Quaggaen er en uddød zebra, der var kendetegnet ved kun at have striber på den forreste del af kroppen, mens resten af ryggen var ensfarvet brun.
Faktaboks
- Etymologi
-
Dyrets navn kendes første gang fra 1785, hvor den nederlandske læge og biolog Pieter Boddaert (1730-1795) navngav den på latin som arten Equus Quagga. Ordet quagga tog han enten direkte fra et khoisan-sprog eller via bantusproget xhosa, hvor dyret hedder iqwagga, iqwara, hvilket kan være et lån fra khoisan.
- Også kendt som
-
Equus quagga quagga (videnskabeligt navn); quagga (engelsk)
Hovedet og halsen var altid stribet, men hvor langt ned ad kroppen striberne fortsatte, varierede meget fra individ til individ. Den eneste quagga, der er blevet fotograferet i levende live, en hoppe fra London Zoo, havde kun striber på den forreste tredjedel af ryggen. Hos nogle individer kunne 2/3 af ryggen være stribet, mens andre stort set ikke var stribede på kroppen.
Quaggaen blev oprindelig anset for en selvstændig art, men i dag betragtes den som en underart (Equus quagga quagga) af den vidtudbredte savannezebra.
Den var udbredt i den sydlige del af Sydafrika, vest for Drakensbjergene og syd for Vaal-Orange-flodsystemet. Den syntes at være særlig tilpasset til at leve i det tørre Karroo-sletteområde.
Quaggaen blev jaget til udryddelse i slutningen af 1800-tallet, fordi man anså den for en konkurrent til de græssende husdyr. Den forsvandt som vildtlevende i 1870'erne, og den sidste kendte quagga døde i Amsterdams zoologiske have i 1883.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.