social kontrol

Den formelle kontrol hviler på, at der findes love og regler, som skal overholdes, og at kontrollen udøves ved hjælp af sanktioner. Samfundsmæssig social kontrol sigter mod at forhindre kriminalitet, sociale problemer og andre sociale afvigelser, der truer den sociale orden i det pågældende samfund. Social kontrol er målrettede påvirkninger, som mennesker, grupper eller organisationer, der har autoritet eller magt, udøver over for mennesker, der har mindre magt eller autoritet.

Den uformelle kontrol udøves gennem gruppeprocesser, hvor medlemmerne af en gruppe gennem ros, anerkendelse og respekt påskønner, når man forsøger at leve op til normerne. Uformel social kontrol udøves tillige, når normovertrædelser mødes med bebrejdelser, kritik, latterliggørelse, hån eller fordømmelse.

Uformel kontrol finder uundgåeligt – men ikke udelukkende – sted, når mennesker er fysisk sammen. Det er oplagt, at der gennem sociale medier ofte sker en meget effektiv form for social kontrol. Kendskabet til hvad andre medlemmer af den gruppe, man tilhører, foretager sig og muligheden for, at de toneangivende i gruppen øjeblikkelig kan tilkendegive, hvad de synes om, og hvad de ikke bryder sig om, kan være en meget effektiv form for social kontrol. Den kan både tydeliggøre værdier og normer, og der kan udøves sanktioner i form af marginalisering og eksklusion over for gruppemedlemmer, der ikke lever op til normerne.

Individer, familiemedlemmer, naboer, kollegaer, og skole- eller studiekammerater kan optræde som rollemodeller, der udviser den ønskede form for adfærd. De kan tillige med ord, fagter eller ansigtsudtryk give udtryk for, hvad der er uønsket, og hvad der er ønskværdig opførsel. De kan desuden marginalisere eller ekskludere gruppemedlemmer, som ikke overholder gruppens normer. Endelig kan der forekomme trusler og vold ved manglende overholdelse af værdier eller brud på normer.

Social kontrol udøves illegitimt, hvis mennesker forsøger at begrænse andre menneskers frihed eller rettigheder eller forsøger at få dem til at begå ulovligheder. Når det lykkes at udøve sådanne former for illegitim social kontrol, er det ofte fordi mennesker udnytter deres position som fx familiemedlemmer, ledere af religiøse sekter, bandemedlemmer, rockere og lignende.

Offentligt ansatte som lærere, pædagoger eller socialrådgivere, der anvender fysisk eller psykisk vold eller trusler i deres behandling af børn og unge, udøver også illegitim social kontrol. Forældre, som slår deres børn, låser dem inde eller udøver psykisk vold i deres opdragelse, udøver ligeledes illegitim social kontrol.

Det er blevet tiltagende almindeligt at anvende betegnelsen negativ social kontrol om eksempler på restriktiv og i nogle tilfælde illegitim social kontrol i minoritetsfamilier. I den offentlige debat sigtes der her typisk til familier med oprindelse i afrikanske eller mellemøstlige lande, og typisk knyttes fænomenet til islam. Begrebet bruges ofte om forskellige former for pres, overvågning, tvang, indespærring og trusler. Det angives gerne, at denne form for kontrol ses i forbindelse med, hvad der kaldes æresrelaterede konflikter. Det kan fx være i form af, at unge sendes på såkaldte genopdragelsesrejser, eller at de tvangsgiftes.

Der er dog også eksempler på, at begrebet bruges mere bredt om opdragelsespraksisser i bestemte minoritetsmiljøer. Her ser man det også som et tegn på negativ social kontrol, hvis piger går med tørklæde, hvis børn ikke får lov til at tage på lejrskole eller deltage i børnefødselsdage. I den nationale handlingsplan: Forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er definitionen på negativ social kontrol da også forholdsvis bred. Den lyder således: ”handlinger, styring, kontrol eller sanktioner, der i væsentlig grad hæmmer eller begrænser den enkeltes livsudfoldelse, adfærd, valg og rettigheder. Det kan f.eks. være kontrol eller restriktioner i forhold til livsstil, fritidsaktiviteter, sociale relationer, valg af ægtefælle eller retten til at bestemme over egen krop".

En så bred anvendelse af et begreb, som næsten kun anvendes til at beskrive adfærd og opdragelsespraksisser blandt bestemte minoritetsgrupper har imidlertid en stigmatiserende effekt. Forældrene italesættes implicit som dårlige omsorgsgivere, selvom de hverken gør noget ulovligt eller noget, som nødvendigvis skader barnet.