æsler

Ud over æslerne omfatter hestefamilien (Equidae) også hestene og zebraerne. Æslerne og zebraerne er tættere beslægtet med hinanden end med hestene. Alle arter i hestefamilien placeres i slægten Equus.

Hestefamilien hører hjemme blandt de uparrettåede hovdyr (ordenen Perissodactyla), hvor man også finder næsehornene og tapirerne.

Der findes fire arter af æsler:

Afrikansk vildæsel er opdelt i to underarter: somalisk vildæsel (E. a. somaliensis) og nubisk vildæsel (E. a. africanus).

Asiatisk vildæsel inddeles i fem underarter, bl.a. syrisk vildæsel (E. h. hemionus), indisk vildæsel (E. h. khur), kulan (E. h. kulan) og onager (E. h. onager).

De tre arter af vildæsler har en vægt på 200-400 kg og overlapper således i størrelse med zebraerne (175-450 kg) og den asiatiske vildhest (przewalskihest) (200-300 kg). Det afrikanske vildæsel og tamæslet, som er en domesticeret form af det afrikanske vildæsel, kendetegnes ved deres særlig lange ører. Asiatisk vildæsel og kiang er mere zebra-agtige i deres kropsform.

Alle medlemmer af hestefamilien har en enkelt tå, som er beskyttet af en kraftig hov på både for- og bagben. Deres karakteristisk lange ben, lange hals og aflange hoved er alle tilpasninger til at leve i åbne græsområder og til at vandre langt og løbe hurtigt. Vildæsler kan løbe op til 60-70 km/t.

Som det er typisk for hestefamilien, er der ikke den store forskel på størrelsen af hanner (hingste) og hunner (hopper). Hannerne er i gennemsnit en smule større end hunnerne. Til gengæld er hannerne udstyret med en hjørnetand, som sidder 2-3 cm bag fortænderne. Hjørnetænderne er effektive våben, som hannerne bruger i deres indbyrdes slåskampe.

Vildæslerne er de mest tørketilpassede i hestefamilien og kan klare sig i ekstreme miljøer. De findes i tørre naturtyper, som strækker sig fra varm sandørken til kold stenørken højt oppe i bjergene.

Afrikansk vildæsel lever i Eritrea og Etiopien samt muligvis i nogle af nabolandene. Det forekommer i kuperet og stenet ørken, halvørken med græssletter og buskland domineret af vortemælk og aloe, men undgår normalt sandede områder. Afrikansk vildæsel findes fra 100 meter under havets overflade til 2.000 meter over. I dets udbredelsesområde kan dagtemperaturen ofte stige til over 50 °C. Arten er stærkt truet med en estimeret bestand af vildtlevende voksne på kun 23-200 individer.

Det tidligere vidt udbredte asiatiske vildæsel overlever i dag kun i forholdsvis få, isolerede områder i Iran, Turkmenistan, Indien, Kina og Mongoliet. Underarten syrisk vildæsel uddøde i 1927. Det asiatiske vildæsels levesteder omfatter bjergstepper, halvørkener og ørkensletter. Det kan ses i kuperet landskab og kan krydse bjergkæder på sine vandringer, men undgår normalt stejlt terræn. Det findes i 0-3.000 meters højde. En del af underarterne lever i områder med meget høje dagtemperaturer og kolde nætter.

Kiangens udbredelse er centreret omkring det tibetanske plateau i 2.700-5.400 meters højde. Størstedelen af udbredelsen ligger i Kina, men den når også ind i Indien (Ladakh og Sikkim), Pakistan og Nepal. Den lever på alpine sletter og i lettere kuperet landskab med græsser og halvgræsser.

Ligesom andre medlemmer af hestefamilien domineres vildæslernes føde af græs, selv om de også æder andre planter og plantedele som blade, kviste, bark, urter og rødder; det gælder især, når græs ikke er tilgængeligt. Om sommeren består 95 % af kiangens kost af græs, mens andelen af græs falder til 65 % om vinteren.

I modsætning til drøvtyggere, der har mistet fortænderne i overmunden, har medlemmerne af hestefamilien kraftige fortænder både i over- og underkæben. Det gør dem i stand til at klippe sej vegetation over. Desuden har de store, højkronede kindtænder, som er beregnet på at bearbejde græs og anden sværtnedbrydelig plantekost.

Æsler kan klare sig på grov og fiberrig planteføde. Ligesom hos drøvtyggerne spiller fermentering vha. mikroorganismer i fordøjelsessystemet en afgørende rolle, men hvor fermenteringen hos drøvtyggere foregår i det første af de fire mavekamre, foregår den hos medlemmer af hestefamilien i blindtarmen, der er placeret på overgangen mellem maven og tarmen.

Selv om æsler er tørketilpassede, kan de i modsætning til en del tørketilpassede antiloper ikke klare sig uden at drikke. Afhængig af temperaturen skal vildæsler normalt drikke med mindst 2-4 dages mellemrum. Diegivende hunner har dog behov for at drikke dagligt, da de kræver ekstra meget vand til deres mælkeproduktion. Asiatisk vildæsel kan grave 60 cm dybe brønde i tørre flodlejer for at komme ned til vandet. På grund af de lave temperaturer kan asiatisk vildæsel klare sig uden drikkevand om vinteren. I kiangens højtliggende leveområde fryser vandet til is om vinteren, men i stedet æder den sne.

Typisk for medlemmer af hestefamilien, der lever i tørre områder, er de eneste tætte bånd blandt vildæsler det mellem hunnen og ungen, og hannerne danner ikke harem.

Vildæsler samles regelmæssigt i grupper, men disse er ikke permanente, og sammensætningen ændrer sig hele tiden, som individer kommer og går. Grupper kan enten bestå kun af hunner og deres unger, kun af hanner (ungkarlegrupper) eller af begge køn (blandede grupper). I blandede grupper er der altid en klar overvægt af hunner. Afrikanske vildæsler ses oftest i mindre grupper, men kan have flokke på op til 60 individer. Asiatisk vildæsel kan under vandringer forekomme i flokke på op til 1.200. Kiangen færdes typisk i mindre flokke eller alene om sommeren, men samles om efteråret og vinteren efter yngleperioden i større flokke, der kan tælle op til 500 individer.

I yngletiden etablerer og forsvarer de dominerende hanner af de fleste vildæsler ressourceterritorier, dvs. revirer, der indeholder ressourcer som en vandkilde eller frodigt græs, der kan tiltrække hunner. Jo bedre ressourcer en han har i sit territorium, jo større er chancen for, at hunnerne bliver længere tid i hans område; det øger hannens chancer for at få parringer.

En undtagelse for dette system ses hos gobivildæslet (E. h. hemionus), som en underart af asiatisk vildæsel fra Gobiørkenen. Det har en mere hesteagtig adfærd. Her lever hunner og deres unger i tætknyttede flokke med en enkelt han, der hyrder hunnerne og forsvarer flokken mod rovdyr.

Som alle medlemmer af hestefamilien vurderer hannerne, om hunner er i brunst ved at snuse til deres urin og analysere deres østrogenniveau. Det gør de med det Jacobsonske organ (også kaldet det vomero-nasale organ), som er pattedyrs sekundære lugtesans, der er placeret i ganen, og hvis funktion er at analysere feromoner. Når hanner indsnuser lugten af hunners urin, laver de flehmen: De løfter hovedet, lukker næseborene og krænger overlæben tilbage. Dette er for at aktivere det Jacobsonske organ.

Æsler får én unge ad gangen efter en drægtighed, der normalt ligger på ca. 11-12 måneder. Hos afrikansk vildæsel vejer føllet ca. 30 kg, mens det hos kiangen kan veje op til 36 kg. Føllet kan gå inden for et par timer.

Både afrikansk og asiatisk vildæsel kan leve op til 20 år i naturen. Rekordalderen fra fangenskab for de to arter er henholdsvis 47 år og 38 år.

Tamæslet er en domesticeret form af det afrikanske vildæsel. På trods af nylige undersøgelser af forhistorisk DNA fra æsler er man stadig ikke sikker på, hvor eller hvornår tæmningen fandt sted. Det ældste sikre arkæologiske bevis for æslets domesticering er ti æselskeletter, som blev udgravet i Abydos, Egypten, og dateret til at være ca. 5.000 år gamle. Arkæologiske og genetiske vidnesbyrd peger på to potentielle centre for domesticeringen af æslet: Nildalen for 5.000-6.000 år siden og/eller i et område, som omfatter Afrikas Horn og den Arabiske Halvø.

I menneskets historie har tamæslet spillet en central rolle. Modsat andre husdyr, der giver kød, mælk og uld, så er tamæslet (ligesom hesten) først og fremmest blevet brugt som transportdyr. Tamæslet revolutionerede langdistancetransporten af varer over land mellem Nordafrika og Vestasien.

• hestefamilien
• hovdyr