jul

Kristne i Rom har siden begyndelsen af 300-tallet markeret Jesu fødsel den 25. december. Datoen faldt sammen med en officiel fest, som kejser Lucius Domitius Aurelian havde indført i 273 til ære for den orientalske solgud Sol Invictus, “den uovervindelige sol”. I kristen fortolkning blev Kristus fremstillet som den sande sol, der fortrængte Sol Invictus.

Fra slutningen af 600-tallet kender man adventstiden som forberedelse til jul. I den vestlige kirke kom advent til at markere begyndelsen på kirkeåret, mens påske og pinse udgjorde årets øvrige store hovedhøjtider.

Af disse tre højtider er julen den yngste, idet både påsken og pinsen har været fejret siden kristendommens tidligste fase. Julen rummer Kristi omskærelsesfest den 1. januar og afsluttes med helligtrekongersdag den 6. januar

I Norden har man formentlig fejret jul som en slags midvinter- eller nytårsfest, længe før kristendommen blev indført.

Det nordiske ord jul stammer herfra og er muligvis en afart af det urgamle finske låneord, juhla (fest), og det senere joulu (Jul). Ligesom det vestnordiske flertalsord jól er begreberne blevet gjort til vidnesbyrd om, at man i Norden i førkristen tid havde en festperiode, som blev kaldt jul.

Der foreligger kun ganske få kilder til disse julefester, der sandsynligvis lå i januar. I et skjaldekvad fra ca. 900 får man et sjældent indtryk af, hvordan julen blev fejret i førkristen tid. Hirdskjalden Torbjørn Hornklove lovpriser sin herre, den norske kong Harald 1. Hårfager: "Ude (på havet) vil han drikke jul ... som ung fik han lede ved ildhygge/ og ved at sidde inde/ ved den varme kvindestue/ og ved de dunfyldte vanter".

Da kristendommen officielt blev indført i Danmark i 900-tallet, lå de to fejringer nogenlunde samtidigt, og kirken accepterede langt hen ad vejen de førkristne julefejringer, så længe de skete med henvisning til Jesusbarnets fødsel.

Kirken havde dog ikke i Norden held med at erstatte ordet jul med kristmesse. Christmas sejrede kun i den engelsktalende del af verden over Yule, og det skete først i 1200-tallet. Ordet yule bruges dog stadig i nogle sammenhænge. Det gælder for eksempel begrebet yule-tide og yule-log, der betegner en stor trækævle, som lægges på ildstedet og brænder langsomt gennem juledagene. I de romanske sprog betegnes julen med ord, der refererer til det latinske natalis (fødsel).

At drikke jul var i vikingetiden fast udtryk for at fejre jul. Man udbragte en skål for de guder, der kunne skaffe én et godt og frugtbart nytår: Njord og Frej samt Odin, der blandt andet havde tilnavnet Jólner (af vestnordisk jól). Som kristnet viking skålede man senere for Kristus og Jomfru Maria. Efter Reformationen og langt ind i 1800-tallet udbragte man Guds skål, og i begyndelsen af 1900-tallet var den rituelle skåldrikning stadig en tradition i mange hjem.

Juleaften var i katolsk tid en vigilie, dvs. en vågeaften. Man skulle holde sig vågen, så man kunne komme i kirke ved midnat og overvære kristmessen. I de nordiske lande skiftede aftenen imidlertid fuldstændig karakter efter Reformationen: Juleaften blev nu julens ubestridte højdepunkt, og dagen blev gennemsyret af en række skikke og ritualer, der så nogenlunde ens ud over det meste af landet.

I løbet af 1800-tallet opdyrkedes en række særegne danske juletraditioner. I en tid, hvor store dele af befolkningen var flyttet til byerne, blev landlig idyl og kultur et omdrejningspunkt for dansk juleæstetik. Det skete i forlængelse af de nationalromantiske strømninger, der prægede hele Europa.

Mod slutningen af 1800-tallet blev det moderne danske julemåltid, bestående af flæskesteg samt gås eller and, forskellige kartoffelretter, sovs, rødkål og risalamande eller risengrød, udbredt i hele landet. Hertil kom også traditioner for julegaver og julenisser.

Selvom den danske jul i høj grad er præget af unikke nationale symboler og skikke, har også julefejringen været underlagt forskellige internationale impulser. I 1800-tallet tog danskerne mange juleskikke til sig fra Tyskland. Det gjaldt f.eks. juletræet, der blev det håndgribelige omdrejningspunkt for den borgelige familiejul, og de glasornamenter, vi hængte på det. Senere lod vi os i højere grad inspirere af den engelsktalende del af verden. Herfra tog danskerne i mellemkrigstiden bl.a. julemanden til sig, og han kom efterhånden til at udkonkurrere nisserne som gavegivere. I tiden efter 2. Verdenskrig kiggede vi især mod Sverige, hvorfra vi lod os inspirere til halmbukke, luciaoptog og gløgg.

I løbet af 1800- og 1900-tallet er vores julefejringer blevet udfordret på forskellige måder.

I 1920’erne og 1930’erne arbejdede dele af den danske arbejderbevægelse, herunder Socialdemokratiet og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, aktivt på at omforme den traditionelle julefejring. Gennem afholdelse af alternative solhvervsfester søgte man at trække på førkristne midvinterskikke for at distancere julen fra religiøse og borgerlige værdier. Fejringerne kombinerede socialistisk symbolik med kritik af arbejdsløshed, almissetænkning og samtidens sociale ulighed. Ved solhvervsfesterne blev juletræet ofte pyntet med røde flag, og der blev danset om træet til fællessang på kendte julesalmer, der til lejligheden var omskrevet med nye, politiske tekster.

Mange har gennem tiden set en modsætning mellem julens næstekærlige budskab, kommercialisering og ekstreme travlhed. Det har givet anledning til en række aktioner, der især har været rettet mod julehandlen. I december 1974 iscenesatte teatertruppen Solvognen et ugelangt gadeteater i det indre København. Med udgangspunkt i Christiania bevægede omkring 100 julemandsklædte aktivister sig ind mod hovedstadens varehuse, hvorfra de tog varer og uddelte dem som julegaver til tilfældige forbipasserende. Aktionerne blev hurtigt afbrudt af politiet, men vakte betydelig offentlig opmærksomhed. I 2006 blev Julemandshæren optaget i den danske Kulturkanon. Senere har grupper som Nissernes Befrielsesfront på tilsvarende humoristisk vis varslet til kamp mod tidlig juleudsmykning af de danske byer.

Nogle oplever juletidens mange sociale arrangementer, skikke og ritualer som en spændetrøje. Julen kan medføre store omkostninger for dem, der ikke kan være sammen med deres nærmeste, og for dem, der står uden for et fællesskab. Undertiden kan divergerende traditioner også føre til konflikter i familien.

I 2000-tallet vælger nogle derfor helt at droppe julen eller at fejre den under nye, selvvalgte rammer. Mange engagerer sig i humanitære projekter eller som frivillige i hjælpeorganisationer, hvor de kan støtte udsatte eller deltage i aktiviteter for dem, der står uden et netværk i højtiden. Derudover tilbyder flere højskoler i Danmark jule- og nytårsophold, der kombinerer læring, refleksion og samvær, og som tiltrækker dem, der ønsker en anderledes fejring.

• krybbespil
• Lucia
• julemanden
• julemad
• julepynt
• julemusik
• hvid jul