Psoriasisgigt er en form for gigt (artrit), som rammer ca. ti procent af personer med hudsygdommen psoriasis. Psoriasisgigt giver betændelse (inflammation) i de angrebne leds ledslimhinder.

Faktaboks

Også kendt som
Psoriasisartropati, psoriasisartrit

Forekomst

Forekomsten (prævalensen) af psoriasisartrit er i Danmark 0,1 %. Kønsfordelingen er jævn. Sygdommen kan opstå i alle aldre, men de fleste rammes i 40-50-årsalderen.

Personer med udtalt psoriasis, pustuløs psoriasis og psoriasis i neglene har størst risiko for at udvikle psoriasisgigt. Sygdommen kan imidlertid også forekomme hos dem med kun begrænset hududslæt. I nogle tilfælde opstår leddegigten før psoriasisudslættet.

Årsag

Den nøjagtige årsag til sygdommen er ukendt, men arveanlæg spiller en rolle. Man antager, at sygdomsudviklingen skyldes en autoimmun reaktion, som angriber ledhinderne.

Symptomer på psoriasisgigt

Symptomerne inkluderer psoriasis i huden, smerter, stivhed og hævelse i led. Alle led kan blive angrebet. Gigten er ofte asymmetrisk, hvilket betyder, at et led kan være angrebet på eksempelvis højre side, men ikke på venstre.

Sygdommen kan deles ind i fem grupper baseret på symptomerne:

  1. Artrit i fingrenes yderled (DIP-led): Normalt med psoriasis i fingerneglene.
  2. Mutilerende artrit: En sjælden, men alvorlig form, hvor ledskaderne i hænder og fødder er store.
  3. Oligoartrit: Færre end fem led rammes. Dette er den mest almindelige form.
  4. Symmetrisk polyartrit: Fem eller flere led på begge sider af kroppen er angrebet, for eksempel begge hænder.
  5. Spondylit: Rammer ryggen, specielt iliosakralleddene. Tilstanden kan ligne Bekhterevs sygdom.

Gigten starter ofte i et eller to led, men gradvist angribes flere. Alvorlighedsgraden varierer fra lette og periodiske gener til invaliderende gigt med betydelige fejlstillinger. Hos nogle hæver en eller flere fingre eller tæer op i hele deres længde. De fleste personer med psoriasis har lette til moderate gener og bevarer arbejdsevnen.

Diagnosen psoriasisgigt

Diagnosen baseres på sygehistorien, lægeundersøgelsen og påvisning af psoriasis. Ledbetændelsen kan vurderes med ultralyd, MR, CT eller røntgen. Andre mulige ledsygdomme, specielt leddegigt, skal udelukkes.

Behandling af psoriasisgigt

Behandlingen er hovedsageligt som ved leddegigt. Ved udtalt psoriasis i huden i tillæg til ledsymptomer, kan en behandling, der virker på både ledbetændelsen og udslættet, være aktuel, fx med lægemidlet methotrexat.

Hvis tilfredsstillende effekt ikke opnås, kan brug af biologiske lægemidler blive aktuelt. De fleste af disse har god effekt både på udslættet og ledgenerne ved psoriasisartrit.

Prognosen

Prognosen ved psoriasisartrit er generelt god og normalt bedre end ved leddegigt. Undtagelsen er den mutilerende form.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig