hestefamilien

Hestefamilien (Equidae) tilhører ordenen uparrettåede hovdyr (Perissodactyla), som også omfatter næsehornene og tapirerne. Næsehornene og tapirerne er søstergrupper, så hestefamilien er lige tæt på de to.

Alle nulevende arter i hestefamilien placeres i slægten Equus. Inden for den er æslerne og zebraerne hinandens nærmeste slægtninge.

Der findes følgende ni arter i hestefamilien:

De tidligste medlemmer af hestefamilien fandtes for ca. 54 millioner år siden. De var flertåede og på størrelse med ræve. Hestefamilien havde sin oprindelse i Nordamerika, hvorfra den spredte sig til Sydamerika, Asien, Europa og Afrika. Den har været langt mere mangfoldig, end den er i dag. For fem millioner år siden eksisterede der således mere end 12 forskellige slægter i hestefamilien. I dag er der kun slægten Equus tilbage.

Medlemmerne af hestefamilien er forholdsvis store. Den asiatiske vildhest vejer 200-300 kg, vildæslerne 200-400 kg og zebraerne 175-450 kg.

Alle har de en enkelt tå, som er beskyttet af en kraftig hov på både for- og bagbenene. De lange ben og reduktionen af tæer er tilpasninger til at vandre langt og løbe hurtigt. Zebraer og vildæsler kan løbe op til 60-70 kilometer i timen.

Samtidig med udviklingen af lange ben, har de også udviklet en lang hals og et aflangt hoved, så de kan nå ned til deres primære fødeemne, græs. Øjnene sidder højt oppe på ansigtet, hvilket gør dem i stand til at se over højt græs, mens de æder, så de kan holde øje med fjender.

Der er ikke den store forskel på størrelsen af hanner og hunner i hestefamilien; hannerne vejer typisk ca. 10 % mere end hunnerne. Til gengæld er hannerne udstyret med en hjørnetand, som sidder 2-3 cm bag fortænderne. Hjørnetænderne er effektive våben, som hannerne bruger i deres indbyrdes slåskampe.

Zebraerne lever i det østlige og sydlige Afrika, mens vildæslerne er udbredt fra Afrikas Horn via Mellemøsten til Kina. Den asiatiske vildhest findes nu om dage kun i få områder i Mongoliet og Kina.

Hestefamilien er tilpasset et liv i åbne områder, som er domineret af græs. Zebraerne er velkendte fra Afrikas savanner, men findes også i mere tørre græs- og busklandskaber samt i græsområder i bjerge i op til 4.300 meter over havet. Den asiatiske vildhests levested er græssteppe og halvørken i 1.100-2.000 meters højde. Vildæslerne er de mest tørketilpassede i familien; de findes i tørre områder fra varm sandørken til kold stenørken højt oppe i bjergene; de findes helt op til 5.400 meter over havet.

Den asiatiske vildhest var oprindelig udbredt fra de russiske stepper til det nordlige Kina, men blev udryddet i anden halvdel af 1900-tallet. I 1990'erne genindførte man den i visse områder i Mongoliet og Kina; det er i dag er de eneste steder, hvor ægte asiatiske vildheste lever i det oprindelige udbredelsesområde.

Af afgørende betydning for medlemmerne af hestefamiliens valg af levested er, at de i modsætning til en del af de tørketilpassede drøvtyggere ikke kan klare sig i længere perioder uden at drikke. Fordi de har brug for at drikke regelmæssigt, kan de derfor kun klare sig i områder, hvor der er tilgængeligt drikkevand.

Der er grundlæggende forskelle på fordøjelsen hos medlemmer af hestefamilien og drøvtyggere som antiloper, hjorte og okser. Disse forskelle har afgørende betydning for arter i hestefamiliens fourageringsstrategier og liv i det hele taget.

Medlemmer af hestefamilien er ikke nær så effektive til at få næring ud af planteføde som drøvtyggere med deres fire mavekamre. Derfor skal de dagligt indtage næsten dobbelt så megen føde som drøvtyggere af samme størrelse, og de må derfor bruge en større del af døgnet på at æde.

Til gengæld er medlemmer af hestefamilien mere effektive til at udnytte grovere og mere svært fordøjelige og næringsfattige plantedele end drøvtyggere. De kan derfor overleve på planteføde af lavere kvalitet, end drøvtyggere kan.

Asiatiske vildheste, zebraer og vildæsler har alle en kost domineret af græs, men æder også andre planter og plantedele som blade, kviste, bark og rødder, især når græs ikke er tilgængeligt.

I modsætning til drøvtyggere, der har mistet fortænderne i overmunden, har medlemmerne af hestefamilien kraftige fortænder både i over- og undermunden. Det gør dem i stand til at klippe sej vegetation over. De har store, højkronede kindtænder beregnet på at bearbejde grov, fiberholdig plantekost.

En essentiel del af fordøjelsen, fermenteringen af planteføden ved hjælp af mikroorganismer, foregår i blindtarmen, der er placeret på overgangen mellem maven og tarmen.

Hanner vurderer, om hunner er i brunst ved at snuse til deres urin og analysere deres østrogenniveau. Det gør de med det Jacobsonske organ (også kaldet det vomero-nasale organ), pattedyrs sekundære lugtesans, der er placeret i ganen, og hvis funktion er at analysere feromoner. Når hanner indsnuser lugten af hunners urin, laver de flehmen: De løfter hovedet, lukke næseborene og krænger overlæben tilbage. Dette er for at aktivere det Jacobsonske organ.

Medlemmer af hestefamilien får én unge ad gangen efter en drægtighed på 11-12 måneder. Oftest føder de om natten. Føl kan rejse sig op allerede efter en times tid, og efter et par dage er de i stand til at følges rundt med moren. De bliver tæt på deres mor i mindst nogle måneder og kan die i 7-18 måneder. Hannerne involverer sig sjældent i ungerne.

Den højeste levealder, som er registreret for de forskellige arter, er som følger:

• Afrikansk vildæsel: 20 år i naturen, 47 år i fangenskab.
• Asiatisk vildæsel: 20 år i naturen, 38 år i fangenskab.
• Savannezebra: 20 år i naturen, 40 år i fangenskab.
• Kejserzebra: 20 år i naturen, 22 år i fangenskab.
• Bjergzebra: 24 år i naturen.
• Tamhest: 62 år i naturen.

• æsler
• zebraer
• asiatisk vildhest
• heste (tamheste)
• uparrettåede hovdyr
• hovdyr