Tobak. Tobaksmarker i Argentina.
Af .
Tørrelade til tobak på Cuba.
Af .
Tørring af tobak.
Af .

Tobak er en slægt i natskyggefamilien med ca. 95 arter, udbredt i Australien og Polynesien, men især i tropisk Sydamerika. Det er urter, sjældent buske med store, spredte, hele blade. Blomsterne, der er hvide, gule eller røde, har tragtformet eller fladkravet krone og sidder i toppe. Frugten er en kapsel. Bladene indeholder det meget giftige alkaloid nikotin. Mange arter dyrkes som prydplanter, andre bruges til tobak, især Nicotiana tabacum. Bondetobak, N. rustica, bruges til udvinding af nikotin, som bl.a. anvendes til insektbekæmpelse.

Verdensproduktion og -handel

Produktionen af tobaksblade har været svagt faldende siden begyndelsen af 2000-tallet. Størstedelen af produktionen kommer fra Asien, med Kina som langt den største producent. Andre vigtige tobakslande er Brasilien, Indien, USA og Indonesien. Verdenshandelen med rå tobak er ret lille og omfatter bl.a. særlige kvaliteter som fx dæksblade til cigarrulning. For enkelte mindre lande er tobak en vigtig eksportvare, fx Zimbabwe og Malawi.

Historisk baggrund

Ved den europæiske opdagelse af Amerika var tobaksdyrkning og brug af tobak som både nydelses- og lægemiddel almindelig blandt de indfødte. I Europa blev planten først anvendt som lægeurt, men i 1600-tallet kom piberygning på mode, og i 1700-tallet blev snustobak populært blandt både mænd og kvinder. Cigarrygning, der var populær i Spanien, spredte sig i forbindelse med Napoleonskrigene tidligt i 1800-tallet til resten af Europa, mens papircigarer — senere kaldet cigaretter — slog igennem under Krimkrigen og blev dominerende i 1900-tallet.

Til Danmark indførtes i begyndelsen tobak i færdigbehandlet tilstand, dvs. som skåren eller spunden tobak, men 1665 gik den første danske produktion i gang. Fremstillingen blev benævnt tobaksspinderi, fordi såvel pibe- som snus- og skråtobak blev spundet til en streng og solgt alen- eller rullevis, hvorefter forbrugeren selv findelte tobakken vha. en kniv eller en rasp.

Længe var spinderokken og primitive skæreapparater de eneste tekniske hjælpemidler på tobaksfabrikkerne, der sidst af alle industrifag tog maskiner til hjælp. Tobaksindustriens tekniske gennembrud kom først i 1920'erne, da de første cigarillosmaskiner blev taget i brug.

Tobaksvirksomheder

Antallet af tobaksvirksomheder i Danmark kulminerede i 1921 med 1518, hvoraf dog næsten 1200 var små enkeltmandsvirksomheder, hvor indehaveren enten arbejdede alene eller fik hjælp af familiemedlemmer. På samme tidspunkt havde Danmarks største tobaksvirksomhed, C.W. Obel, 1000 ansatte på fabrikken i Aalborg og 350 på fabrikken på Amager. I 2000 er der kun otte tobaksvirksomheder i Danmark, hvoraf de seks indgår i Skandinavisk Tobakskompagni-koncernen.

Dyrkning af tobak i Danmark

Allerede i 1600-t. begyndte man at dyrke tobak i Danmark, og i de følgende århundreder kom hjemmeavlen til at spille en væsentlig rolle for tobaksproduktionen. Under 1. og 2. Verdenskrig, da det var umuligt at skaffe oversøisk råtobak, fik dyrkningen en renæssance i Danmark. Under normale forhold importeres råtobakken til cigarproduktion især fra Java, Sumatra, Brasilien og Cuba, til cigaret- og pibetobaksfremstilling fra Nordamerika, Grækenland, Tyrkiet og Zimbabwe og til snus og skrå fra Nordamerika. Se også pibe, cigar og cigaret.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig