sahidisk

Sahidisk er en dialekt af koptisk, der fra oldtiden og op til 1000-tallet e.v.t. blev anvendt i Øvre Egypten, dvs. den ca. 900 km. lange Nildal. I begyndelsen anvendtes sahidisk som et overregionalt skriftsprog ved siden af en række lokale dialekter, men i 400-tallet blev sahidisk enerådende overalt, undtagen i al-Faiyum-oasen.

Sahidisk havde ikke mange særlige træk, der gjorde den vanskeligt forståelig nogen steder – det var en “neutral” dialekt. Oprindelig, dvs. før det koptiske skriftsprog blev til, har ur-sahidisk sandsynligvis været en lokal talt dialekt, der kom til at fungere som fælles kommunikationsmiddel for de handlende, der sejlede op og ned ad Nilen, men ikke mestrede græsk i tilstrækkelig grad. Derved afstrejfede den sine særlige træk og stod klar til at få samme funktion som skriftsprog.

Blandt de ældste koptiske håndskrifter fra 200-tallet til 400-tallet er de sahidiske allerede mere end 20 gange så talrige som dem, der er skrevet i de mindre dialekter (se koptiske dialekter) og gammelbohairisk. Efter at være blevet enerådende i Nildalen begyndte sahidisk at fortrænge de faiyumiske dialekter, der dog først helt forsvandt i 800-tallet. Allerede i 1000-tallet blev sahidisk imidlertid erstattet af bohairisk som den koptiske kirkes liturgiske sprog. På dette tidspunkt var koptisk sandsynligvis allerede uddødt som talesprog, men interessen for sahidisk fortsatte helt op i 1300-tallet. I den tidligmoderne periode svandt den dog bort, og vældige biblioteker af sahidiske håndskrifter lå nu tilbage i de øvreegyptiske klostre (mest berømt Det Hvide Kloster) uden større interesse for kopterne, og derfor begyndte de at sælge håndskrifterne til vestlige rejsende. Andre sahidiske håndskrifter er blevet fundet arkæologisk.

Fordi den ældste koptiske litteratur altovervejende er sahidisk, begynder man også med denne dialekt, når man i vore dage lærer koptisk på universiteterne.