pave

Titlen pave stammer fra græsk páppas 'far', hvor den siden 100-tallet kendes som betegnelse for abbeder, biskopper og patriarker. Anvendt om Roms biskop kendes titlen fra 300-tallet. I 400-tallet blev det almindeligt at bruge den (se Innocens 1.), og fra middelalderen var titlen i den latinske kirke forbeholdt Roms biskop. Den tidligste udvikling af paveembedet kom i anden række i forhold til udviklingen af bispeembedet i den tidlige kristendom.

Overleveringen fortæller, at apostlen Peter led martyrdøden i Rom. I forlængelse heraf er det overleveringen, at apostlen Peter indtog den ledende position i den tidlige romerske kristne menighed. Den tidligste romerske bisperække (og dermed den tidligste paverække) kendes kun fra kilder, der ikke entydigt kan bekræftes. Men fra paven Stefan 1. (254-257) kender man den såkaldte petrinske ambition hos biskopperne af Rom, dvs. ambitionen om, at biskoppen af Rom skal betragtes som apostlen Peters efterfølger. Ligesom apostlen Peter ifølge Matt. 16, 18-19. havde en særlig rolle i apostelkollegiet, påberåbte de romerske biskopper sig den tilsvarende petrinske rolle i kristendommens bispekollegium fra 200-tallet. I 1965 erklærede pave Paul 6., at man i 1939 havde lokaliseret apostlen Peters grav i en gravgade fra romersk tid under højaltret i den pavelige Sankt Peters Basilika (Peterskirken).

Allerede fra 100-tallet vides det, at den romerske menighed nød stor anseelse i den daværende kristenhed. Den romerske menighed besad en betydelig tiltrækningskraft, dels ved sin størrelse og samhørighed med rigshovedstaden, dels ved sin standhaftighed under forfølgelser og sin påberåbelse af apostlene Peters og Paulus' virke i Rom, en påberåbelse, der ikke anfægtedes af andre menigheder.

Roms anseelse steg langsomt, skønt forsøgene på at hævde en en petrinsk fortrinsret, ikke opnåede umiddelbar anerkendelse i den øvrige kirke. Den forøgede henvisning til den apostolske tradition gav Rom gode muligheder, samtidig med at Roms biskop fik øget politisk betydning efter at kristendommen blev lovliggjort i Romeriget under Konstantin 1. den Store.

I den romerske rigskirke anerkendtes Roms biskop som Vestens patriark, og betydelige embedsindehavere i 300-tallets slutning og 400-tallets begyndelse havde flere gange held til at gribe ind i dogmatiske stridigheder i kirken. Med Det Vestromerske Riges undergang under folkevandringen i 400-tallets slutning opstod en ny situation. Under de forvirrede politiske forhold blev Roms biskop uden konkurrence kristendommens ledende repræsentant i Vesten over for de germanske folkeslag, der havde sat sig i besiddelse af tidligere romerske provinser. Samtidig var han underkastet Det Byzantinske Riges regering, navnlig efter Justinian 1.s erobring af Italien i 500-tallet.

Skønt den romerske biskop inden for det byzantinske rigskirke kun betragtedes som patriark (på linje med patriarkerne af Alexandria, Antiochia, Konstantinopel og Jerusalem), opnåede han i løbet af den næste periode en stærk autoritet over for de germanske folkeslag, efterhånden som de tilsluttede sig den katolske kirke (frankerne i 496, englænderne i 664 og germanerne i løbet af 600-tallet og 700-tallet). Germanerne anså paven, apostlen Peters efterfølger, som den bedste garant for kristentroen og tillagde ham uden forbehold den højeste åndelige autoritet i kirken. En af banebryderne for denne opfattelse af Rom var pave Gregor 1. den Store, der både tog et politisk ansvar for den italienske befolkning under det byzantinske styres nedgang og longobardernes tryk og tog initiativ til den katolske mission i England.

Under araberstormen i 700-tallet blev det klart, at Det Byzantinske Rige ikke længere formåede at beskytte Rom, og samtidig steg Frankerriget op til at blive den betydeligste magt i Vesten. Som en konsekvens heraf sluttede pave Stefan 2. i 754 et forbund med Frankerrigets hersker, Pippin 3. den Lille, og opsagde dermed sit undersåtforhold til den byzantinske kejser. Pippin blev salvet til konge af paven og overdrog, efter at have besejret longobarderne, byzantinske rigsterritorier, først og fremmest Ravenna og Rom, til paven, hvorved Kirkestaten blev til.

Pavens overenskomst med frankerne fik den allerstørste betydning for tilblivelsen af det, vi forstår ved Europa. "Verden" var nu delt i tre skarpt adskilte områder: det byzantinske Østen, muslimernes herredømme i Afrika og Spanien samt det latinske Vesten under frankernes ledelse i nært forbund med paven.

Forbundet mellem Frankerriget og pavestolen bestyrkedes ved Karl den Stores kejserkroning i 800. Karl opfattede sig som den vestlige kristenheds herre og beskytter, der traf alle afgørelser, også om kirkens lære, men accepten af paven som åndeligt overhoved og tilpasningen af den frankiske kirke til romerske traditioner skabte nye muligheder for pavestolen, der siden hen skulle blive væsentlige. I løbet af 700- og 800-tallet blev en del dokumentforfalskninger til, der i en senere periode kom til at danne grundlag for pavestolens autoritetskrav, bl.a. Det Konstantinske Gavebrev. Allerede pave Nicolaus 1. stillede krav om pavens absolutte kirkelige autoritet, men vilkårene var ikke gunstige i en tid, da Vesten var splittet og truet på sin eksistens af saracenere, magyarer og vikinger. Tværtimod sank pavestolen i 800-tallets slutning ned til at blive den romerske adels bytte, med deraf følgende moralsk forfald.

Først med kejserdømmets genoplivelse under Otto 1. den Store fik pavestolen ny værdighed, men nu under de tysk-romerske kejseres ledelse. Kejseren opfattedes og betegnedes som Kristi stedfortræder og udøvede herredømme over Italien og Rom. Flere kejsere i første halvdel af 1000-tallet var grebet af den reformbevægelse, som udgik fra abbediet Cluny, og søgte at reformere kirken uden dog at give afkald på overherredømmet. Alligevel blev deres indsats udgangspunktet for en total ændring af pavestolens placering.

Fra 1046 indsatte kejser Henrik 3. tyske biskopper som paver for at bringe den romerske adels indflydelse til ophør og sikre sig kontrollen med Rom. Dermed forenedes reformbevægelsen med de romerske krav, som var kommet til orde i de omtalte forfalskninger. Med kravet om, at apostlen Peters efterfølger stod over al anden myndighed i Verden, begyndte en kamp mellem kejserdømme og pavedømme, som kom til at vare i flere århundreder. Pavestolens krav om det absolutte herredømme i kristenheden, både gejstligt og verdsligt, blev ganske vist aldrig virkelighed, trods pavens overtagelse af den gamle kejsertitel "Kristi stedfortræder", men kirkeligt blev det snart anerkendt, at al myndighed udgik fra paven. Den nye pavelige retsforståelse, som fik sit gennembrud med Gregor 7., nåede et højdepunkt under Innocens 3. Ved udbygning af den kanoniske ret blev pavestolens absolutte myndighed i kirken efterhånden ført igennem helt ned til de lokale led, og korstogene, der begyndte på paveligt initiativ, øgede bevidstheden om paven som kristenhedens leder. Af væsentlig betydning både for kanonisk ret og teologi blev de nye videnskabelige centre ved universiteterne, der ofte byggede deres virke på pavelige privilegier.

I kampen mod kejserdømmet mobiliserede pavestolen alle til rådighed stående midler, både åndelige (bandlysning) og politiske. Sejren over kejser Frederik 2. midt i 1200-tallet bragte pavestolen i afhængighed af Frankrig, der havde været dens virksomste støtte i kampen. Prisen blev høj: Pavestolens "udlændighed" i Avignon i 1309-1377 og det store skisma med en pave både i Avignon og i Rom (1378-1415). Pavestolens finansielle udnyttelse af kirkens resurser og misbrug af gejstlige sanktioner samt stærke nationalkirkelige tendenser svækkede pavens anseelse, og det samme gjorde konciliarismen, der erklærede det almene, økumeniske koncil (kirkemøde) for at være den højeste myndighed i kirken.

Kritikken af pavemagten og kravet om en reform af kirken "på hoved og lemmer" fortsatte efter pavens tilbagevenden til Rom, der i 1400-tallet prægedes af renæssancen. Paverne søgte i denne periode at konsolidere og udbygge deres position som territorialfyrster i Italien, samtidig med at de optrådte som mæcener for kunst og litteratur, men først det tab af store dele af Nord-, Central- og Østeuropa, som var en følge af endnu et skisma, Reformationen, i 1500-tallet, førte til nødvendige fornyelser.

På Tridentinerkoncilet i 1545-1563 tog den katolske kirke stilling til reformationen, og med kraftig bistand fra det nye ordenssamfund (se jesuit) gennemførtes en række reformer under ledelse af handlekraftige paver, der også bragte den katolske verdensmission ind under pavelig kontrol (se også modreformationen). Pavestolen havde genvundet sin autoritet i kirken, men måtte i tiden fra Den Westfalske Fred i 1648 til Den Franske Revolution i 1789 indkassere mange politiske nederlag i forhold til de europæiske magter, der ikke længere var rede til at lade konfessionelle hensyn styre deres politik.

Den fyrstelige absolutisme og antikirkelige strømninger i oplysningstiden med deraf følgende sekularisering svækkede kirkens indflydelse, samtidig med at paven måtte søge at inddæmme og om muligt standse strømninger, der på forskellig måde indebar indrømmelser til tidsånden (fx gallikanisme, febronianisme (se Johann Nikolaus von Hontheim), josefinisme). Pavestolens politiske afmagt viste sig klart, da det i 1773 blev nødvendigt i en årrække at nedlægge jesuitterne efter pres fra Portugal, Frankrig, Spanien og Neapel.

Den Franske Revolution og Napoleon 1. indbragte pavestolen store ydmygelser, men restaurationen efter Wienerkongressen i 1814-1815 og den romantiske bevægelse førte til en genoplivelse af pavestolens anseelse. Kirkestaten genoprettedes, og ultramontanismen styrkede katolicismen enormt.

Samtidig reagerede imidlertid paverne reaktionært over for den politiske liberalisme og stødte derved mange mennesker fra sig. Kampen mod det moderne nåede et højdepunkt under pave Pius 9., der fordømte næsten alt, hvad tidens liberale strømninger anså for at være værdifuldt. Pavestolens regering af Kirkestaten stod tilbage for den politiske udvikling i de omkringliggende europæiske lande. I 1870, mens det 1. Vatikankoncil forhandlede om pavens absolutte autoritet i kirken, mistede Pius 9. sin verdslige magt ved kongeriget Italiens anneksion af Kirkestaten. Indtil Italien under Mussolini indgik et konkordat med pavestolen i 1929, der førte til oprettelse af Vatikanstaten, betragtede paven sig som "fange i Vatikanet".

Ved sin uforsonlige holdning havde pave Pius 9. bragt sig i et ulykkeligt forhold til de fleste katolske magter i Europa, men det lykkedes hans efterfølger, pave Leo 13. at afbøde de værste skader. Det hindrede dog ikke adskillelsen mellem kirke og stat i Frankrig i 1905, der føltes som et alvorligt nederlag for pave Pius 10.; han koncentrerede sig i øvrigt især om at hindre modernismens indtrængen i kirken (se også antimodernist-eden). De følgende paver var navnlig optaget af de to verdenskrige og deres følger, herunder forholdet til de totalitære politiske systemer.

Dogmatisk og moralteologisk opretholdt paverne en strengt konservativ linje uden væsentlige ændringer. Pave Johannes 23. tilstræbte med det 2. Vatikankoncil en fornyelse og større åbenhed over for samtiden. Markant var det, at der blev inviteret observatører fra andre kristne kirkesamfund til at overvære 2. Vatikankoncil. Med valget af den polskfødte pave Johannes Paul 2. brød konklavet en tradition fra 1522 med at vælge en italienskfødt pave. Et andet traditionsbrud kom med efterfølgeren pave Benedikt 16., som valgte at frasige sig Roms bispestol og dermed paveembedet; tilsvarende var ikke sket siden 1294. Endnu et nybrud skete på det efterfølgende konklave, der valgte den argentinskfødte pave Frans. Hermed fik den katolske kirke i moderne tid sin første ikke-europæiske leder.

Gennem historiens omskiftelser har pavestolen gang på gang formået at overvinde vanskeligheder og på ny blive den katolske kirkes ubestridte ledelse. Paven står i dag i spidsen for en verdensomfattende kirke. Pavestolen holder sammen på en kirke, hvis geografiske og kulturelle mangfoldighed er af samme omfang som Jordens befolkning. Fra 1900-tallet har skiftende paver brugt egne trykte og elektroniske medier, pavelige rundrejser (pave Johannes Paul 2. besøgte således som den første pave Danmark i 1989) og internettet til at markere sig i den globale katolske menighed. Ligeledes er evangeliserende bevægelser blevet institutionaliseret som alternativer til de traditionelle katolske ordener og ordenssamfund. Af sådanne bevægelser kan nævnes Opus Dei, Focolare og Den Neokatekumenale Vandring, som alle har aktiviteter i de nutidige skandinaviske katolske bispedømmer.

Paven, indehaveren af den katolske bispestol i Rom, har længe haft flere funktioner på samme tid: Biskop af Rom, patriark for den latinske katolske (romerskkatolske) kirke, overhoved for den katolske kirke, overhoved for det internationale retssubjekt Pavestolen og statsoverhoved i Vatikanet.

Som katolsk biskop af Rom er paven i nutiden svækket. I 1984 blev konkordatet Laterantraktaten mellem Pavestolen og Italien fra 1929 revideret. Ved denne revision blev det bl.a. besluttet, at den katolske kristendom ikke længere er statsreligion i Italien. I 2021 estimeredes det, at kun 74,5 % af den italienske befolkning var døbte katolikker.

Som patriark for den latinske katolske (romerskkatolske) kirke er paven i nutiden styrket. Den latinske katolske (romerskkatolske) kirke er udgør den største del af den katolske kirke i Afrika og Asien. I begge verdensdele opleves aktuelt en vækst i antallet af både døbte katolikker og katolske præstekald.

Paven som overhoved for hele den katolske kirke må teologisk siges at være svækket i nutiden. Selvom paven er religiøs leder for mere en 1,3 milliarder døbte katolikker, lever en stor procentdel af disse katolikker i lande, hvor katolsk teologi ikke længere er normdannende for eksempelvis lovgivning, etik og seksualmoral. De facto er en stor del af de døbte katolikker på verdensplan sekulariserede og har selv bidraget til den nævnte udvikling i deres respektive lande. Som overhoved for den katolske kirke har paven i nutiden også både udfordringer i forhold til de unerede kirkers forhold, flere af de unererede kirker er truet i deres hjemområder. Ligeledes er den udvikling med skismaer, som tog fart ved reformationen fortsat. I dag kan man religionssociologisk tale om en katolsk kristendom, som er er større end den katolske kirke, fordi ikke bare protestantiske kirker, men også kirker af uafhængige katolikker har undsagt paveembedet (eller har valgt modpaver).

Også på det økumeniske område er paven i nutiden udfordret. Den positive dialog mellem den katolske kirke og den ortodokse kirke, som begyndte i 1965, hvor pave Paul 6. og den økumeniske patriark Athenagoras gensidigt ophævede de splittende bandlysninger fra 1054, er siden gået ned i tempo. Dette skyldes ikke mindst en nationalistisk og traditionalistisk udvikling i en række lande med stor ortodoks befolkning. På samme måde har paven i nyeste tid mødt udfordringer i den økumeniske dialog med den anglikanske kirke. Også denne dialog er kølnet, og i 2009 skabte pave Benedikt 16. en ny kanonisk strukturel ramme for anglikanere, som konverterer til den katolske kirke samtidig med at de beholder dele af deres anglikanske liturgi.

Endelig har paven også i nutiden kontinuerligt investiturstridsspørgsmål. Det gælder både i forhold til regeringer, som eksempelvis i Kina, og i forhold til katolske bispedømmer. I 2023 bremsede paven et initiativ i ærkebispedømmet Paderborn, hvor domkapitlet ville involvere lægfolk i valget af de ærkebispekandidater, som domkapitlet ifølge et konkordat skal forelægge paven. I moderne tid har paven forsøgt at bringe katolsk kristendom i dialog med videnskaben. Det Pavelige Videnskabernes Akademi har siden grundlæggelsen i 1936 haft over 80 nobelpristagere som medlemmer. Ligeledes er det Pavelige Observatorium og en række pavelige universiteter (universiteter som har mindst et fakultet, som ikke arbejder med kirkelige akademiske discipliner) verden over udtryk for en nutidig pavelig ambition om en dialog mellem tro og videnskab. Ingen af disse pavelige initiativer synes dog at have bremset en fremskridende sekularisering, hvor katolsk tro og praksis overordnet betragtet glider i baggrunden i den nutidige verden. Som modsvar til denne sekularisering har skiftende paver i 1900-tallet og efter år 2000 internationaliseret kardinalkollegiet. Ved det sede vacante, der indtraf ved pave Frans' død i 2025, er det kun 53 ud af 135 kardinaler, som kan deltage i et konklave fra Europa. De øvrige såkaldte kardinal-elektorer er fra verdensdele, hvor katolsk kristendom står stærkere som en aktiv og praktiseret religion.

Som overhoved for det internationale retssubjekt pavestolen er pavens position sammenlignelig med ledere af moderne stater. Pavestolen har diplomatiske forbindelser med 184 lande i verden. Pavestolen har desuden diplomatisk forbindelse til den Europæiske Union og har desuden permanent observatørstatus i FN samt i WHO. Endelig er pavestolen repræsenteret som medlem eller observatør i en lang række internationale organer, som rækker langt ud over, hvad man kan forvente, at ledelsen af et trossamfund deltager i. Paven har endda dubleret sit diplomatiske korps, idet paven er kirkeligt overhoved for Malterserordenen. Denne religiøse orden og karitative organisation er også i nutiden et internationalt retssubjekt med egne diplomatiske forbindelser med 113 lande i verden samt permanent observatørstatus i FN foruden repræsentation i en række andre internationale fora. Numerisk har paven aldrig stået stærkere i det internationale diplomati, men i en globaliseret og delvis sekulariseret verden er pavens stemme i den globale politik kun én af mange.

Som statsoverhoved for Vatikanet er paven i nutiden på samme niveau i suverænitet og økonomisk uafhængighed, som da paven var statsoverhoved for Kirkestaten. Dog med den forskel, at den nutidige statsdannelse omkring pavestolen er en moderne mikrostat, hvor den enevældige valgmonark, paven, ikke har en stor befolkning at skulle sørge for. Desuden er Vatikanet til forskel fra Kirkestaten en neutral stat. Vatikanet har siden 1929 været medlem af verdenspostunionen UPU. Selv om Vatikanet ikke er medlem af EU, har staten siden 2010 gennem en monetær aftale med EU deltaget i Eurozonen. Udover at Vatikanet har erklæret sig militært neutralt (og at de fleste pavelige militære enheder er nedlagt i 1900-tallet), har paven med Vatikanet fortsat brugen af typiske suverænitetskendetegn som egne frimærker og egne mønter. Paven har med succes fået anerkendt disse suverænitetskendetegn på linje med andre som vatikanske nummerplader, pas (både fra Vatikanet og fra pavestolen), egne ordensdekorationer og vatikansk landekode på internettet.

Paveembedet er en af de ældste institutioner i den vestlige kultur. Da Romerrigets sidste kejser Theodosius 1. den Store gjorde kristendommen til den eneste tilladte religion i Romerriget, var vejen banet for at paveembedet kunne udvikle sig til en enestående kulturfaktor i den vestlige verden. Først ved oplysningstidens begyndelse stagnerede paveembedets betydning.

Men senest ved begravelsen af pave Frans blev paveembedets betydning igen illustreret. Begravelsen samlede et stort antal statsoverhoveder, regeringsledere samt topfolk fra internationale organisationer i Vatikanstaten. Kort før begravelsen blev den amerikanske præsident Donald Trump og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj ført til en ikonisk fotograferet dialog-situation i Peterskirken. Få dage efter indgik USA og Ukraine en aftale bl.a. en genopbygningsfond til fordel for Ukraine. De to præsidenters pludselige dialog ved pavebegravelsen markerede et vendepunkt i Krigen i Ukraine.

• paverækken
• sede vacante
• pavevalg
• modpave
• kardinal
• konklave
• fiskerringen
• Peter – i Det Nye Testamente
• petersvasal
• tiara
• katolsk
• den romerskkatolske kirke
• Den Hellige Stol
• Vatikanstaten
• Leo 14.