Saltflor, (fr. fleur de sel,portugisisk flor de sal ›saltblomster‹) havsalt som principielt kan fremstilles alle steder, en kendt specialitet der kommer fra Guérande på Bretagnes sydkyst. Havvandet får lov at fordampe i lukkede bassiner i marsken. Når overfladen er dækket af en krystalhinde, samles saltet i stille vejr ved håndkraft og sælges som saltflor. Det er kridhvidt i modsætning til det salt, der opsamles fra bassinernes bund, sel gris, som er forurenet med bundmateriale.