skarver

Det er mellemstore til store, dykkende fugle med en længde på 45-100 cm. Fjerdragten er oftest overvejende sort med metalglans, og i yngletiden har mange arter en fjertop og/eller farvede hudpartier i hovedet. Næbbet er mellemlangt med en krog i spidsen, halsen lang og S-formet, vingerne brede og forholdsvis korte, og halen lang og stiv. Fødderne er placeret langt bagtil og bruges til fremdrift både på og under vandet. Fjerdragten vædes delvis under dykning, hvilket mindsker opdriften; den lufttørres siden på land, hvor skarver ofte sidder med udbredte vinger.

Skarver fisker som regel alene, men kan optræde i store flokke ved fiskestimer, og i nogle tilfælde samarbejder fuglene eller koordinerer i det mindste deres aktivitet. Fiskeri med skarver har været praktiseret i Østasien i over 2.000 år og har også været udbredt mange andre steder.

De yngler kolonivis i træer eller på klippekyster, hvor de bygger reden af grene, tang og andet. Kuldet er normalt på tre til fire grønhvide æg. Ungerne fodres med opgylpet føde, i nogle tilfælde i flere måneder efter at de er flyvefærdige.

I Danmark har den vidt udbredte skarv (Phalacrocorax carbo), også kaldet ålekrage, i en årrække været en ganske talrig ynglefugl. Bestanden toppede i 1996 med ca. 41.000 par, men er siden faldet og lå i 2024 på ca. 30.000 par. Som fiskeæder har den været bekæmpet hårdnakket, og den oprindelige bestand forsvandt helt omkring ca. 1870. Også efter genetableringen i 1938 har den flere gange været på randen af udryddelse, og først efter en delvis fredning i 1971 og totalfredning i 1980 kunne bestanden ekspandere.

Den lidt mindre topskarv (Gulosus aristotelis) er en fåtallig træk- og vintergæst i Danmark. Den yngler mange steder på Europas kyster og er bl.a. en forholdsvis almindelig ynglefugl på Færøerne.

• årefodede