snudebiller

På verdensplan kendes flere end 97.000 arter af snudebiller, hvoraf ca. 600 arter findes i Danmark. De er opdelt på flere familier, først og fremmest de egentlige snudebiller (familien Curculionidae), der med ca. 83.000 kendte arter er en af de største billefamilier overhovedet; i Danmark findes ca. 475 arter.

Derudover opdeles snudebillerne i adskillige underfamilier, hvoraf de største er kortsnudebiller og langsnudebiller. Kortsnudebiller omfatter ca. 110 danske arter med øresnudebiller (Otiorhynchus), løvsnudebiller (Phyllobius), gråsnuder (Strophosoma) og bladrandbiller (Sitona) som nogle af de mest artsrige repræsentanter. Blandt de langsnudede findes arter med ekstremt lang snude, fx nøddesnudebillen (Curculio nucum), men også biller i mere anonym udgave som de mange arter i slægten Ceutorhynchus og nærtstående slægter. Til underfamilien hører nogle af de største og mest spektakulære danske snudebiller, bl.a. stor nåletræsnudebille (Hylobius abietis) og gaffelsnudebille (Lixus paraplecticus).

En særlig underfamilie er barkbillerne med flere end 2.000 arter, hvoraf godt 60 arter findes i Danmark. Visse arter er alvorlige skadedyr i skovbruget.

Til snudebillerne hører også familierne bredsnudebiller (Anthribidae) og bladrullere (Attelabidae) med henholdsvis ca. 4.000 og 2.500 arter på verdensplan; de har dog kun få arter i Danmark. Dertil kommer familien Brentidae med næsten 5.000 kendte arter. De fleste arter i disse tre familier hører hjemme i troperne.

Underfamilien spidsmussnudebiller (Apioninae) er repræsenteret ved ca. 700 arter i Palæarktis, hvoraf godt 80 arter kendes fra Danmark.

Snudebiller er gennemgående små biller. De danske arter bliver ca. 1-15 mm lange, men visse eksotiske former kan nå længder på op til 6-9 cm.

Ud over det snudeformede hoved er snudebiller kendetegnet ved deres særlige fodbygning: fødderne er femleddede med et meget lille fjerde led, som sædvanligvis er indsænket i en udskæring på et bredt, tolappet tredje led. Antennerne ender i en oftest treleddet, fortykket kølle og er ofte knæbøjede, dvs. med langt, skaftformet første led, der danner en vinkel med de øvrige led. Hos bredsnudebiller, bladrullere og Brentidae er følehornene dog trådformede, ikke knæbøjede. Hos nogle arter af Brentidae er snuden stærkt forlænget og kan hos nogle arter være betydelig længere end kroppen. Snudebillernes hudskelet er normalt meget hårdt, i reglen skælklædt eller behåret.

Larverne er helt eller næsten helt benløse, bløde og blege, kun hovedet er hårdere og mørkere.

De egentlige snudebiller og spidsmussnudebillerne er planteædere. De enkelte arter er normalt knyttet til bestemte planteslægter eller endog til helt bestemte arter af planter. De voksne biller træffes oftest siddende fremme på foderplanterne. Mange arter lader sig falde ved mindste forstyrrelse. Nogle arter er fremme på planterne om dagen, mens andre, bl.a. mange øresnudebiller, er nataktive. Enkelte er ved hjælp af stærkt udviklede bagben i stand til at springe; det gælder bl.a. bøgeloppe (Orchestes fagi) og egeloppe (O. quercus). Udviklingen foregår næsten altid skjult inde i planternes vegetative dele eller i knopper eller frugter.

En del arter har jordlevende, rodædende larver, og nogle (Cossonus, Rhyncolus m.fl.) lever i dødt træ. Hos mange bladrullere udvikles larverne i et af hunnen sammenrullet blad, fx hos birkebladruller (Deporaus betulae). Barkbiller gennemgår deres udvikling i barken eller veddet af døde eller svækkede træer.

Også de tropiske arter i familien Brentidae er overvejende vedlevende. Hos denne gruppe borer hunnerne huller i yngletræet med deres kindbakker og lægger æg i indboringshullerne; larverne lever af veddet eller af svampe i træet.

Arter af slægten Bagous og enkelte andre har tilpasset sig et liv i ferskvand.

Flere forskellige snudebiller kan optræde som skadedyr i landbrugsafgrøder, på skovtræer og i væksthuskulturer.

Væksthussnudebillen (Otiorynchus sulcatus) er vigtig både på friland og i gartnerier. I landbruget kan stribet bladrandbille (Sitona lineatus) have betydning for udbyttet i ærter og kløver, hvor de voksne biller gnaver små indhak i bladranden; i ærter æder larverne desuden de kvælstoffikserende rodknolde. Larver af kløversnudebiller (Apion apricans, A. assimile, A. trifolii, A. fulvipes) og kløvergnavere (Hypera nigrirostris) æder frøene i kløver. Skulpesnudebiller (Ceutorhynchus obstrictus) angriber vinterraps, hvor de gnaver huller i skulperne, hvorved de skaber indfaldsveje for angreb af skulpegalmyg (Dasineura brassicae).

Stor nåletræsnudebille (Hylobius abietis) er et af skovbrugets mest alvorlige skadedyr og kan være ganske ødelæggende ved nyplantning af nåletræer, hvor den gnaver af barken på de små planter.

Ved kraftige angreb af de nævnte snudebiller kan kemisk bekæmpelse med skadedyrsmidler være nødvendig.

• biller