest mulige nedlagte fugle bringes hjem til kødgryderne, men kravet hidrører i høj grad også hensynet til anskudte fugle. Såfremt de ikke umiddelbart efter anskydning eftersøges af en dertil egnet jagthund, vil de gå en kummerlig og langsommelig død i møde i skovbunden. Den apporterende hund sendes prompte for at afslutte den anskudte fugls lidelser hurtigst muligt.

Den samme tilgang gør sig gældende ved riffeljagt på bl.a. hjortevildt og ræv, og enhver anskydning eller tvivl om træf bør følges op af et eftersøg med en kvalificeret eftersøgningshund – en såkaldt schweisshund. Herved sikrer man sig naturligvis at mest muligt af det eftertragtede vildtkød finder anvendelse, men eftersøg retter sig primært mod at afkorte det anskudte vildtet lidelser så hurtigt og effektivt som muligt. Det er netop af denne grund, at det danske Schweiss-register er oprettet.

Det er desuden god jægerskik aldrig at skyde et moderdyr fra sit afkom. De unge dyr vil ofte have svært ved at klare sig alene og vil ofte gå sultedøden i møde til ingen verdens nytte. Således bør fx råvildtets lam altid nedlægges før råen; en henstilling, som er en klassisk bestanddel af en parole på danske fællesjagter.